Europa investerer som aldrig før: Her er de nye muligheder

Indtil for nylig var Europas veletablerede økonomiske model relativt enkel. Den nød godt af billig russisk energi, effektive globale forsyningskæder og et forholdsvis stabilt sikkerhedspolitisk miljø. Sådan er det ikke længere. Pandemien og dens følgevirkninger, Ruslands invasion af Ukraine, nye handelsspændinger og en mere fragmenteret geopolitisk verdensorden har tydeliggjort Europas sårbarheder.

Europas udfordringer blev klart beskrevet i Draghi-rapporten om EU's konkurrenceevne fra 2024. Siden er udfordringerne i stigende grad blevet adresseret gennem planlægning og investeringer i både den offentlige og private sektor. Strategisk autonomi er ved at udvikle sig fra et bredt politisk begreb til en økonomisk drivkraft. Fra elnet og forsvarssystemer til halvledere, digital infrastruktur og industriel automatisering skaber investeringerne i at styrke Europas modstandskraft ny efterspørgsel på tværs af økonomien.

Omfanget er betydeligt. Draghi-rapporten anslår, at Europa frem mod 2030 hvert år har behov for yderligere investeringer på 750-800 mia. euro for at nå målene inden for konkurrenceevne, energiomstilling, digitalisering og forsvar.

Det centrale spørgsmål for investorer er, om den nuværende investeringscyklus kan omsættes til varige produktivitetsforbedringer og langsigtet vækst. Og i så fald hvilke europæiske brancher og virksomheder, der er bedst positioneret til at drage fordel af denne transformation.

Det er en vigtig sondring. Mulighederne findes ikke nødvendigvis kun i de sektorer, der modtager de største offentlige budgetter, men også blandt de virksomheder, der leverer det udstyr, den software, de komponenter og den tekniske ekspertise, som er nødvendige for at omsætte investeringerne til konkrete projekter.

Styrket modstandskraft på energiområdet

Der er allerede tegn på betydelige investeringer. Som en væsentlig del af Europas igangværende strategiske transformation driver ønsket om større energimæssig modstandskraft investeringer i den infrastruktur, der er nødvendig for elektrificeringen.

Europa har reduceret sin afhængighed af russisk gas via rørledninger betydeligt, men er fortsat eksponeret mod de globale energimarkeder, herunder priserne på LNG (flydende naturgas) og geopolitiske forstyrrelser, der påvirker vigtige forsyningsruter. De seneste konflikter i Mellemøsten har igen vist, hvordan geopolitiske spændinger kan påvirke energimarkederne og den langsigtede prisdannelse. Det understøtter det økonomiske rationale for øget indenlandsk energiproduktion, større kapacitet i elnettet, energilagring og energieffektivisering.

Frem for investeringer i opstrøms efterforskning, eksempelvis prøveboringer, eller kortsigtet produktion af fossile brændstoffer som skiferolie og -gas findes der bredere investeringsmuligheder inden for elnet og transmission. Det indebærer blandt andet opgradering af aldrende netværk og systemer, så de kan håndtere en stigende efterspørgsel efter elektricitet fra vedvarende energikilder, industri, datacentre og transport.

Samtidig kan områder længere nede i elektrificeringskæden være relevante, eksempelvis energieffektivisering af bygninger, varmepumper, energilagring og teknologier til styring af strøm og energiforbrug.

Tallene illustrerer udfordringens omfang. Europa-Kommissionen vurderer, at der frem mod 2030 er behov for investeringer på 584 mia. euro i elinfrastruktur, mens EU's elforbrug forventes at stige med omkring 60 % fra 2023 til 2030. På længere sigt vurderer Kommissionen, at der frem mod 2040 vil være behov for omkring 730 mia. euro til udvikling af distributionsnettet og 477 mia. euro til udvikling af transmissionsnettet.

Vedvarende energiproduktion er fortsat vigtig, men en væsentlig udbygning af kapaciteten kræver samtidig bedre og mere fleksible elnet. Det betyder, at investeringerne også omfatter regulerede netværk, udstyrsleverandører og industrielle forsyningskæder, der understøtter elektrificeringen.

Det skaber investeringsmuligheder på tværs af en værdikæde, som rækker ud over forsyningsselskaberne selv, herunder transformatorer, koblingsudstyr, kabler, strømstyringssystemer, automatisering af elnettet og specialiserede ingeniørydelser.

Nye krav til Europas sikkerhed

Ud over energimæssig modstandskraft står sikkerhed højt på Europas dagsorden. Trusler, som tidligere var relativt sjældne, både territoriale og digitale, er blevet strukturelle udfordringer, der påvirker politiske beslutninger, kapitalallokering og langsigtede strategier.

Det har fået regeringer og institutioner til at mobilisere væsentligt flere investeringer i militære systemer, luft- og rumfart, kritisk infrastruktur, databeskyttelse og sikker kommunikation. Målet er at styrke Europas kontrol med kritiske kapaciteter inden for forsvar og cybersikkerhed og samtidig mindske afhængigheden af eksterne partnere.

EU's medlemslande brugte 343 mia. euro på forsvar i 2024, hvilket var en stigning på 19 % fra 2023. Forsvarsinvesteringerne oversteg for første gang 100 mia. euro og nåede cirka 106 mia. euro, mens indkøb af materiel steg med 39 % til 88 mia. euro.

For investorer går kapitalen ikke kun til de store forsvarskoncerner, men også til et bredere økosystem af virksomheder, der leverer understøttende teknologier, specialiserede komponenter, sikre systemer og nødvendige tjenester. Det kan udvide investeringsmulighederne på det europæiske marked.

Det er særligt relevant, fordi moderne forsvarsindkøb i stigende grad er teknologitunge. Radar- og sensorsystemer, droner og antidroneteknologi, elektronisk krigsførelse, sikker kommunikation, fremdriftssystemer, halvledere, specialmaterialer og cybersikkerhed kræver omfattende leverandørnetværk.

Investeringsmulighederne kan derfor række ud over de største forsvarsvirksomheder til de specialiserede selskaber, der indgår i de europæiske forsvarsforsyningskæder.

Muligheder blandt små og mellemstore selskaber

Som på forsvarsområdet vil Europas bredere revitalisering ikke alene afhænge af de store, kendte selskaber, men også af specialiserede virksomheder, der leverer den teknologi, de komponenter og den ekspertise, der skal omsætte ambitiøse planer til virkelighed. Det er særligt relevant for europæiske small- og mid-cap-aktier.

Disse virksomheders økonomiske betydning er betydelig. EU har omkring 34 millioner små og mellemstore virksomheder, som udgør 99,8 % af alle virksomheder. I 2025 steg SMV'ernes reale værditilvækst med 2,5 %, mens beskæftigelsen steg med 1,0 %. SMV'er er ikke det samme som børsnoterede small- og mid-cap-selskaber, men tallene illustrerer bredden i Europas iværksætter- og industribase uden for de største børsnoterede selskaber.⁵

Virksomheder inden for eksempelvis sensorer, strømstyring, industriel automatisering, cybersikkerhed, udstyr til elnettet og specialiserede ingeniørydelser kan spille en vigtig rolle i den bredere transformation, samtidig med at de ofte får mindre opmærksomhed end de største selskaber.

For investorer skaber det en vigtig sondring. De største europæiske selskaber kan få en betydelig andel af de offentlige investeringer, der trækker de største overskrifter. Men en del af den økonomiske aktivitet, som investeringscyklussen skaber, kan ligge længere nede i forsyningskæden. En specialiseret producent af komponenter til elnettet, en virksomhed inden for industriel automatisering eller en nicheleverandør til forsvarsindustrien kan eksempelvis have en direkte kobling til de underliggende investeringer.

Opgaven er derfor at skelne mellem virksomheder, der blot er eksponeret mod Europas omstilling, og virksomheder, der har den teknologi, markedsposition og eksekveringsevne, som kan gøre dem i stand til at drage økonomisk fordel af udviklingen.

Udvalgte europæiske virksomheder, navnlig uden for de største aktieindekser, kan samtidig give investorer eksponering mod disse strukturelle tendenser. Værdiansættelsen bør dog ikke stå alene som investeringsargument. Relevante faktorer kan blandt andet være, om den strukturelle efterspørgsel afspejles i omsætningsvækst, udviklingen i marginer og kapitalafkast samt størrelsen på virksomhedernes potentielle markeder.

Investeringer i fundamentet for Europas fremtid

Europas investeringsbehov er i stigende grad koncentreret omkring fundamentet for kontinentets fremtidige økonomiske og strategiske sikkerhed. Sikring af energiforsyningen, styrkelse af industriel kapacitet i Europa samt investeringer i forsvar og cybersikkerhed kan kræve betydelige og langsigtede investeringer.

Omfanget og den langsigtede karakter af disse behov peger på, at Europas investeringscyklus kan strække sig ud over den umiddelbare reaktion på de geopolitiske udfordringer, vi står over for i dag.

For investorer er et centralt spørgsmål derfor, hvor investeringerne i sidste ende vil ende. De virksomheder, der kan være positioneret til at drage fordel af udviklingen, er ikke nødvendigvis de største eller mest oplagte. Det kan også være specialiserede virksomheder, der leverer det udstyr, den teknologi og den ekspertise, der er nødvendig for at omsætte Europas investeringsplaner til konkrete projekter.