Ida Moesby
16-02-2024 09:34Nordeas Drømmeindeks 2024
Jeg synes det er overraskende, at især de 18-29-årige har så mange drømme, de aktivt sparer op til. Det kan være svært at finde penge til at spare op til både rejser, bolig og tidlig tilbagetrækning, når man er ung og typisk ikke har en så høj indkomst.
Hvad viser undersøgelsen?
Nordeas Drømmeindeks viser, at de danske forbrugere har mange drømme, de sparer op til. Undersøgelsen viser bl.a., at:
- 83 pct. har drømme, de sparer op til: Kun 7 pct. af danskerne svarer, at de ikke ønsker at spare op, og 6 pct. svarer, at de ikke har råd til at spare op.
- Rejser er den mest populære opsparingsdrøm: Over halvdelen af danskerne svarer, at de sparer op til drømmerejsen. Især de unge sparer op til rejser (hele 2 ud af 3).
- Over halvdelen af de 18-29-årige sparer op til boligkøb
- Lige så mange unge som ældre svarer, at de sparer op til tidlig tilbagetrækning
Sådan svarer danskerne, når de bliver spurgt om, hvilke drømme de sparer op til. Ferie, oplevelser og økonomisk tryghed står øverst på listen.
Fakta om undersøgelsen
Undersøgelsen er gennemført i perioden 5.-8. januar 2024 af analyseinstituttet YouGov. Der er i alt gennemført 1.022 CAWI-interview med danskere i alderen 18+ år. Undersøgelsen er gennemført via internettet med udgangspunkt i YouGov Panelet.
Undersøgelsen er gennemført blandt danskere i alderen 18+ år. Der er udsendt invitationer via e-mail til personer, der opfylder disse krav i YouGov Panelet. Data er indsamlet, så det udgør et repræsentativt udsnit af den danske befolkning med udgangspunkt i målgruppen.
Vejning af data og materialets sammensætning: Data er vejet på dimensionerne køn, alder og geografi på baggrund af et ideal fra Danmarks Statistik, således at resultaterne er repræsentative for befolkningen i relation til ovenstående målgruppe.