Cheføkonomens hjørne: Europas store plan

“Køb, køb, køb,” lød det klare budskab fra statsminister Mette Frederiksen, da regeringen i midten af februar præsenterede den nye ‘Accelerationsfond’ på et pressemøde. Fonden skal sikre en hurtig dansk oprustning i en tid præget af opbrud og usikkerhed.

Man skulle næsten tro, at hele Europa lyttede med på mødet. For få uger senere annoncerede EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, sin store ‘ReArm Europe Plan’, som på tilsvarende vis skal sikre en hurtig forøgelse af EU-landenes forsvarsbudgetter. Planen indebærer, at selv lande med pressede offentlige finanser får mulighed for at øge forsvarsudgifterne her og nu. Dette bliver muligt, fordi undtagelsesklausulen for Stabilitets- og Vækstpagtens regler, som blev indført under pandemien, genaktiveres. Det skaber et ekstra økonomisk råderum på ca. 650 mia. euro til forsvaret i EU-landene, mens EU yderligere vil bidrage med 150 mia. euro. Disse midler skal bl.a. finansieres via lån fra Den Europæiske Investeringsbank (EIB). Samlet set svarer beløbet til værdien af ca. to års samlet produktion i Danmark!

Endnu større opmærksomhed vakte det, da Tysklands kommende kansler, Friedrich Merz, samtidig præsenterede et forslag, der vil gøre op med landets gældsbremse, som har været i kraft siden finanskrisen. Forslaget indebærer bl.a., at militærudgifter ud over 1 % af BNP fremover kan friholdes fra gældsbremsen, samt at der afsættes 500 mia. euro til infrastrukturprojekter over de kommende 10 år. Forslaget blev godkendt i Bundestag i fredags, hvorefter Merz erklærede: “Tyskland er tilbage. Tyskland vil yde et betydeligt bidrag til at forsvare frihed og fred i Europa.”

Det er store ord og store beløb, der er på spil, og det er tydeligt, at udviklingen er blevet katalyseret af Donald Trumps kaospolitik. Det er nu eller aldrig, at EU må tage de afgørende skridt for at sikre sin strategiske autonomi – altså evnen til at være uafhængig af andre lande på områder som økonomi, sikkerhed og demokratiske værdier. Begrebet blev lanceret for mere end 10 år siden, men har aldrig været mere aktuelt end nu.

De store finanspolitiske pakker blev også bemærket på de finansielle markeder, hvor reaktionen var en stigning i de lange statsrenter til det højeste niveau siden efteråret 2023 samt en markant styrkelse af euroen over for dollaren.

Den markante lempelse af finanspolitikken i euroområdet gør det samtidig vanskeligere for ECB at sænke renten yderligere, eftersom inflationen stadig ligger over målsætningen på 2 %. ECB’s formand, Christine Lagarde, undlod da også at komme med en klar melding om bankens næste skridt på det seneste rentemøde. Usikkerheden er simpelthen for stor – både med hensyn til oprustningen i Europa og konsekvenserne af USA’s handelskrig med store dele af verden.

Handelskrigen ramte EU, da USA annoncerede en toldsats på 25 % på alle stål- og aluminiumsprodukter. EU har svaret igen med en gengældelsestold på amerikanske varer til en værdi af 26 mia. euro, som træder i kraft den 1. april. En ny runde i handelskrigen vil formentlig bryde ud allerede dagen efter.

Hvor længe handelskrigen mellem EU og USA kommer til at vare, og hvor omfattende den bliver, er svært at forudsige. Min egen opfattelse er, at det amerikanske udspil i bund og grund skal ses som en invitation til at indlede forhandlinger om det fremtidige handelssamarbejde mellem de to parter. Det samme var tilfældet under Trumps første regeringsperiode fra 2017-2021. Dengang lykkedes det dog ikke at afslutte forhandlingerne om en udvidet handels- og investeringsaftale (TTIP), som blev påbegyndt allerede i 2013.

I det lys er det ekstra vigtigt, at EU står sammen. Det er en kendsgerning, at verden befinder sig i en brydningstid, hvor udsigterne for det fremtidige internationale økonomiske og politiske samarbejde er mere usikre end på noget andet tidspunkt siden afslutningen af Anden Verdenskrig.

Derfor kan det også være fornuftigt for EU at bevare et så godt forhold til Kina som muligt og aktivt udvide samarbejdet med nogle af de lande, som USA i øjeblikket skubber fra sig. Ikke mindst Canada og Australien, som deler Europas synspunkter på vigtige områder som økonomi, klima, demokrati og menneskerettigheder.

Men i første omgang skal planen om strategisk autonomi stå sin prøve inden for forsvarsområdet. En øvelse, der også kan give det gamle kontinent et tiltrængt økonomisk løft. Dybest set handler det kun om én ting: Der skal købes noget militært isenkram og det skal komme fra europæiske producenter.