Nordeas cheføkonom: De politiske risici er steget betydeligt

Alt tyder på, at den moderate vækst, som har kendetegnet verdensøkonomien siden pandemien, vil fortsætte. Vi forventer således, at væksten vil ligge omkring 3% på globalt plan over de kommende år. Det er  nogenlunde det samme, som vi vurderede i september udgaven af Economic Outlook. 

Narrativen er dog ændret noget. For i kølvandet på Donald Trumps overbevisende valgsejr har de løbende aktivitetsindikatorer for den amerikanske økonomi nemlig udviklet sig betydeligt stærkere end ventet i sommers, mens de omvendt har udviklet sig svagere i Europa. Situationen i den vigtige kinesiske økonomi, hvor myndighederne har stimuleret aktiviteten gennem en mere ekspansiv politik, er nogenlunde uændret. 

Der knytter sig en lang række af risici til prognosen. Først og fremmest til den geopolitiske situation, hvor der dog er et spirende håb om, at fredsforhandlinger kan komme på bordet såvel i krigen mellem Rusland og Ukraine samt i Mellemøsten henover prognosehorisonten. Det ændrer dog ikke ved, at den sikkerhedspolitiske dagorden er ændret radikalt, hvilket indebærer en permanent stigning i militærudgifterne, herunder til beskyttelse mod fjendtligsindede staters brug af cyber-, hybrid- og manipulationsværktøjer. 

Desuden er de politiske risici steget betydeligt. Det gør sig ikke mindst gældende i forhold til udviklingen i USA, hvor Donald Trumps ”America First”-filosofi vil få stor betydning for bl.a. udenrigs-, handels- og klimapolitikken. 

Mens der overordnet set er god grund til at vente, at den amerikanske økonomi vil opleve en relativt høj vækst i de kommende år, understøttet af Trumps annoncerede skatte- og afreguleringspolitik, må det pointeres, at der også er risiko for, at økonomien kan løbe ind i problemer i løbet af prognoseperioden. Det vil kunne ske, hvis de annoncerede handelsrestriktioner fører til højere inflation, og hvis der slås hårdt ned på immigrationen. Udenlandsk arbejdskraft har nemlig stået for en stor del af jobvæksten over de senere år og især indenfor  bygge- og anlægssektoren, landbruget samt hotel- og restaurationsbranchen. 

Samtidig risikerer USA’s eksport også at blive ramt, hvis der opstår nye handelskrige med bl.a. Kina og Europa, ligesom den store offentlige gæld, som står til at vokse yderligere i de kommende år, kan lægge en bremse på den økonomiske vækst, hvis den fører til fortsat højere renter. 

Men også Europa døjer med store udfordringer af både økonomisk og politisk karakter. Væksten er strukturelt svag, og det kræver enorme investeringer i bl.a. innovation og forskning at rette op på udviklingen, som påtalt i Draghi-rapporten. I en økonomi som set under ét også er gældsplaget, synes det uomgængeligt at mere fællesfinansiering og lovændringer, som kan bane vejen for en velfungerende kapitalmarkedsunion, er nødvendige, men ikke tilstrækkelige, betingelser, for at vækstoperationen skal lykkes. 

Udfordringerne bliver ikke mindre af de politiske realiteter. Frankrig har kun med nød og næppe undgået en politisk nedsmeltning, og den politiske scene i Tyskland står efter alt at dømme står over for en markant forandring efter valget 23. februar. Samtidig udfordres EU-sammenholdet af, at flere lande har valgt regeringer, som i stigende udstrækning orienterer sig mod Rusland. 

Den politiske usikkerhed kan næppe undgå at spille en rolle for centralbankerne, som har sat retningen mod en (aktivitets-) neutral rente, men uden at vide hvad den præcist er. Det eneste sikre er, at den er højere i USA end i Europa, og det afgørende for centralbankernes beslutninger bliver derfor den løbende udvikling i de vigtigste nøgletal for arbejdsmarkedet og inflationen. På nuværende tidspunkt tyder alt på, at renterne bliver sat yderligere ned. I hvert fald i Europa, hvor der fortsat ligger mørke skyer over vækstudsigterne. Til gengæld er det i stigende udstrækning usikkert, om der kommer yderligere rentesænkninger i den  væsentlig stærkere amerikanske økonomi. 

Der er således tale om en pengepolitisk divergens, som vil kunne styrke den amerikanske dollar yderligere og være med til at holde de lange renter i både USA og Europa oppe. En udvikling, som understøttes af rekordstore finansieringsbehov og centralbankernes fokus på at nedbringe sine balancer. 

Det er i det usikre internationale miljø, at også de nordiske lande skal navigere. Narrativen har ikke ændret sig siden september. Vækstudsigterne er fortsat bedst i Danmark og Norge, hvor arbejdsmarkederne er stærke og boligpriserne tilbage på rekordniveauer, mens Finland og Sverige halter efter, men har et stort catch-up potentiale. 

Et potentiale, som især skal forløses af den indenlandske efterspørgsel, da udsigterne for udenrigshandlen er tågede i lyset af neo-protektionismens fremkomst. 

Der skal investeres stort i forsvar, klima og digitalisering, men endnu vigtigere så er husholdningernes købekraft for alvor på vej tilbage som følge af høje reallønstigninger og lavere renter. Det bliver derfor ikke mindst et ventet stærkt comeback for privatforbruget, som skal sikre væksten i den nordiske region i de kommende år.

Læs mere i Nordea Economic Outlook.