Pernille Dehn blev opfordret til at deltage i Nordeas LGBTQ+-netværk af en kollega, som vidste, at hun er i nær familie med en transperson og derfor kunne bringe erfaringer fra det perspektiv ind i netværket.
”Med en transperson i familien har jeg oplevet nogle, der glor ret uhæmmet, hvilket ikke er rart. Lige som det heller ikke er rart, hvis man som enkeltperson skal stå til regnskab for en hel gruppe. Har du et spørgsmål på tungen, som du aldrig ville stille til en hetero, så læs en bog i stedet for,” siger Pernille Dehn, der arbejder som senior kommunikationspartner i Nordea, hvor hun har været ansat i otte år.
Hun bakkes op af Sara Louise Muhr, professor i ledelse og diversitet på CBS:
Et spørgsmål som ”Hvornår fandt du egentligt ud af, at du er bøsse?” kan umiddelbart virke uskyldigt, men det er et godt eksempel på en klassisk hverdagsdiskrimination, som er svær at få øje på og også svær at håndtere.
”Vi ville aldrig spørge en heteroseksuel kollega, hvornår han fandt ud af, at han var heteroseksuel. Men fordi 95 pct. af vores tænkning beror på ubevidste fordomme, kan vi nemt komme til at sige noget stødende, selv om det sjældent er bevidst,” forklarer Sara Louise Muhr, professor i ledelse og diversitet på CBS.
For at komme hverdagsdiskriminationen til livs er det ifølge Sara Louise Muhr vigtigt, at flere end de direkte berørte bliver i stand til at identificere den og forstå dens eftervirkninger.
”Over tid skaber stødende humor, biased smalltalk og stigmatiserende bemærkninger dårlig trivsel og lav præstation. Så hvis vi vil tiltrække talenter og kunder, højne medarbejdertrivslen og træffe bedre beslutninger, er det vigtigt, at vi aktivt arbejder med at indarbejde nye vaner og rutiner,” siger hun.
Inklusion i hverdagen
Det er bl.a. formålet med Nordeas frivillige medarbejdergruppe LGBTQ+ & Allies, der understøtter diversitets- og inklusionsarbejdet i Nordea med fokus på LGBTQ+-inklusion både over for kollegaer og kunder. Pernille Dehn holder fx oplæg om at være i familie med transkønnede eller underviser i hverdagsinklusion af LGBTQ+-personer i Nordea.