Helge J Pedersen
De økonomiske og politiske problemer hober sig op for tiden i både Tyskland og Frankrig. Men måske bliver Trumps genvalg en katalysator for store paneuropæiske reformer.
2024 lakker mod enden, og vi kan se tilbage på et år som set ud fra de fleste økonomiske parametre må betragtes som værende godkendt. I hvert fald, når det gælder den hjemlige danske økonomi.
For det er en kendsgerning, at der ikke er ret mange andre vestlige lande, som kan følge med udviklingen i dansk økonomi, som i årets tre første kvartaler har opnået en BNP-vækst på næsten 4% i forhold til samme kvartaler sidste år og hvor beskæftigelsen sætter rekord måned efter måned. Læg dertil, at inflationen er kommet under kontrol, og at Danmark har EU’s flotteste offentlige finanser samt et kæmpe overskud i handlen med udlandet. Noget der har ført til, at de danske statsrenter for tiden helt usædvanligt er lavere end de tilsvarende tyske, der altid har fungeret som benchmark for resten af Europa.
Men det skyldes også, at der for tiden er noget helt galt i vores store nabo mod syd. Tysk økonomi har stagneret siden pandemien, og koalitionsregeringen er for nyligt gået i opløsning, så tyskerne skal til valgurnerne i utide. Formentlig den 23. februar 2025. Det politiske morads munder bl.a. i en intern strid om, hvorvidt regeringen burde sætte gang i økonomien gennem en mere ekspansiv finanspolitik og bryde den såkaldte ’Schuldenbremse’, som kort sagt går ud på, at Tyskland ikke må have et strukturelt underskud på de offentlige finanser, som overstiger 0,35% af BNP.
Problemet med en for stram finanspolitik kender man til gengæld ikke til i Frankrig, som ikke har haft overskud på de offentlige finanser i 50 år, og hvor gælden har passeret 110% af BNP. Konsekvensen er, at Frankrig nu betaler mere end Grækenland for at låne penge på finansmarkederne i 10 år, men alligevel er der ikke udsigt til en snarlig bedring. Barnier-regeringen, som har siddet på et tyndt mandat siden den blev dannet i september, har forsøgt at presse en stram finanslov for 2025 igennem udenom parlamentet. Handlingen er blevet mødt med et mistillidsvotum fra venstrefløjen. Marine Le Pen, hvis parti Rassemblement National har fungeret som livline for regeringen, og som risikerer både fængsel og udelukkelse fra fransk politik i fem år for snyd med EU-midler, bakkede op om mistillidsvotummet, og regeringen er nu faldet. Frankrigs parlament er dybt splittet og det st risikerer nu en form for politisk lammelse i et godt stykke tid eftersom et nyvalg ifølge forfatningen tidligst kan afholdes i juli 2025.
Med Tyskland og Frankrig i knæ på samme tid er der lagt op til en svag økonomisk udvikling i euroområdet over de kommende kvartaler, hvor den politiske usikkerhed vil tynge såvel virksomhederne som forbrugerne, og hvor eksportsektoren er hårdt ramt af Ruslands fortsatte krig i Ukraine, lavvækst i Kina og udsigten til, at den nye amerikanske administration pålægger nye tariffer på import fra Europa.
Med Tyskland og Frankrig i knæ på samme tid er der lagt op til en svag økonomisk udvikling i euroområdet over de kommende kvartaler.
I USA er situationen helt anderledes. Som et deja-vue fra valget i 2016 må det bare konstateres, at Donald Trumps udtalt erhvervsvenlige økonomiske politik, som bl.a. fokuserer på skattelettelser til både erhvervslivet og husholdningerne, deregulering og en gennemgribende effektivisering af den offentlige sektor, har sendt alle kortsigtsindikatorer for økonomien nordpå. Der er således udsigt til, at USA vil køre for fuldt tryk i de kommende mange kvartaler.
Men hvem ved, måske bliver genvalget af Donald Trump som USA’s præsident det afgørende wake-up call for Europa med henblik på at forbedre rammebetingelserne for erhvervslivet, fremme forsknings- og udviklingsmiljøet, sikre konkurrencedygtige energipriser og skabe grundlaget for en velfungerende kapitalmarkedsunion.
Det sidste kan vise sig afgørende for at sikre finansieringen af de enorme investeringer, som kræves for, at Europa kan konkurrere med USA og Kina i fremtiden. Den meget omtalte Draghi-rapport opgiver det årlige behov til at ligge omkring 750-800 mia. euro (det svarer til det dobbelte af Danmarks BNP), hvis missionen skal lykkes. Og rapporten slår også fast, at det nok bliver nødvendigt med en aktiv industripolitik, samt at i hvert fald en del af udgifterne, må finansieres gennem fælles fonde i EU-regi.
Om projektet er realistisk må tiden vise, det kræver alle EU-landes fulde opbakning, men at situationens alvor er ved at gå op for flere og flere illustreres af, at statsminister Mette Frederiksen og den danske regering i den forgangne uge har foretaget en kovending og nu også bakker op om forslaget. Og selvom det af mange vil blive tolket som at den politiske union bliver sneget ind ad bagdøren, er Danmark med de flotte økonomiske balancer og en global topposition inden for bl.a. den grønne omstilling samt transport- og medicinalindustrien alligevel nok et meget godt land at have sin base i.
