Sorry...

This page does not exist in your language. You will be taken to a related page.

Stay on this page | Continue

Adfærdsbias er ubevidste, men systematiske ’smutveje’, som vores hjerne tager hver eneste dag for at gøre tilværelsen lettere for os. Det er egentlig meget praktisk, at hjernen forenkler al den information, den får ind i løbet af en dag, men det kan føre til irrationelle beslutninger, og at vi ikke får gjort de ting, vi havde sat os for.

Derfor får du her et overblik over nogle af de mest hyppige adfærdsbias og nogle gode råd til, hvordan du kan overkomme disse bias og give dine mål nyt liv uden at være for hård ved dig selv.

Sig dine mål højt, og giv dig selv plads til at justere

Uanset om dine mål er af økonomisk karakter, for eksempel at få lagt et budget og lavet en opsparingsplan, eller om de handler om andre gode vaner eller ønsker for dig selv, er mit første gode råd, at du siger dine mål højt. Når vi siger vores mål højt, forpligter vi os automatisk mere – både over for os selv og dem omkring os. Det skyldes noget, der på engelsk hedder ’consistency bias’; vi vil gerne fremstå troværdige og holde fast i det billede, vi har skabt af os selv. Det kan derfor føles ekstra svært at bryde med sine mål, når de først er sagt højt.

Et andet godt råd er at sætte nogle mål, som ikke er alt for ambitiøse. Vi har nemlig et bias, der kaldes ’overconfidence bias’, som handler om, at vi nemt kommer til at overvurdere, hvor let det egentlig er at ændre vaner – især fordi vi ofte vurderer fremtiden ud fra tidligere succeser. Vi har desuden alle en begrænset opmærksomhedskapacitet, hvilket betyder, at for mange valgmuligheder gør os handlingslammede. Derfor kan det være en stor hjælp at fokusere på ét eller to realistiske mål ad gangen og acceptere, at det ofte er bedre at tage små skridt fremad end at ændre det hele på én gang.

Lav konkrete mål, og gør det overskueligt for dig selv

Hvis det føles svært at holde sig til målene, kan det hjælpe at gøre dem mere konkrete. Spørg dig selv, hvornår på dagen du har mest energi til at tage fat på dem. Har du udskudt at kigge på dit budget efter en lang arbejdsdag? Så er det helt forståeligt, at det ikke lykkes. Prøv i stedet at vælge tidspunkter, hvor du er frisk og har overskud – og giv dig selv lov til at prøve dig frem.

At gøre den ønskede adfærd til den letteste vej kan gøre en stor forskel. Små ændringer, som at lægge tingene frem dagen før eller bruge digitale påmindelser, kan være en hjælp. Det handler ikke om at være perfekt, men om at gøre det lidt lettere for sig selv, når motivationen daler.

Nutidsbias og hvorfor vi ikke skal skælde os selv ud

Vi har alle en tendens til at udskyde beslutninger til fordel for her-og-nu-nydelse – især når dagene bliver travle. Dette skyldes, at vi har et såkaldt ’nutidsbias’, hvor vi vægter vores behag nu og her meget højere end behag i fremtiden. Hvis du har udskudt et mål, er det ikke grund til at give op. Tværtimod er det en god anledning til at se på, om du kan gøre noget anderledes fremadrettet. Det tager tid og kræver en aktiv indsats at ændre vaner.

Forbrugerøkonomens hjørne

Jeg hedder Ida Marie Moesby og er forbrugerøkonom i Nordea. Jeg laver analyser af danske forbrugeres økonomiske adfærd og giver gode råd om forbrug, opsparing, betalinger og andre privatøkonomiske emner. Hvis du har ønsker til emner, du gerne vil læse om inden for privatøkonomi eller spørgsmål til mine undersøgelser, kan du sende mig en mail til ida.marie.moesby [at] nordea.dk (ida[dot]marie[dot]moesby[at]nordea[dot]dk).
 

Her kan du læse lidt mere om mig.

Tre gode råd

Det er helt menneskeligt at kæmpe med at holde fast i sine nytårsforsæt, når kalenderen siger februar. Jeg har derfor samlet tre gode råd til, hvordan du nemmere holder de mål, du har sat dig for:

  1. Sæt realistiske mål og sig dem højt for dig selv og andre.
  2. Læg en konkret plan, der passer til din hverdag.
  3. Gør det så let som muligt at følge dine mål – små tiltag kan gøre en stor forskel.
Forbrugerøkonomens hjørne
Privatøkonomi
Hvordan er din opfattelse af Nordea efter at have besøgt denne side?
Fitness woman runner on sunny winter road

Det privatøkonomiske hjørne

Unge mænd og kvinder investerer for samme beløb – alligevel halter kvinderne efter

Nye tal fra Nordea viser, at der fortsat er en markant forskel på unge mænds og kvinders investeringsadfærd. I aldersgruppen 18–29 år er mænd betydeligt mere aktive som investorer end kvinder, både i forhold til antallet af hvor mange der investerer, og hvornår de går i gang med at investere.

Læs mere
Aram Ostadian-Binai

Indsigter

Alle skal have mulighed for at bidrage til samfundet og fællesskabet

I krydsfeltet mellem køn, etnicitet, magt og økonomi lægger Aram Ostadian-Binai sine kræfter i at bidrage til, at alle kvinder får lige muligheder for at føle sig set, hørt og inkluderet i samfundet.

Læs mere
Emma Holten

Indsigter

Omsorg er fremtidens valuta

Måske har kvinder regnet noget ud om det gode liv, som mænd bliver snydt for. I hvert fald synes forfatter og feminist Emma Holten, det kunne være spændende, hvis kvinders liv blev set som et ideal.

Læs mere