Nordea cheføkonom: Rekordhøj inflation vil føre til en afmatning i den økonomiske aktivitet

Krigen i Ukraine og omfattende COVID-relaterede nedlukninger i Kina har på dramatisk vis forværret udsigterne for verdensøkonomien i år. For det første i form af højere energi- og råvare priser samt udsigt til lange leveringstider på materialer og mange forbrugs- og investeringsgoder. For det andet bliver forbruger- og erhvervstilliden ramt af den generelle usikkerhed og høje inflation. Det risikerer at udmønte sig i lavere forbrug og investeringsaktivitet. Og når væksten i verdensøkonomien falder, vil det også ramme udenrigshandlen. Så der er tale om én lang negativ kædereaktion.

På den baggrund har vi nedjusteret skønnet for verdensøkonomien i år betragteligt. Fra 4.1% i januar til nu 3.3%. I 2023 venter vi en yderligere afmatning i verdensvæksten til 3.2%. Som følge af nærheden til krigszonen er det især Europa, som rammes på væksten. Den amerikanske økonomi er i den forbindelse væsentlig mere afskærmet, mens det for Kinas vedkommende er udviklingen i pandemien, som har afgørende betydning for vækstudsigterne. Geopolitik, den høje inflation og nye resistente COVID-19-varianter udgør de største risici for vækstudsigterne. 

Inflationen begyndte at stige allerede mod slutningen af sidste år og har nu nået det højeste niveau i den vestlige verden siden begyndelsen af 1980’erne. Derfor er centralbankcheferne nu også begyndt at varsle en markant stramning af pengepolitikken for at bremse udviklingen, inden den kommer alt for godt i gang og bliver selvforstærkende.

Den rekordhøje inflation vil uvægerligt føre til en afmatning i den økonomiske aktivitet, som kan blive forstærket af den varslede stramning af pengepolitikken. Hvis inflationen mod forventning bider sig fast på de nuværende høje niveauer, er der risiko for, at verdensøkonomien står overfor en længere periode med stagflation altså økonomisk stagnation og høj inflation, noget som leder tankerne tilbage til 1970’erne.

Der er dog store forskelle fra dengang til nu. Bl.a. i demografien. I 1970’erne var babyboomerne på vej ud på arbejdsmarkedet, og da krisen ramte, steg arbejdsløsheden dramatisk og blev vedvarende høj pga. den samtidige stigning i arbejdsudbuddet. I dag er boomerne på vej på pension, og der er mangel på arbejdskraft i den vestlige verden. En økonomisk lavkonjunktur vil derfor ikke nødvendigvis give anledning til dyb krise på arbejdsmarkedet som i 1970’erne.

Endvidere trækker stærke kræfter i retning af stigende offentlig efterspørgsel over de kommende år. Krigen i Ukraine har ført til, at sikkerhedspolitikken er kommet øverst på dagsordenen i de europæiske lande. Det betyder markant stigende forsvarsudgifter, ligesom den grønne omstilling vil blive accelereret som følge af REPowerEU, EU’s skelsættende beslutning om at blive uafhængig af russisk energi. Der er derfor stor mulighed for, at den offentlige efterspørgsel vil stige på bekostning af den private efterspørgsel som en direkte følge af konflikten i Ukraine.

Også globaliseringen kan blive udfordret af årtiets store begivenheder, pandemien og krigen i Ukraine. Mange virksomheder vil nemlig givetvis skærme sig mod risikoen for nye sammenbrud i de globale værdikæder. For eksempel ved fremover at producere og handle mere lokalt og med politisk allierede lande end tidligere, men uden helt at opgive de store og voksende markeder i fx Asien, Latinamerika og Afrika. Begrebet glokalisering, som er dannet af globalisering og lokalisering, kan derfor blive et nyt buzz-ord i bestyrelseslokalerne.

De nordiske lande går heller ikke fri af krigen i Ukraine. Det må dog pointeres, at udgangspunktet for alle lande var solidt før krigen, hvor risikoen for overophedning var den fælles nordiske økonomiske narrativ. Samtidig er den direkte effekt gennem handel og energiafhængighed af Rusland begrænset. Det gælder især for de skandinaviske lande. Finland er af historiske årsager tættere integreret med den russiske økonomi end tilfældet er for Danmark, Sverige og Norge. Men dog i langt mindre grad end i begyndelsen af 1990’erne, hvor Sovjetunionen kollapsede. Og for Norges vedkommende gælder det endda, at de voldsomme prisstigninger på olie og gas fører til store indtægter og høj økonomisk aktivitet. 

Også i Norden er inflationen aktuelt på det højeste niveau i mange år. Derfor er centralbankerne i Norge og Sverige allerede begyndt at stramme pengepolitikken. For Finland og Danmarks vedkommende sker det dog først, når ECB indenfor få måneder ventes at følge trop. Dermed lakker tiden med negative renter endegyldigt mod enden.

Læs mere fra Nordea Economic Outlook.