Beklager...

Denne siden findes ikke på norsk

Bli værende på denne siden | Fortsett til en lignende side på norsk

Hvis du er kør-igennem-typen, der fræser afsted på den tyske Autobahn med maksimal hastighed for kun at skifte chauffør og tisse på en øde rasteplads midt om natten, så er sommerferie i elbil ikke noget for dig.

”Hvis du gerne vil køre i ét stræk for at komme hurtigst muligt frem til feriestedet, så er elbil stadig irriterende og ikke på niveau med en benzinbil. Men er du typen, der normalt holder pause hver tredje time, så er elbil efterhånden et godt alternativ; ikke blot økonomisk, men også i forhold til rækkevidde, kø og andre typiske bekymringer,” siger Ilyas Dogru, der er forbrugerøkonom hos FDM. 

Han har selv lige kørt til Frankrig i elbil med sin familie. En tur på 3.200 km., hvor han fulgtes med en god ven og dennes familie, der kørte i benzinbil. Vel hjemme igen er de begge enige om, at elbilen var at foretrække.

Selvfølgelig skal du ikke købe en elbil for de lange ture 1-2 gange om året, du skal sydpå. Men el har en klar økonomisk fordel over hele året. Desuden kommer du mere sikkert og veludhvilet frem, fordi du er tvunget til at holde et par pauser undervejs. Og så er mange af de tidligere udfordringer med elbil ved at være ryddet af vejen

Ilyas Dogru

Ilyas Dogru

Sådan undgår du lade- og rækkeviddeangst

For det første er der nu over én million ladepunkter i hele Europa og af dem er ca. over 100.000 lynladere, hvor man kan få ret meget strøm på kort tid.

”Så Europa er spækket med ladestandere. De fleste findes i Tyskland og Frankrig, så kører man midt i Italien eller lidt langt fra hovedvejen, skal man tage højde for, at der er lidt længere mellem ladestanderne. Desuden har mange elbiler i dag en rækkevidde på over 4-500 km., hvilket ofte betyder, at man kun skal holde én pause, når man har kørt f.eks. 350 km. Så begynder det pludselig at ligne benzinverdenen,” konstaterer Ilyas Dogru.

Forskellen er, at du skal planlægge din tur grundigt, bruge tid på at sætte dig ind i hvilke ladeløsninger, der findes på din vej og downloade de respektive apps, det kræver. Og når du er på vej, tager det længere tid at lade end at tanke benzin.

”Men det er mest mentalt. For hvis du lader, mens du alligevel ville holde pause, er det jo ikke en ekstra pause. Og måske kan du også lune dig ved tanken om prisen. På en tur som min, hvor du kører 3.200 km., kan du spare op til 1.800 kr. på el ift. benzin pga. stigende brændstofpriser og stabil el,” siger Ilyas Dogru, der her kommer med en række gode råd til en vellykket sommerferie i elbil.

Trin for trin – sådan lykkes din ferietur i elbil

  • Planlæg din tur, tjek priser, opret abonnement inden afrejse – og husk dit kreditkort

    Det bedste råd er at planlægge din tur i god tid og sætte dig godt ind de ladeløsninger, der findes på din vej og downloade de respektive apps, de kræver. Her kan du f.eks. bruge appen A Better Routeplanner (ABRP), hvor du kan indtaste en konkret destination og få forslag til ladestop etc. 

    Nye EU-regler betyder, at det skal være muligt at betale for opladning af elbil med kreditkort på hurtig- og lynladere uden at have apps og andet.  På de langsomme ladere er der krav om nemmere betaling uden abonnement. Det betyder, at du - i modsætning til tidligere år - kommer langt med kreditkort. Men hvis du vil lade billigere, vil det ofte være nødvendigt at tegne et abonnement – ifølge FDMs undersøgelser, kan det bedst betale sig at have et enkelt abonnement hos enten f.eks. EnBW, Elli, Ionity eller Tesla. Som eksempel betød et månedsabonnement til 99 kr. for Ilyas Dogru, at han kunne køre sin tur til Frankrig for 2.000 kr., hvilket ville have kostet 3.000 kr. uden abonnement.

  • Opladning ved destinationen

    Mange er usikre på, om der er lademuligheder ved ferieboligen, hotellet eller campingpladsen, og om man kan regne med at få plads. Derfor er det en god ide at spørge på forhånd, for hvis du kan booke et sted med ladestation, kan du måske springe en opladning over.

  • Pas på strømmen

    Med en million offentligt tilgængelige ladepunkter i Europa, er adgangen til ladestruktur nu generelt så god, at det ikke bør være en bekymring. Men det er altid en god idé at planlægge ruten, så du har mellem 15 og 20 procent strøm tilbage, når du ankommer til dit planlagte ladested. Så er du nemlig sikker på at have nok strøm til at kunne køre videre til et andet ladepunkt, hvis der er lang kø, eller laderen er defekt det første sted. Vil du spare på strømmen på bilferien, er det generelt en god idé at pakke let og erstatte tagboksen med en bagageboks, hvis du har anhængertræk. Når elbilen er udstyret med en tagboks, bruger du op til 33 procent mere strøm på dine køreture. Har du campingvognen med, bliver elbilens rækkevidde halveret. 

  • Oplad effektivt

    Mange lader op til 100 pct., når de kommer til en lynlader. Men typisk tager det mindst lige så lang tid at oplade fra 80-100%, som det tager at lade fra 10-80%. Så rent tidsmæssigt kan det godt betale sig kun at lade op til 80 pct. Samtidig sikrer det, at din bil kan opsamle bremseenergi med det samme.

  • Medbring eget kabel og ladebrik

    På ferietur i elbil er det vigtigt ikke at undervurdere betydningen af langsomme ladere, der kan gøre kæmpe positiv forskel, hvis du alligevel skal ind at shoppe eller spise en mad undervejs. Langsomme ladere har dog ikke kabel, og derfor skal du selv medbringe et type 2-kabel, som er et standardkabel i alle moderne elbiler. Desuden er det godt at have en ladebrik med, for virker mobildækningen ikke, mangler du adgang til strøm, så derfor er det godt at have en manuel adgang med i form af en ladebrik.

  • Pas på gebyrer

    Det kan være fristende at lade din bil stå på ladestedet, mens du spiser eller strækker ben. Men ifølge Ilyas Dogru kan det blive en dyr fornøjelse, fordi du risikerer at betale et spærregebyr, hvis du holder for længe ved en ladeastander.  På lynladere er det typisk efter en time, og på langsomme ladere er det typisk efter tre timer. FDM har set samlede spærregebyrer til 1.800 kr.

  • Kør ikke med for høj hastighed

    Mange tænker ikke over, at du sparer 20 pct. på dit forbrug, hvis du kører 110 km. i timen i stedet for 130. Så kører du lidt langsommere, sparer du en kæmpe del af elforbruget – og tiden til en ekstra opladning undervejs. Besparelsen på brændstof gælder i øvrigt også for benzinbiler. Så selv om du måske opnår en lille tidsbesparelse ved at have klampen i bund, så opnår du en stor pengebesparelse ved at lette trykket fra gaspedalen.

  • Hav en plan B for opladning – og husk tålmodigheden

    Hidtil har der været nok ladestandere i Europa til de mange danskere, der skal rejse sydpå, fordi der ikke har været så mange elbiler i Tyskland og Frankrig. Men i år begynder der at være et vist pres på ladepunkterne, for nu er der 2,2 millioner elbiler i Tyskland og 1,7 millioner i Frankrig. Derfor er det vigtigt at have både en plan A og B. Den er - som minimum - aldrig at køre under 10 pct. af batteriet, for du kan ikke være sikker på, at der er en ledig ladepark, ligesom der kan være noget i stykker, når du kommer frem. Desuden er det en god ide hele tiden at have øje for andre ladere i nærheden af den planlagte, hvor der er mindre kø. På de fleste moderne elbiler kan man se ladepunkter i bilens navigation, og om de er ledige eller optaget, så man har mulighed for at forberede sig. Kommer man frem, og der er kø, vil det med en benzinbil måske tage 10 minutter at komme videre, mens det med elbil tager 30 minutter; så husk tålmodigheden.

”Så svaret er, at det generelt set ikke længere er noget bøvl at køre sydpå i elbil. Men en vellykket tur kræver, at du har lyst til at forberede dig og tænke lidt smart undervejs. På min egen påskeferie skulle vores venner, der kørte i benzinbil, holde mange gange som os og bruge lige så lang tid på pauser, og de kom højst 30 minutter frem til destinationen før os. Til gengæld brugte de 3.700 kr. på benzin, mens vi brugte 2.650 kroner i strøm,” siger Ilyas Dogru.

Prisforskelle på benzin, diesel og el

 Priser på brændstof forandrer sig fra dag til dag. Men samlet set er det billigere at køre i elbil ved et typisk forbrug. Hvis man kører 15.000 kilometer om året, er det i øjeblikket - ifølge FDM - omkring 1.300 kroner billigere om måneden at køre elbil.

I påsken kørte Ilyas Dogru til Frankrig i elbil og fulgtes med venner, der kørte i benzinbil. Den 3.200 kilometer lange tur kostede ham 2.650 kroner i strøm til hans Xpeng G6, mens vennerne måtte fylde benzin på deres Skoda Fabia for 3.700 kroner.

Privatøkonomi
Ungt par

Det privatøkonomiske hjørne

Har du styr på din pension – eller gemmer der sig en skjult opsparing?

Igennem et langt arbejdsliv med flere jobskifte er det ikke unormalt, at pensionen ryger lidt i baggrunden. Mange ender med at have flere pensionsordninger spredt ved forskellige pensionsselskaber – og nogle af dem bliver helt glemt.

Læs mere
Dame i hængekøje

Forbrugerøkonomens hjørne

Nordeas Drømmeindeks 2026: Her er de mest populære opsparingsdrømme

Ny undersøgelse afdækker, hvilke drømme danskerne sparer op til.

Læs mere
Mand med regninger

Forbrugerøkonomens hjørne

Syv misforståelser om årsopgørelsen

For mange er årsopgørelsen kilde til en del forvirring. Jeg har derfor samlet syv almindelige misforståelser om årsopgørelsen og forklarer her, hvordan tingene hænger sammen.

Læs mere