Nordeas cheføkonom: Væksten vil i stigende udstrækning blive drevet af Europa

De løbende aktivitetsindikatorer tyder på, at den beherskede vækst, som længe har kendetegnet verdensøkonomien fortsætter. Men vækstcentret er ved at forskyde sig. Mens det hidtil har været USA, som har drevet væksten i den vestlige verden, synes det klart, at en afkøling, snarere end en recession, er på vej i verdens vigtigste økonomi. Omvendt forventer vi,  at det endelig vil lykkes euroområdet at bryde de seneste års stilstand, selvom vækstudsigterne på ingen måde er prangende. Samtidig er det en kendsgerning, at Kinas økonomi kæmper med både konjunkturelle og strukturelle problemer, der indikerer en betydelig nedgang i landets potentielle vækstrate over de kommende år. 

På den baggrund har vi valgt at holde vækstskønnet for verdensøkonomien i 2024 og 2025 nogenlunde uændret i forhold til april-prognosen dvs. omkring 3% i begge år. I 2026, som vi nu dækker for første gang, forudses ligeledes en fremgang i omegnen af 3%. Det betyder, at også udsigterne for verdenshandlen er moderate, selvom en vis fremgang må ventes, i takt med at lagerkorrektionen bringes til ende og fremstillingssektoren får mere del i opsvinget, end tilfældet har været over de seneste år. 

Der knytter sig en lang række af risici til prognosen. Først og fremmest til den geopolitiske situation. Vores hovedscenario er baseret på status quo i krigen mellem Rusland og Ukraine samt i konflikten i Mellemøsten. Men det er klart, at der både er mulighed for en eskalering af situationen, og at der indgås fredsaftaler henover prognoseperioden. Det sidste vil i givet fald kunne give et velkomment boost til verdensøkonomien. 

Også udfaldet af det amerikanske præsidentvalg vil få betydning for fremtiden. Det gælder både for den økonomiske udvikling og på det handels- og udenrigspolitiske område, hvor især forholdet mellem USA og Europa risikerer at blive anstrengt, hvis Donald Trump vinder. Det kan heller ikke udelukkes, at USA igen ændrer holdning i klimapolitikken ved et regimeskifte. 

Donald Trump har længe talt for, at renten i USA burde sættes ned, og han har sået tvivl om Forbundsbankens, Feds, uafhængighed, hvis han vælges som præsident. Det ville skabe stor usikkerhed på de finansielle markeder, og det er beroligende, at den anden præsidentkandidat, Kamala Harris, offentligt har udtalt, at hun som præsident aldrig ville blande sig i Feds beslutninger. 

Det er dog ikke længere et spørgsmål om, hvorvidt Fed sætter renten ned, men alene om hvor meget og hvor hurtigt. Det slog formanden, Jerome Powell, helt fast på sin tale på Jackson Hole-symposiet i slutningen af august. De finansielle markeder forventer markante rentenedsættelser allerede i år, men så længe inflationen kun falder langsomt, og en recession ikke står for døren, er det vores vurdering, at udviklingen bliver noget mere afdæmpet, end hvad markederne lægger op til på nuværende tidspunkt. 

Det samme gør sig gældende for Europa, hvor ECB påbegyndte sin lempelsescyklus i juni. I det nuværende økonomiske scenario med svag vækst, en genstridig inflation, som holdes oppe af den høje lønstigningstakt, og generelt stor usikkerhed, vil timingen og præcisionen i udførelsen af pengepolitikken være af altafgørende betydning for bankens succes med at understøtte det spirende økonomiske opsving, samtidig med at inflationen rammer målsætningen på 2%.

En anden og mere implicit udfordring for centralbankerne i denne tid er den voldsomme stigning i gældssætningen i en lang række af de toneangivende lande over de senere år. Opmærksomheden omkring de franske gældsproblemer  blussede for alvor op under den nyligt overståede valgkamp, men det er ikke kun Frankrig, som lægger arm med de offentlige finanser i disse år. 

Det er også tilfældet i store lande som Storbritannien og USA, hvor den offentlige gæld er steget voldsomt siden finanskrisen og nu udgør næsten 100% af BNP i Storbritannien og 125% af BNP i USA. 

Den udvikling er ikke holdbar og vil kunne føre til højere inflation og renter, hvis der ikke reageres med overbevisende planer for, hvordan budgetdisciplinen kan genoprettes, og gælden nedbringes. 

I den sammenhæng er det værd at fremhæve de små nordiske økonomier, som med undtagelse af Finland har brilleret med en overbevisende udvikling i de offentlige finanser over de seneste mange år. 

Det er absolut ikke tilfældigt, at Danmark, Norge og Sverige, som er blandt de blot otte lande i verden med en AAA-rating hos de store rating-bureauer, har været blandt de bedste til at komme ovenpå igen efter Covid-pandemien. 

Stærke offentlige finanser giver nemlig mulighed for ”dybe lommer” i krisetider og langt bedre muligheder for at tackle de strukturelle udfordringer i forbindelse med den nye sikkerhedspolitiske situation, den grønne og digitale omstilling samt ikke mindst en hastigt aldrende befolkning i den vestlige verden. Og endelig bliver det langt lettere at servicere gælden i en tid, hvor renten igen er positiv. Den situation er der som nævnt mange lande, som ikke er i for tiden. Det kan vise sig at få en stor betydning også for pengepolitikken i de kommende år.

Læs mere i Nordea Economic Outlook.