Rekordhøj beskæftigelse, stigende købekraft og stærke offentlige finanser sikrer en fortsat økonomisk fremgang herhjemme omkring 2 pct. årligt, selvom udsigterne for verdensøkonomien fortsat er omgærdet af usikkerhed. Det forudser Nordeas eksperter i den netop offentliggjorte prognose, Nordea Economic Outlook.
Handelsuro, høj beskæftigelse og et hedt boligmarked. Sådan lyder nogle af overskrifterne i en spritny prognose fra Nordea, der forventer, at den amerikanske økonomi formår at holde skuden oven vande til trods for de historisk høje toldsatser, som præsident Trump har indført.
”USA har dog indgået handelsaftaler med store og vigtige økonomier som EU, Japan og Storbritannien, ligesom vinduet til at få en handelsaftale på plads med Kina er blevet forlænget til november. Det skaber en vis klarhed for virksomheder og forbrugere, og der er store forsvars- og investeringspakker på vej i Europa. På den baggrund venter vi fortsat en vækst i den globale økonomi i omegnen af 3 pct. årligt i prognoseperioden, som nu dækker til og med 2027,” forklarer Helge J. Pedersen, cheføkonom i Nordea.
Helge J. Pedersen mener dog, der fortsat er usikkerhed om vækst- og inflationsbilledet i USA, og venter derfor, at Fed kun vil sænke renten med 0,25 procentpoint for derefter at vende tilbage til sin vent- og se attitude.
”Vi venter til gengæld ikke et behov for flere rentesænkninger fra ECB. Og da der er ro om kronekursen, betyder det også, at Nationalbanken ikke kommer til at sænke renten på indskudsbeviser yderligere fra de nuværende 1,60 pct.,” siger han.
Helge J. Pedersen forventer dog, at de lange renter kan dog godt stige over de kommende år.
”Der er både usikkerhed om inflationen og holdbarheden i den offentlige gæld i USA, hvor der ikke er kommet styr på de offentlige finanser. Læg dertil det store finansieringsbehov i Europa til bl.a. stigende forsvarsudgifter og nye infrastrukturpakker. Det vil holde de lange renter oppe både i USA og i Europa,” siger han.
Alligevel virker boligmarkedet bundsolidt herhjemme. Antallet af tvangsauktioner er rekordlavt og boligpriserne rekordhøje, dog med store regionale forskelle. Hovedstadsregionen og ikke mindst Københavns By, hvor ejerlejlighedspriserne er steget med hele 14 pct. over det seneste år, er løbet fra resten af landet. På landsplan forventer Nordea, at priserne på én-familiehuse stiger med 5,5 pct. i år.
”Det stærke boligmarked, en høj opsparingskvote, stigende realløn, lavere renter, rekordmange i beskæftigelse samt udsigt til bl.a. skatte- og afgiftslempelser i 2026 giver gode rammebetingelser for et solidt opsving i privatforbruget. Samtidig vil stigende forsvarsudgifter være med til at holde den indenlandske efterspørgsel oppe i en tid, hvor eksportudsigterne fortsat er slørede,” lyder det fra Helge J. Pedersen.
Han pointerer dog, at en stor andel af Danmarks vigtige eksport af medicinske og farmaceutiske artikler til USA allerede nu produceres i USA, og dermed som udgangspunkt er afskærmet for toldkrigens negative konsekvenser.
”På den baggrund forventer vi en fortsat solid vækst i dansk økonomi på 1,8 pct. i år, 2,3 pct. i 2026 og 1,9 pct. i 2027. Der er tale om en betydelig nedjustering af vækstforventningerne til i år i forhold til maj-prognosen, men det skyldes primært de store revisioner af den historiske vækst, som kom fra Danmarks Statistik i juni,” siger Helge J. Pedersen.
Find, download og læs Nordea Economic Outlook
Yderligere information:
Cheføkonom, Helge J. Pedersen, 55 47 15 32 / 22 69 79 12
Chefanalytiker, Jan Størup Nielsen, 55 47 15 40
Vi er en universalbank med 200 års erfaring i at støtte og bidrage til vækst i de nordiske økonomier – og vi hjælper med at realisere drømme og ambitioner for det fælles bedste. Hver dag arbejder vi på at støtte vores kunders økonomiske udvikling ved at levere førsteklasses kundeoplevelser på tværs af kanaler og drive en bæredygtig forandring. Nordea-aktien er noteret på Nasdaq Helsinki, Nasdaq Copenhagen og Nasdaq Stockholm. Læs mere om os på nordea.com.