Nordea indgår forlig med amerikansk myndighed vedrørende tidligere hvidvaskforebyggelse

Pressemeddelelse | 27-08-2024 16:00

Nordea har indgået et endeligt forlig med New York State Department of Financial Services (DFS) som konsekvens af en undersøgelse vedrørende tilstrækkeligheden af Nordeas program for forebyggelse af hvidvask i perioden fra 2008 til 2019.

I forhold til forliget med DFS har Nordea indvilliget i at betale i alt USD 35 mio. (EUR 31,5 mio.). Betalingen til den amerikanske myndighed påvirker ikke Nordeas økonomiske stilling i væsentlig grad og vil indgå som en omkostning i Nordeas regnskab for 3. kvartal 2024.

DFS’ undersøgelser vedrørte Nordeas tidligere processer, retningslinjer og kontroller for at forhindre hvidvask samt tidligere rammer for compliance, herunder i den lukkede Vesterport International Branch i Danmark og Nordeas tidligere aktiviteter i de baltiske lande.

Nordea accepterer betingelserne i forliget og har samarbejdet fuldt ud med DFS om sagen. Nordea forstår, at med forliget afsluttes DFS’ undersøgelse, og Nordea er ikke bekendt med andre igangværende eller aktive undersøgelser hos de amerikanske myndigheder i relation til sådanne historiske sager vedrørende forebyggelse af økonomisk kriminalitet.

Som følge af amerikanske restriktioner i forhold til fortrolige tilsynsoplysninger har Nordea ikke kunnet offentliggøre detaljer om denne undersøgelse før nu.

”Efter en tæt løbende dialog og samarbejde siden 2019 er vi glade for at kunne afslutte denne sag med DFS. Som vi tidligere har erkendt, undervurderede vi historisk kompleksiteten af indsatsen for at forhindre økonomisk kriminalitet og de nødvendige ressourcer hertil. I de seneste år har vi investeret massivt i vores program for forebyggelse af hvidvask, og bekæmpelse af økonomisk kriminalitet er en af de vigtigste prioriteter for Nordea,” siger Jamie Graham, Chief Compliance Officer, Nordea-koncernen, og fortsætter:

”Vi gør alt, hvad vi kan for at forhindre økonomisk kriminalitet, og banken har taget væsentlige skridt for at forbedre processer og procedurer til bekæmpelse af økonomisk kriminalitet efter perioden omfattet af undersøgelsen hos DFS. Vi er glade for, at disse skridt og vores omfattende samarbejde også blev anerkendt af DFS.”

Nordea er en anden bank i dag

I de seneste år har Nordea Bank styrket sit beredskab mod økonomisk kriminalitet betydeligt. Bankens fokus og investeringer afspejler indsatsen for kontinuerligt at forbedre forsvaret mod økonomisk kriminalitet og tilpasse sig nye og voksende risici i omverdenen. Tiltagene omfatter:

  • Ca. EUR 1,5 mia. investeret indenfor risiko og compliance siden 2015
  • Over 3.400 medarbejdere, der udelukkende arbejder med at bekæmpe hvidvask og andre former for økonomisk kriminalitet
  • Nye retningslinjer, procedurer og kontroller med det mål at styrke Nordeas program for forebyggelse af hvidvask
  • Implementering af mere avancerede metoder til forebyggelse og afsløring med mere end 3,4 mia. transaktioner overvåget sidste år
  • Løbende uddannelse af alle Nordeas medarbejdere for at sikre, at de har de rette færdigheder og kompetencer. 

Læs mere om Nordeas indsats mod økonomisk kriminalitet her.

Yderligere information:

Ilkka Ottoila, leder af Investor Relations, +358 9 5300 7058
Nordea Danmark Kommunikation, +45 70 80 11 62

Vi er en universalbank med 200 års erfaring i at støtte og bidrage til vækst i de nordiske økonomier – og vi hjælper med at realisere drømme og ambitioner for det fælles bedste. Hver dag arbejder vi på at støtte vores kunders økonomiske udvikling ved at levere førsteklasses kundeoplevelser på tværs af kanaler og drive en bæredygtig forandring. Nordea-aktien er noteret på Nasdaq Helsinki, Nasdaq Copenhagen og Nasdaq Stockholm. Læs mere om os på nordea.com.

Pressemeddelelser