Engangsposter med betydelig negativ effekt på resultatet for 3. kvartal og nye forventninger udmeldt

Selskabsmeddelelse | 24-10-2019 06:20

Nordea Bank Abp – Intern viden

Nedskrivning af aktiverede IT-systemer, hensættelse til omstruktureringer og nedskrivninger på udlån

Bestyrelsen har i dag i forbindelse med godkendelsen af delårsrapporten for 3. kvartal 2019 godkendt flere engangsposter med en betydelig negativ effekt på koncernens resultat for 3. kvartal. Det ordinære resultat for 3. kvartal på EUR -421 mio. indeholder engangsposter på EUR 1,3 mia. Disse består af en nedskrivning af immaterielle IT-aktiver på EUR 735 mio., en hensættelse til omstruktureringer på EUR 204 mio., en yderligere nedskrivning på udlån på EUR 282 mio. og en udgift på EUR 75 mio. i forbindelse med salget af aktier i Luminor.

Nordea har udarbejdet en ny forretningsplan, der omfatter nye finansielle mål, opdaterede forretningsplaner for hvert forretningsområde og den fortsatte konsolidering på en fælles IT-platform, hvilket har medført en fuld test for værdiforringelse af Nordeas aktiverede IT-systemer og en vurdering af fremtidige behov for omstruktureringer. Som resultat af testen for værdiforringelse er der indregnet en nedskrivning af IT-systemer på EUR 735 mio. Desuden forventes det, at den nye forretningsplan vil medføre en fortsat medarbejderreduktion med tilhørende fratrædelsesordninger. Dette udløser indregning af en hensættelse til omstruktureringer på EUR 204 mio. i 3. kvartal 2019.

Som meddelt i halvårsrapporten 2019 vurderer Nordea, at de rapporterede nedskrivninger på udlån i tilstrækkelig grad afspejler den faktiske kreditrisiko i udlånsporteføljen, og forventningerne til de fremtidige kreditrisici er stabile. Efter den fortsatte dialog med ECB, som afspejler mere afdæmpede forventninger til visse sektorer i 3. kvartal, har Nordea besluttet at øge sine nedskrivninger på udlån med i alt EUR 229 mio. Desuden har Nordea gennemgået sine modeller for gruppevise nedskrivninger, og modelopdateringen i 3. kvartal 2019 medfører en forøgelse af de gruppevise nedskrivninger på EUR 53 mio.

Udgiften på EUR 75 mio. i forbindelse med salget af aktier i Luminor vedrører transaktionens gennemførelse som meddelt i pressemeddelelsen af 30. september 2019.

Delårsrapporten for 3. kvartal 2019 offentliggøres 24. oktober 2019 omkring kl. 06.30 dansk tid.

Forventninger

Nøgleprioriteter for succes og opfyldelse af de finansielle mål

Nordeas nye plan vil forbedre driftsudviklingen betydeligt gennem stærkere kundefokus og forbedret driftseffektivitet samt omkostningsbesparelser og initiativer, der øger indtægterne.

Nordeas nye finansielle mål for 2022 er

  • en egenkapitalforrentning på over 10 pct.
  • en omkostningsprocent på 50.

Omkostninger

Ny: I 2020 forventer Nordea et omkostningsniveau på under EUR 4,7 mia. med yderligere planlagte nettobesparelser efter 2020.
Omkostningerne i 2019 i faste valutakurser forventes at blive lavere end i 2018 eksklusive poster, der påvirker sammenligneligheden i 2018 og 20192, og ændringer i resolutionsafgifter. De samlede kontante omkostninger i faste valutakurser forventes at falde i samme periode.

Tidligere: I 2021 forventer vi, at omkostningerne i faste valutakurser vil være ca. 3 pct. under niveauet i 2018 eksklusive poster, der påvirker sammenligneligheden i 20181, og de samlede kontante omkostninger forventes i samme periode at falde med op til 10 pct. i faste valutakurser.
Omkostningerne i 2019 i faste valutakurser forventes at blive lavere end i 2018 eksklusive poster, der påvirker sammenligneligheden i 2018 og 20192, og de samlede kontante omkostninger i faste valutakurser forventes at falde i samme periode.

1 Nedskrivning af goodwill på EUR 141 mio. i 4. kvartal 2018.
2 Korrigeret for nedskrivning af goodwill på EUR 141 mio. i 2018, transaktionsomkostninger på EUR 90 mio. i 2019, en hensættelse på EUR 95 mio. i 1. kvartal 2019, IT-nedskrivning på EUR 735 mio. og en hensættelse til omstruktureringer på EUR 204 mio.

Kapitalpolitik

Ny: En kapitalbuffer på 150-200 bp over lovkravet til den egentlige kernekapital gældende fra 1. januar 2020.

Tidligere: En kapitalbuffer på 40-120 bp over lovkravet til den egentlige kernekapital.

Udbyttepolitik

Ny: En payout ratio fra 2020 på 60-70 pct. Nordea vurderer løbende muligheden for at bruge aktietilbagekøb som et værktøj til at udlodde overskydende kapital. For 2019 er Nordeas mål et udbytte på EUR 0,40 pr. aktie.

Tidligere: Nordeas mål er at opnå en årlig stigning i udbyttet pr. aktie og samtidig fastholde en stærk kapitalposition i overensstemmelse med kapitalpolitikken.

Kreditkvalitet

Ny: Nordea forventer, at nettonedskrivninger på udlån i de kommende kvartaler vil være på et lavt niveau og omkring gennemsnittet for 2018. De makroøkonomiske udsigter er dog noget mere usikre.

Tidligere: Nordea forventer, at nettonedskrivninger på udlån i de kommende kvartaler vil holde sig på et lavt niveau omkring gennemsnittet for 2018.

Yderligere information:
Rodney Alfvén, leder af Investor Relations, +46 72 235 05 15

 
Informationen indeholdt i denne børsmeddelelse er information, som Nordea Bank Abp har pligt til at offentliggøre i henhold til EU’s forordning om markedsmisbrug. Informationen blev offentliggjort af ovenstående kontaktperson 24. oktober 2019 kl. 06.20 dansk tid.


 
Vi skaber stærke og tætte relationer gennem vores engagement i vores kunder og samfundet. Når mennesker vil realisere deres drømme og nå deres mål, er vi der med relevante finansielle løsninger. Vi er den førende bank i Norden. Nordea-aktien er noteret på Nasdaq Helsinki, Nasdaq Copenhagen og Nasdaq Stockholm. Læs mere om os på nordea.com.

Documents