Forstå begreberne bag skatteberegningen
Når man skal regne ud, hvad de nye skatteregler betyder for den enkelte, skal vi først omkring begreber som arbejdsmarkedsbidrag, personlig indkomst, skattepligtig indkomst og fradragstyper. De indgår nemlig i beregningen af, hvor mange penge du får i hånden i 2026.
Arbejdsmarkedsbidraget (ofte forkortet AM-bidrag) er en skat på 8 pct., som alle danskere betaler hver måned, før der bliver trukket indkomstskat, og før beskæftigelsesfradraget kommer i spil.
Din personlige indkomst er indkomst som f.eks. løn (efter AM-bidrag er fratrukket), folkepension eller dagpenge.
Den skattepligtige indkomst består af tre dele:
- Din personlige indkomst.
- +/- kapitalindkomst – det kan være renteindtægter eller -tab på beløb fra bankkonti eller renter på obligationer eller investeringsbeviser.
- Ligningsmæssige fradrag.
Ligningsmæssige fradrag gives, som det ses ovenfor, i den skattepligtige indkomst (for eksempel i form at et beskæftigelsesfradrag). De ligningsmæssige fradrag bruges kun ved beregning af kommune- og kirkeskat (som er en del af bundskatten jf. boks 1). Dermed har ligningsmæssige fradrag en lavere skatteværdi for dig end fradrag, der gives i den personlige indkomst, fordi disse fradrag beregnes af den samlede skat (bundskat, mellemskat, topskat og ekstra topskat).