Cheføkonomens hjørne: Europas nye syge mand

Zu Asche, zu Staub
Dem Licht geraubt
Doch noch nicht jetzt
Wunder warten bis zuletzt

Jeg rådyrker for tiden femte og sidste sæson af fantastiske Babylon Berlin, som netop har fået premiere på tysk tv. Og undervejs er det svært ikke at drage paralleller til nutidens politiske polarisering.

Ikke fordi jeg frygter, at historien som sådan er ved at gentage sig selv. Mellemkrigstidens Tyskland var tynget af nederlaget i Første Verdenskrig, krigsskadeserstatninger, hyperinflation og siden den store depression. Der er vi trods alt ikke i dag. Men mange steder stagnerer økonomien, leveomkostninger stiger, de offentlige finanser er under pres, og vælgerne mister troen på, at det politiske system kan levere fremgang. I en sådan situation bliver kompromiser vanskeligere og yderfløjene stærkere.

Det er realiteteten i dagens Europa, som samtidig skal finde sin plads i en ny verdensorden, hvor sikkerhedspolitik og økonomisk politik i stigende grad smelter sammen.

Meget ville være lettere, hvis væksten var højere. Som tingene er nu, sakker Europa stadig længere efter USA og Kina på produktivitet, innovation og investeringer. Det var også en hovedpointe i Draghi-rapporten, som udkom for godt to år siden, og hvis anbefalinger fortsat kun i begrænset omfang er blevet omsat til handling.

Ingen steder tårner problemerne sig mere tydeligt op end i Frankrig, som er i fare for at overtage den lidet flatterende rolle som Europas syge mand. Væksten er svag, produktivitetsudviklingen skuffer, industrien har mistet betydning, og staten har gennem mange år brugt flere penge, end der kommer ind. Faktisk har Frankrig ikke haft overskud på de offentlige finanser siden 1974, og gælden har passeret 110 pct. af BNP. Det illustrerer, hvor strukturelt problemet er.

Kombinationen af høj gæld, lav vækst og stigende renter er en særdeles giftig cocktail, som hurtigt kan udløse bekymringer om gældens langsigtede holdbarhed. Reaktionen fra finansmarkederne siger da også alt. På kort tid er renten på en 10-årig fransk statsobligation steget til 5 pct. Det er højere end den italienske rente og næsten 2 procentpoint mere end på den tilsvarende danske statsobligation.

I en tid, hvor renteudgifterne sluger en stadig større del af budgettet, samtidig med at nye politiske prioriteter presser sig på, risikerer gældsdynamikken at begynde at leve sit eget liv. Frankrig skal også bruge flere penge på forsvar, grøn omstilling og en aldrende befolkning. I sin seneste særrapport om fransk økonomi vurderer OECD da også, at der er behov for en betydelig finanspolitisk opstramning og gennemgribende strukturreformer af bl.a. pensionssystemet, hvis gælden skal stabiliseres.

Ingen af delene er nogen vindersag i et valgår, og samtidig gælder det, at enhver løsning vil forblive udfordret, hvis væksten forbliver svag. Landet har brug for højere produktivitet, flere investeringer og mere innovation, hvis stagnation og en egentlig gældskrise undgås.

Men før det kommer så vidt, er det også værd at huske, at Frankrig er et systemisk land, som ganske enkelt er for stort og for vigtigt for euroområdet til, at de kan andre lande kan se passivt til, hvis tilliden til landets betalingsevne for alvor begynder at skride. I det scenarie vil presset på Den Europæiske Centralbank, ECB, for at gribe ind blive enormt. Det kan f.eks. ske ved at starte et nyt opkøbsprogram af franske statsobligationer for at banke renten ned.

Men det må pointeres, at ECB i realiteten kun kan køb tid for franskmændende til at skabe produktivitetsvækst eller politiske flertal for upopulære politiske beslutninger. Og jeg må indrømme, at jeg ikke er superoptimistisk i den sammenhæng.

Og hvis vi lige vender tilbage til Babylon Berlin, så drejer det sig altså ikke længere om hyperinflation, børskrak og depression. Nutidens problem er snarere samspillet mellem økonomisk stagnation, voksende ulighed og politisk polarisering. Og på mange måder er Frankrigs dilemma et koncentrat af det gamle kontinents massive udfordringer. Måske har vi faktisk behov for et lille mirakel til sidst.