
Nordea Kredit har netop afsluttet auktionen for de rentetilpasningslån, der skal have ny rente den 1. januar 2016. Læs resultaterne samt Nordeas boligøkonom Lise Nytoft Bergmanns kommentarer her.
Renteniveau for Nordea Kredits rentetilpasningslån (efter fradrag for kursskæring):
- F1-lån = 0,20 pct. (nuværende rente = 0,46 pct.)
- F2-lån = 0,34 pct. (nuværende rente = 0,45 pct.)
- F3-lån = 0,33 pct. (nuværende rente = 0,75 pct.)
- F4-lån = 0,59 pct. (nuværende rente = 1,92 pct.)
- F5-lån = 0,81 pct. (nuværende rente = 2,87 pct.)
"En F1-rente på 0,20 pct., en F3-rente på 0,33 pct. og en F5-renten på 0,81 pct. må i alle tilfælde betragtes som meget lave renter, om end der ikke er tale om nogen rekord. Den nuværende auktionsrekord blev nemlig sat på auktionen i februar 2015, hvor boligejere med F1-lån fik en rente på 0,09 pct., boligejere med F3-lån en rente på 0,17 pct. og med F5-lån en rente på 0,40 pct", siger Nordeas boligøkonom Lise Nytoft Bergmann.
Renterne ligger dog stadig markant under 00'er-niveauet. Ved auktionen i november 2008, som faldt umiddelbart efter, at Finanskrisen var på sit højeste, landede F1-renten f.eks. på 5,2 pct.
"Havde vi fået den rente i dag, havde den månedlige ydelse for en boligejer med et F1-lån på 1 mio. kr. uden afdrag og en restløbetid på 29 år ikke ligger på de 745 kr., vi er landet på i dag, men i stedet på 3.492 kr. Det sætter de nuværende lave renter i perspektiv", fortæller Lise Nytoft Bergmann
F1, F3 eller F5-lån koster stort set det samme
Tager man udgangspunkt i en boligejer, som optog et lån for ét år siden, og som derfor har en restløbetid på 29 år og en restgæld på 1 mio. kr., vil ydelserne se ud som neden for afhængig af, hvilken låntype boligejeren har valgt efter i det eller de kommende år:
Låntype | Med afdrag | Uden afdrag |
---|---|---|
F1 | 3.395 kr. | 745 kr. |
F2 | 3.415 kr. | 825 kr. |
F3 | 3.360 kr. | 760 kr. |
F4 | 3.405 kr. | 900 kr. |
F5 | 3.440 kr. | 1.025 kr. |
Det betyder således i øjeblikket ikke det helt store for den månedlige ydelse, om boligejere har valgt et F1, F3- eller F5-lån, forklarer Lise Nytoft Bergmann.
"Lånene koster stort set det samme. Tror man derfor på, at renten vil stige i løbet af de kommende år, så er det ærgerligt at være F1-låner i øjeblikket. Tror man derimod på, at renten vil fortsætte ned i de kommende år, er der stadig mulighed for, at boligejere med F1-lån vil ende op med det billigste lån, når det endelige regnestykke kan gøres om 5 år. I Nordea Kredit tror vi ikke på det scenarie. I stedet forventer vi svagt stigende renter i de kommende år".
Flere nyheder

Aktier i ny rekord
Samfundsøkonomi Nordea podcasts
Der er sat turbo på verdensøkonomien, men centralbankerne nedtoner inflationsfrygten og fastholder en ultra-lempelig pengepolitik.

Rentestigninger – er det godt eller skidt?
Investering Nordea podcasts
Sidste år var det lave renteniveau med til at fastholde et højt prisniveau på aktier, men nu oplever vi rentestigninger, så hvad sker der nu?

Effekten af COVID-19 – Hvilke kunder klarer sig bedst gennem krisen?
Samfundsøkonomi
Dansk erhvervsliv er i udbredt grad ramt af krisen i kølvandet på de gentagne nedlukninger af det danske samfund.

Boligpriserne går amok
Samfundsøkonomi Nordea podcasts
ationalbanken forudser en svag vækst i dansk økonomi i år, men boligpriserne stiger med knap 10%.