
Kun et mindretal af danskere har sikkerhed for, at de har råd til at leve den pensionisttilværelse, de ønsker. Det fremgår at en ny måling, som Nordea har fået udført af TNS Gallup.
Hver femte dansker er indstillet på, at skrue ned for forbrugsblusset, når tiden kommer til pension, men over halvdelen af danskerne vil gerne fortsætte med at leve, som de plejer. Hver sjette har ligefrem ambitioner om at leve bedre.
Men disse ønsker for pensionisttilværelsen er ikke nødvendigvis realistiske. For få danskere er nemlig klar over, hvordan deres økonomi kommer til at se ud, når de forlader arbejdsmarkedet.
Kun knap hver tredje dansker ved med sikkerhed, at de har råd til at leve den livsstil, de ønsker, når de går på pension. Lidt over hver tredje tror det, men ved det ikke, og lidt over hver fjerde dansker ved det slet ikke.
”Det er en skam, for vi går jo alle og gør os forhåbninger om vores tredje alder, hvor vi endelig kan høste frugterne af et langt liv på arbejdsmarkedet. Men mange af os gør for lidt for at sikre fundamentet for vores fremtid, så vores drømme kan gå i opfyldelse”, siger Nordeas forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen.
”Mange kan ende med at få sig en overordentligt ubehagelig overraskelse, når de går på pension og bliver klar over deres økonomiske råderum. Det, synes jeg, er lidt bekymrende, og smadder ærgerligt for de, der får sig en forskrækkelse, som i mange tilfælde kunne være undgået”.
Bjørnetjeneste ikke at udregne seniorbudget
Ifølge Dansk Statistik opretholder de fleste danskere deres livsstil, så længe de kan. Vi bliver i vores ejerbolig, beholder vores bil og mange skruer op for rejseaktiviteten. Men samtidig med at indtjeningen forsvinder, kommer der nye faste udgifter på seniorbudgettet til f.eks. medicin og briller, påpeger Ann Lehmann Erichsen.
”I og med vi lever længere, skal pengene også række længere. Det er vi nødt til at være forberedt på, ellers gør vi os selv en overordentlig bjørnetjeneste”, siger hun.
Et regionalt snit viser, at sjællænderne er mest indstillede på at sænke forbruget i seniortilværelsen, modsat nordjyderne som er mindst indstillede på at ændre deres livsstil. Målingen afslører, at den samme tendens gør sig gældende blandt kvinder, som samtidig har dårligere overblik over deres økonomiske råderum i den tredje alder end mænd. Dette kan hænge sammen med, at færre kvinder generelt kender størrelsen af deres faste udgifter og har styr på budgettet, som Nordea før har dokumenteret.
”Kvindernes tilbagetrækningsmønster på arbejdsmarkedet viser, at de forlader jobbet tidligere end mændene, selvom de lever længere. Det betyder, at pension er et emne, som bør få en mere kærlig opmærksomhed fra kvinderne”, siger Ann Lehmann Erichsen, som fremsætter følgende anbefalinger til alle, der ønsker en økonomisk tryg pensionisttilværelse:
- Tjek dine data på PensionsInfo og få en rapport med dine tal. Kan du lide, hvad du ser? Hvis ikke, så …
- Læg dit budget, og se på, hvad dit liv koster. Hvornår er din gæld ude af verden, og hvor kan der evt. skæres ned?
- Tag en samtale med din rådgiver i banken om din økonomi med fokus på både gæld og pension samt dine ønsker for fremtiden.
Læs alle tallene i undersøgelsen her (pdf, 36 KB).
Flere nyheder

Dansk økonomi går mod bedre tider
Samfundsøkonomi Nordea podcasts
Den lange rente stiger, men ikke nok til at boligmarkedet går i stå.

Næste udbetaling af de indefrosne feriepenge til påske
Investering Bolig og privatøkonomi Daglig økonomi Ann Lehmann Erichsen
INæste udbetaling af de indefrosne feriepenge til påske

Lys for enden af tunnelen? Få Nordea Economic Outlook
Samfundsøkonomi
Tilmeld dig vores webinar og få den nye udgave af Economic Outlook 27. januar.

Er inflationen endelig på vej op?
Samfundsøkonomi Nordea podcasts
Udsigten til endnu en stor amerikansk hjælpepakke og stigende råvarepriser har fået inflationsforventningerne til at stige.