Cheføkonomens hjørne: Demografi er skæbne

Det var den franske filosof og sociologiens grundlægger, Auguste Comte (1798-1857), som angiveligt stod fadder til udtrykket ’Demografi er skæbne’. Med det mente han, at et lands befolknings størrelse og dens sammensætning vil bestemme dets fremtid.

Og selvom der ikke mindst på den teknologiske front er sket meget siden Comtes tid, som betyder, at et lands vækst- og velstandspotentiale ikke alene afhænger af demografien, er der grund til at holde ekstra øje med befolkningsudviklingen i disse år. F.eks. vil demografien understøtte de superstærke arbejdsmarkeder, som vi noget overraskende har oplevet over de seneste år.

De fleste havde jo ventet, at arbejdsløsheden var steget markant i kølvandet på energikrisen og den dramatiske stigning i inflationen og renterne. Men det er ikke det mest realistiske scenario lige nu. Faktisk tyder mere og mere på, at centralbankerne har formået at dosere pengepolitikken korrekt og skabe fundamentet for en blød landing. Altså en situation, hvor arbejdsløsheden ikke løber løbsk, som tilfældet f.eks. var det ovenpå oliekriserne i 1970’erne, hvor inflationen også var skyhøj og centralbankerne ligeledes strammede pengepolitikken markant for at tæmme den.

Dengang bed arbejdsløsheden sig fast på tocifrede niveauer, og herhjemme indførte regeringen i 1979 efterlønsordningen for at skabe plads til de unge på arbejdsmarkedet. Men nu trækker demografien i retning af en mere permanent mangel på arbejdskraft, fordi babyboomerne, de store årgange fra slutningen af 1940’erne til midten af 1960’erne, forlader arbejdsmarkedet i stor stil og afløses af de relativt små årgange fra 1980’erne og frem.

Mens den demografiske udvikling derfor for tiden er med til at holde hånden under økonomierne, ja så truer en anden realitet på den lidt længere bane. For befolkningspyramiden er ved at blive vendt på hovedet. I Danmark vokser befolkningen kun, fordi vi bliver stadig ældre og tager mod folk udefra. I andre europæiske lande med en aldrende befolkning er situationen endnu mere alvorlig som følge af udvandring. Og i landet med verdens ældste befolkning, Japan, har en lav fødselsrate gennem mange år ført til den bizarre situation, at der nu sælges flere bleer til ældre end til babyer. Den japanske befolkningstørrelse kulminerede for 15 år siden og en historisk meget restriktiv tilgang til immigration gør ikke fremtidsudsigterne lysere for Solens Rige.

Det er klart, at udviklingen vil betyde, at emner som folkesundhed, pensionsalder, uddannelsesniveau, immigration og anvendelsen af kunstig intelligens kommer til at stå højt på den politiske dagsorden i de fleste lande, hvis befolkningens velstand og velfærd skal kunne opretholdes på sigt.

Også Kinas befolkning er over de seneste år begyndt at skrumpe som følge af landets mangeårige et-barns politik, men det er langtfra overalt, at aldringen presser sig på. For verdens befolkning vokser faktisk hastigt. I 1950 var der 2,5 mia. mennesker på kloden. Det tal var vokset til 6 mia. i år 2000 og passerede sidste år 8 mia. FN vurderer, at der over de kommende 50-60 år vil ske en yderligere tilvækst på knap 2½ mia. mennesker, hvorefter en udfladning finder sted. Samtidig er det en kendsgerning, at det næsten kun er i Afrika, at tilvæksten vil finde sted. I følge FN vil den afrikanske befolkning således vokse fra nu ca. 1,5 mia. til 3,5 mia. i år 2080 og til knap 4 mia. i år 2100.

Vækstpotentialet i Afrika er derfor som udgangspunkt stort, men det er også klart, at en så massiv befolkningsudvikling på så kort tid på verdens fattigste kontinent byder på enorme sociale og klimamæssige udfordringer, som kun kan løses med omfattende støtte udefra.

Men også storpolitik afhænger dybest set af demografien. Og meget tyder på, at vi står på tærsklen til et egentligt paradigmeskifte. Den amerikansk ledede liberale verdensorden bliver således for tiden voldsomt udfordret af BRIKS+-landene, som udover at øge sin økonomiske og politiske tilstedeværelse i netop Afrika, også huser knap halvdelen af verdens befolkning, der i parentes bemærket er meget yngre og har en meget højere fertilitetskvotient end i de vestlige lande.

Hvordan fremtiden ser ud ved ingen. Men at det relative styrkeforhold mellem parterne i en kommende multipolær verdensorden, hvad det så end måtte indebære, i vid udstrækning vil blive bestemt af befolkningsudviklingen, synes hævet over enhver tvivl.

Demografi er og bliver skæbne.