Julie Galbo har besluttet at stoppe i Nordea

Our-position
08-05-19 10:00 | Selskabsmeddelelse

Nordea Bank Abp – Børsmeddelelse – Ændring ledelse/revision

Julie Galbo, leder af Group Business Risk Management og medlem af Nordeas koncernledelse, stopper i Nordea med udgangen af maj 2019 og udtræder af koncernledelsen med øjeblikkelig virkning. Julie Galbos nuværende ansættelse i Nordea begyndte for fem år siden i 2014 i Asset Management. Hun stod herefter i spidsen for arbejdet med at fusionere de fire Nordea-banker i Danmark, Sverige, Norge og Finland til én bank. Fusionerne blev gennemført i januar 2017. Herefter tiltrådte hun stillingen som Chief Risk Officer i Nordea koncernen og leder af Group Risk Management and Control og spillede i den egenskab en central rolle i forbindelse med flytningen af Nordeas hovedsæde fra Sverige til Finland og dermed til bankunionen. Hun er i øjeblikket ansvarlig for Group Business Risk Management. Julie har været medlem af koncernledelsen siden 2017.

- De seneste fem år i Nordea har været en fagligt meget givende periode, hvor jeg har deltaget i arbejdet med at skabe én nordisk bank, hjulpet Nordea med at styrke rammerne for risikostyring og kontrol og senest medvirket til bankens flytning til bankunionen. Jeg føler, at Nordea – og jeg personligt – har opnået meget, og det er nu tid til forandring og nye muligheder, siger Julie Galbo. 

- Jeg vil gerne anerkende Julie Galbos store bidrag til Nordea. Hun har hjulpet med at styre banken gennem en af dens vigtigste transformationer til én bank i bankunionen og samtidig arbejdet hårdt for at etablere stærke rammer for risikostyring og kontrol. Vi er nået langt i forhold til at skabe en endnu stærkere governance af banken under Julies ansættelse, hvor vi har nydt godt af hendes store faglige ekspertise. Vi fortsætter nu arbejdet og bygger videre på det stærke fundament, som Julie har været med til at skabe. Jeg ønsker hende held og lykke i fremtiden, siger Casper von Koskull, Nordeas koncernchef.

Indtil videre er Erik Ekman fungerende leder af Group Business Risk Management, samtidig med at han fortsætter i sin nuværende rolle som leder af Commercial & Business Banking, og overdragelsen er allerede i gang. Rekrutteringen af en permanent efterfølger er begyndt.

Herefter består koncernledelsen af følgende medlemmer: Casper von Koskull (koncernchef), Torsten Hagen Jørgensen (Group COO og vicekoncernchef), Erik Ekman (leder af Commercial & Business Banking), Matthew Elderfield (Chief Risk Officer), Christopher Rees (Chief Financial Officer ), Martin A Persson (leder af Wholesale Banking), Snorre Storset (leder af Asset & Wealth Management), Karen Tobiasen (Chief People Officer), Jussi Koskinen (Chief Legal Officer) og Frank Vang-Jensen (leder af Personal Banking).

Yderligere information:
Stine Green Paulsen, ekstern kommunikationsansvarlig, Danmark, +45 70 80 11 62  

Informationen indeholdt i denne børsmeddelelse blev offentliggjort af ovenstående kontaktperson 8. maj 2019 kl. 10.00 dansk tid
  

Vi skaber stærke og tætte relationer gennem vores engagement i vores kunder og samfundet. Vi er der med relevante finansielle løsninger, når mennesker vil virkeliggøre deres drømme og nå deres mål. Vi er den største bank i Norden og blandt de ti største finansielle koncerner i Europa målt på markedsværdi med ca. 11 mio. kunder. Nordea-aktien er noteret på Nasdaq Helsinki, Nasdaq Copenhagen og Nasdaq Stockholm. Læs mere om os på nordea.com.