Cheføkonomens hjørne: Velkommen til 2026

2025 viste sig at blive et både hektisk og skelsættende år. Donald Trumps America First-politik og ikke mindst toldkrigen mod resten af verden har i vid udstrækning sat dagsordenen, men også AI-boomet, geopolitiske spændinger og Europas historiske oprustning har sat sine tydelige spor.

Trods svære omstændigheder har verdensøkonomien udvist en bemærkelsesværdig robusthed. Den globale vækst ser fortsat ud til at ligge omkring 3 pct. – omtrent på linje med de seneste års niveau. For 2026, er udgangspunktet derfor forholdsvis positivt – både globalt og herhjemme. Det er vanskeligt at se et scenario, hvor økonomien for alvor kører af sporet, nu hvor den såkaldte ’Liberation Day’ er langt borte, og USA har indgået handelsaftaler med sine vigtigste partnere. Men risikobilledet er langt fra tomt, og især fire begivenheder vil jeg holde ekstra øje med i det nye år.

For det første udnævnelsen af Jerome Powells efterfølger som formand for den amerikanske centralbank. Præsident Trump har gentagne gange givet udtryk for et ønske om markant lavere renter, og det er nærliggende at forvente, at den kommende Fed-formand vil være mere lydhør over for Det Hvide Hus. Det behøver ikke i sig selv at være problematisk. Men hvis markederne begynder at tvivle på Fed’s uafhængighed, kan det hurtigt udløse fornyet uro – ikke mindst på obligations- og valutamarkederne.

For det andet det amerikanske midtvejsvalg i november. Historisk fungerer midtvejsvalg som en temperaturmåling på opbakningen til den siddende præsident. Det giver Trump et relativt snævert vindue til at levere resultater på økonomi, velfærd og tryghed, hvis republikanerne skal fastholde flertallet i begge kamre og dermed fortsat have fri bane for America First-politikken. I det lys er det næppe tilfældigt, at der flirtes med ideen om en såkaldt “toldcheck” til amerikanske husholdninger. Mister Trump flertallet, kan kursen for USA’s økonomiske og politiske linje blive justeret endnu en gang og på ny skabe hovedbrud for beslutningstagere over hele kloden.

For det tredje om Europa kommer ud af vækstkrisen. Håbet om en bedre fremtid er i høj grad bundet op på, at Tyskland som en anden Baron Von Münchhausen formår at trække sig selv op af sumpen ved håret, efter at gældsbremsen er blevet lempet, og der er åbnet for store investeringer i forsvar, infrastruktur og klima. Men de strukturelle udfordringer er betydelige. Den tiltagende konkurrence fra Kina presser netop de industrier, hvor Tyskland traditionelt har stået stærkest – særligt bil- og maskinindustrien. Hertil kommer en hastigt aldrende befolkning. Uden et markant produktivitetsløft – måske drevet af AI – er det vanskeligt at få øje på et nyt tysk vækstmirakel på kort sigt.

En potentiel joker er en fredsaftale mellem Rusland og Ukraine. Genopbygningsbehovet i Ukraine er enormt og vil i vid udstrækning skulle løftes af europæiske midler og virksomheder. Samtidig kan en fred i Europa være med til at løfte den i øjeblikket lave forbrugertillid og dermed fungere som katalysator for et mere robust privatforbrug.

For det fjerde bliver det centralt for dansk økonomi, om medicinalindustriens eksporteventyr fortsat kan fungere som vækstlokomotiv. Og i forlængelse heraf: hvilke sektorer der står klar til at tage over, hvis tempoet aftager. De markante stigninger i forsvarsudgifterne kan blive én kandidat, ligesom lempelser i indkomstskatter og afgifter i valgåret 2026 kan give et midlertidigt løft. Samtidig er der håb om, at en forbedring i forbrugertilliden kan udløse det betydelige forbrugspotentiale, som er opbygget gennem høj opsparing og solide formuegevinster. Kombineret med lavere renter og fortsat høje boligpriser kan det også give nyt liv til nybyggeriet og bidrage til bedre balance på ejerboligmarkedet – særligt i og omkring de større byer.

Pengepolitisk tvivler jeg på yderligere lempelser. Men historien har lært os, at uforudsete begivenheder sjældent melder deres ankomst i god tid. Skulle der vise sig at være opbygget en egentlig AI-boble på aktiemarkederne, og brister den med systemiske konsekvenser, er der næppe tvivl om, at renterne igen vil blive sat ned – også i Europa. Omvendt kan et nyt inflationspres føre til renteforhøjelser tidligere, end de fleste i dag forventer.

Som altid ved indgangen til et nyt år gælder én ting: Det eneste sikre er, at ingen med sikkerhed ved, hvad det kommer til at bringe.

Godt nytår.