05-04-2024 12:50

Svindlerne prøver at snyde dig under påskud af at dine penge er i fare

Det er sundt med en god portion skepsis, hvis du uventet får en SMS eller et telefonopkald, hvor du bliver opfordret til at foretage en handling her og nu.
Dennis Schytt Haahr
Dennis Schytt Haahr arbejder med at informere Nordeas kunder og medarbejdere om de mange metoder, som svindlere benytter sig af.

Svindlernes metoder udvikles for hver dag der går, og de bliver mere sofistikerede for hvert forsøg. Det bliver også stadig mere almindeligt med såkaldte hybridangreb, hvor svindlere fx kombinerer brugen af SMS’er og telefonopkald i deres svindelforsøg. Til sidst deltager flere personer i opkaldet og skaber en illusion af, at du bliver stillet om til banken eller politiets sikkerhedsafdeling. Svindlernes endelige mål er at få dig til selv at logge ind på din netbank med dit MitID og herefter manipulerer de dig til at overføre penge til en ”sikker konto”. 

Det starter typisk med en alarmerende besked

Et klassisk svindelangreb starter eksempelvis med en SMS fra en velkendt virksomhed. Det kan se ud, som om den kommer fra et inkassofirma, en bank eller et forsyningsselskab. I SMS’en står der måske noget om, at du har lavet en ny låneansøgning, har en ubetalt regning eller har foretaget et nyligt køb – alt sammen noget, som er meningen, du skal reagere på. De falske beskeder indeholder også altid et link eller et telefonnummer.

”Ideen med SMS’en er at skabe en reaktion hos dig, da du ikke har gjort det, der står i SMS’en. Svindlerne håber, at du straks ringer til det angivne telefonnummer eller klikker på linket”, siger Dennis Schytt Haahr, der arbejder med at informere Nordeas kunder og medarbejdere om de mange metoder, som svindlere benytter sig af.

Du bliver stillet om til banken eller politiets såkaldte sikkerhedsafdeling

Telefonnummeret i SMS’en som påstår at være en direkte linje til den relevante medarbejder i virksomheden, viser sig i virkeligheden at være et nummer, som svindlerne råder over. Her udvides manipulationen, og en tilbagevendende ting er, at svindlerne tilbyder at stille dig om til banken eller politiets sikkerhedsafdeling. Men det der sker er blot, at du omstilles til endnu en svindler. 

I løbet af samtalen fortsætter svindlerne med at stresse dig og opdigter forskellige scenarier. Det kan fx være en med påstand om en ny virus, et cyberangreb eller noget lignende. For at stoppe det bliver du opfordret til at installere et antivirusprogram eller et skærmdelingsprogram, som du får via et link i en ny SMS. Det er også almindeligt, at du bliver opfordret til at overføre dine penge til en ”sikker konto”.

”Svindlerne er desværre meget dygtige og manipulerende i telefonen og virker ekstremt tillidsvækkende. Jo længere tid samtalen er i gang, jo højere er risikoen for, at man falder for deres svindelnummer,” siger Dennis Schytt Haahr.

Tjek selv nummeret, ring tilbage og hav mod til at smække røret på

Stress og pres er nogle af svindlernes vigtigste værktøjer. Derfor er det sundt med en god portion skepsis, hvis du får en uventet SMS eller et telefonopkald, hvor du bliver opfordret til at gøre noget her og nu. 

”Overvej selv at tjekke virksomhedens telefonnummer – og lad vær med at ringe tilbage til et angivet nummer i en besked. Slå i stedet selv virksomheden op og find deres officielle telefonnummer og ring dertil for at dobbelttjekke, om beskeden nu også er troværdig. Det samme gælder, når det kommer til at logge ind et sted. Klik aldrig på links i beskeder, som du ikke selv har bedt om. Gå i stedet selv ind på virksomhedens hjemmeside og log ind denne vej, forklarer Dennis Schytt Haahr.

Det er lettere sagt end gjort ikke at blive stresset, men det er et rigtigt vigtigt forsvar mod svindlerne. At tænke efter og spørge sig selv ”er det her virkelig rigtigt?” – og er du stadig usikker, så ring til det officielle nummer til den virksomhed, som svindlerne påstår at komme fra.

Svindel
Insights