I sidste uge rundede den amerikanske statsgæld 40 billioner dollar efter at være mere end fordoblet på under ti år. Samtidig understregede de seneste budgettal de fortsatte udfordringer for de offentlige finanser.
Budgetunderskuddet steg til 432 mia. dollar i juli, det højeste niveau i mere end fem år, mens underskuddet for finansåret indtil videre er vokset til knap 1,8 billioner dollar. Udviklingen illustrerer, at gældsudviklingen fortsat bevæger sig i den forkerte retning.
Højere renter afspejler mere end gældsbekymringer
Toldrefusioner som følge af Højesterets afgørelse, der underkendte Trumps IEEA-toldsatser, samt skattelettelserne i Trumps One Big Beautiful Bill har bidraget til en i forvejen udfordret finanspolitisk situation. Samtidig har en markant stigning i virksomhedernes obligationsudstedelser lagt yderligere opadgående pres på renterne. Det er dog værd at bemærke, at rentestigningerne på obligationsmarkedet langt fra er begrænset til USA.
De lange renter i både Europa og Japan er også steget betydeligt, hvilket understreger, at markedsreaktionen ikke alene afspejler bekymringer om USA's gældsudvikling. Det skyldes også, at bekymringerne om inflationen er blusset op igen, efter at energipriserne er steget som følge af de fortsatte spændinger i Mellemøsten.
En tilbagevendende bekymring – men hvornår bliver gælden et reelt problem?
Den amerikanske gældssituation er dog en velkendt udfordring, som investorer, økonomer og politikere har bekymret sig om i årtier. Én ting er sikkert – alarmklokkerne ringer med jævne mellemrum i takt med, at gælden runder nye milepæle. På et tidspunkt kan gældsudviklingen blive et langt større problem, men det afgørende spørgsmål er altid, hvornår? Er det et problem nu, om fem år eller om ti år?
Markedet giver fortsat USA lang snor
Det skyldes blandt andet, at store dele af det globale finansielle system er bygget op omkring amerikanske statsobligationer. Centralbanker, pensionskasser, banker og institutionelle investorer ejer enorme mængder amerikansk gæld. Det betyder også, at det vil koste dyrt, hvis de beslutter sig for at sadle om. For skulle alle beslutte sig for at sælge ud, vil de samtidig påføre sig selv betydelige tab. Derudover findes der heller ikke noget oplagt alternativ, der matcher det amerikanske obligationsmarked, når det kommer til størrelse og likviditet.
Heller ikke store asiatiske kreditorlande som Kina og Japan har incitament til at sælge store dele af deres beholdninger hurtigt, da det både kan påføre dem tab og skabe betydelige finansielle markedsforstyrrelser. Desuden kunne en sådan handling presse deres egne valutaer op og skabe udfordringer for deres økonomi og eksportsektorer.
Regningen kommer før eller siden
Selvom gælden har taget fart de seneste år, er det ikke noget nyt. Alligevel tog det næsten 200 år, før amerikanerne rundede 1 billion dollars i statsgæld tilbage i 1981 med Ronald Reagan i Det Hvide Hus.
Udviklingen har dog taget fart i de efterfølgende 45 år. Sidste gang USA havde overskud på de føderale budgetter, og hvor statsgælden midlertidigt faldt, var i slutningen af 1990'erne under Bill Clinton. Det, der især har bidraget til den voksende statsgæld over de seneste par årtier var finanskrisen i 2008 og covid-19-pandemien.
Som nævnt er det centrale spørgsmål, hvor længe udviklingen kan fortsætte. Statsgæld kommer selvsagt ikke uden omkostninger. Der kommer løbende renter på, og de vokser i takt med gældens størrelse. I dag udgør renteudgifterne på den amerikanske statsgæld omkring 15 pct. af de samlede offentlige udgifter.
Samtidig sker det på et tidspunkt, hvor gennemsnitsalderen i USA vokser, hvilket efterlader flere pensions- og sundhedsudgifter, men færre til at tage regningen. Det understreger behovet for en langsigtet plan for de offentlige finanser. Ellers vil gælden fortsætte med at vokse hurtigere end økonomien. Før eller siden vil USA blive tvunget til at tage fat på de underliggende ubalancer i de offentlige finanser. Problemet er bare, at der sjældent er mange politiske stemmer i at føre en strammere finanspolitik, hvorfor det nok skal blive værre, før behovet for handling viser sig.
Herhjemme oplevede vi det selv tilbage i slutningen af 80’erne, hvor Poul Schlüters kartoffelkur blev løsningen på den danske gældsspiral. Forskellen er bare, at amerikanerne har en række økonomiske trumfer oppe i ærmet i form af dollaren som verdens reservevaluta og den amerikanske centralbanks (Fed) mulighed for at købe statsobligationer.
Hvad betyder det for os som investorer?
Selvom den høje gæld fortjener opmærksomhed og bør tages alvorligt, vurderer jeg ikke, at det udgør en akut trussel for de økonomiske udsigter. Hovedscenariet er derfor ikke et pludseligt kollaps i markedet for amerikansk statsgæld. Det mest sandsynlige udfald er snarere perioder med opadgående pres på obligationsrenterne, som skaber midlertidig uro på markederne, men ikke et scenarie, der i sig selv giver anledning til at ændre investeringsstrategien i dag.
