Nordea beskriver bæredygtighedsmål for 2023 i sin bæredygtighedsrapport for 2020

Frank Vang-Jensen
Koncernchef Frank Vang-Jensen
01-03-21 13:00 | Pressemeddelelse

Nordea har i dag offentliggjort sin bæredygtighedsrapport for 2020 (Sustainability Report 2020), der beskriver Nordeas bæredygtighedsmål og forpligtelser for 2023 og på lang sigt. Nordea ønsker at gøre en forskel sammen med kunderne og give dem mulighed for at træffe bæredygtige valg, der bidrager til samfundet ved at støtte klimaindsatsen og sociale forbedringer.

I januar 2021 lancerede Nordea en opdateret plan om at integrere bæredygtighed fuldt ud i sin forretningsstrategi med et langsigtet mål om at blive en CO2-neutral bank senest i 2050. For at nå dette mål har Nordea fastsat et delmål om at reducere CO2-aftrykket fra sine udlåns- og investeringsporteføljer med 40-50 pct. inden 2030.

”Vi har arbejdet intensivt på at udvikle en langsigtet plan, der ikke alene er en del af vores vision og overordnede forretningsstrategi, men også understøtter omstillingen til en bæredygtig økonomi med lav CO2-udledning”, siger koncernchef Frank Vang-Jensen og tilføjer:

”Vi gør det muligt for kunderne at træffe bæredygtige valg og støtter dem i omstillingen for at opnå en lav CO2-udledning og i at opfylde målene i Paris-klimaaftalen. Vi ønsker at gøre en forskel til gavn for vores kunder, medarbejdere, aktionærer og samfundet af hensyn til fremtiden og kommende generationer”.

I 2020 steg kundernes interesse for Nordeas bæredygtige produkter markant. Kapitalen, der er under forvaltning i Nordeas fonde med et bæredygtigt fokus, steg 265 pct., og det samlede transaktionsomfang for bæredygtighedsrelaterede lån steg 256 pct. Endvidere steg grønne boliglån 143 pct., og grønne erhvervslån 110 pct.

Mål for 2023
Nordea har forpligtet sig til at tilpasse sin forretningsstrategi, så den er i overensstemmelse med FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling (SDG) og Paris-klimaaftalen. Nordea vil også arbejde for at hjælpe kunderne med at nå disse mål.

Integrationen af bæredygtighed i Nordea er inddelt i fire strategiske søjler: finansiel styrke, klimaindsats, samfundsansvar og ledelse og kultur. Hvert af de fire områder er knyttet til mål for 2023. Søjlen klimaindsats har desuden to langsigtede mål for 2030.

Det er Nordeas mål at påvirke alle disse fire områder markant ved at reducere den negative effekt og øge den positive effekt af både forretningsaktiviteter og interne aktiviteter.

Alle Nordeas bæredygtighedsmål for 2023 og på lang sigt er beskrevet detaljeret i rapporten (målene er opsummeret på side 34).

Målene for 2023 omfatter bl.a. følgende:

  • Mindst 25 pct. af opsparingstilgangen skal være i bæredygtige produkter.
  • Nordea Life & Pensions vil reducere CO2-udledningsintensiteten for børsnoterede aktier, virksomhedsobligationer og fast ejendom med mindst 25 pct. inden udgangen af 2024.
  • At øge andelen af aktiver og indtægter, der er i overensstemmelse med EU’s taksonomi, og opfylde oplysningskravene.
  • At samarbejde med store erhvervskunder indenfor CO2-tunge industrier om omstillingsplaner for at opnå en lav CO2-udledning.
  • Den samlede CO2-udledning fra vores interne aktiviteter skal reduceres med 30 pct. i forhold til 2019.

  
Yderligere information:

Anders Langworth, leder af Group Sustainability, +46 72 2155434
Group Communication, +358 104 168 023 eller press@nordea.com


Nordea er en førende nordisk universalbank. Vi hjælper vores kunder med at realisere deres drømme og ambitioner – og det har vi gjort i 200 år. Vi ønsker at gøre en reel forskel for vores kunder og de samfund, vi opererer i – ved at være en stærk og personlig finansiel partner. Nordea-aktien er noteret på Nasdaq Helsinki, Nasdaq Copenhagen og Nasdaq Stockholm. Læs mere om os på nordea.com.