Sivua ei ole saatavilla suomeksi
Pysy sivulla | Siirry aiheeseen liittyvälle suomenkieliselle sivulleHelge J Pedersen
Krisen kradser i EU, som sakker stadig længere efter USA og Kina i det store økonomiske kapløb. Nu har Mario Draghi fremlagt en plan, som måske kan redde situationen.
“We will do whatever it takes to preserve the euro. And believe me it will be enough.” Det var ordene som den daværende formand for ECB, italienske Mario Draghi, sagde på en konference i London i juli 2012. På det tidspunkt rasede statsgældskrisen i Europa. Grækenland var i princippet gået statsbankerot og flere andre lande med Italien i spidsen var snublende tæt på også at måtte smide håndklædet i ringen. Det ville i givet fald kunne føre til euroens opløsning, og der måtte tænkes en ny og ikke-konventionel pengepolitik ud af boksen for at redde det smuldrende samarbejde. Løsningen på problemet blev at centralbankerne fik lov til at opkøbe statsobligationer i stor stil, mens den pengepolitiske styringsrente blev banket helt i bund, for at undgå, at de mest gældsplagede stater led rentedøden. Operationen lykkedes, patienten overlevede og Mario Draghi blev kendt som Super Mario, der faktisk reddede euroen.
Nu mere end 10 år senere er det selvsamme Mario Draghi, som igen skal forsøge sig som redningsmand. Det sker i form af en 400 sider lang rapport, hvori EU’s skrantende konkurrenceevne bliver dissekeret til den mindste detalje. Rapporten blev offentliggjort for knap to uger siden og er ikke munter læsning. Faktisk maler den et særdeles dystert billede af udsigterne for den europæiske økonomi. Rapporten fremhæver således, at Europa er ved at sakke uhjælpeligt bagud i forhold til de to andre supermagter, USA og Kina. Det skyldes især, at produktivitetsvæksten har været beskæmmende svag siden begyndelsen af århundredet, fordi det ikke var nødvendigt at fremme innovation og udvikling for at opnå en målbar om end behersket fremgang i befolkningens levestandard. De europæiske virksomheder blev nemlig forsynet med billig energi fra Rusland, mens det nye og åbne Kina optrådte som leverandør af billige importvarer og generøst efterspurgte dyre eksportvarer, og arbejdsstyrken udviklede sig fornuftigt, fordi stadig flere kvinder gjorde deres indtog på det arbejdsmarkedet.
Men så kom den bratte opvågning efter årene med pandemi og krig i Europa. Rusland er nu ude af billedet som energileverandør, Kina har vendt ryggen til den liberale verdensorden, og demografien trækker i løbet af få år for alvor pilen nedad for Europas vækstpotentiale.
Der kan være milevidt fra forslag til handling i EU, og det er langt fra sikkert, at der på tværs af medlemslandene kan blive enighed om en så omfattende plan for en centraliseret industri-, handels- og finanspolitik, som der lægges op til.
Løsningen på problemerne skal ifølge Draghi-rapporten findes i at fremme produktivitetsvæksten betragteligt over de kommende år. Og det skal gøres på en måde, som sikrer, at både EU’s fundamentale værdier og klimamålsætninger respekteres. Satsningen skal realiseres gennem en helt ny industripolitik, hvor især tre områder skal være i fokus. For det første må innovationsgabet til US og Kina lukkes på tech-fronten. For det andet må den grønne omstilling og konkurrenceevnen styrkes gennem en fælleseuropæisk plan. Og for det tredje må Europa sikre sine forsyningskæder af kritiske råmaterialer ved at føre en virkelig selvstændig udenrigspolitik, hvor alliancer og aftaler kan indgås med ressourcerige lande, ligesom der skal opbygges lagre til at kunne håndtere perioder med forsyningsnedbrud. Endelig må Europa koordinere sin forsvarspolitik og effektivisere våbenproduktionen i lyset af den nye sikkerhedspolitiske situation.
Planerne er ambitiøse og stiller store krav til en langt mere vidtgående koordinering af bl.a. industri- og handelspolitikken og til finansieringen af de vidtgående investeringsprojekter, som årligt vil beløbe sig til 750-800 mia. EUR. Det svarer i runde tal til det dobbelte af Danmarks BNP i 2023!
Her foreslår supereuropæeren Draghi både, at det offentlige går forrest for at sikre, at den private sektor kommer til at bidrage i stor stil som medfinansieringskilde, og at der skaffes midler fra fælleseuropæiske fonde. Det sidste er kontroversielt, da det dybest set indebærer en udvidelse af det fælles EU-budget. Men dels er det allerede afprøvet i forbindelse med NGEU, det store genopbygningsprogram efter pandemien, dels vil det muligvis kunne gøre arbejdet for at skabe en fungerende kapitalmarkedsunion lidt lettere.
Rapporten er læseværdig, og de gode intentioner kan der ikke sættes en finger på. Men al erfaring viser, at der kan være milevidt fra forslag til handling i EU, og det er langt fra sikkert, at der på tværs af medlemslandene kan blive enighed om en så omfattende plan for en centraliseret industri-, handels- og finanspolitik, som der lægges op til. Om Draghi derfor også af den nye generation af europæere vil blive kendt som Super-Mario, kan kun tiden vise.
Få den seneste Nordea Economic Outlook.
