Oprustning kan skabe økonomisk vækst i Europa

Efter årtier med faldende forsvarsbudgetter er verden nu trådt ind i en ny oprustningsæra. Krigen i Ukraine, voksende stormagtsrivalisering og usikkerhed om USA's sikkerhedsgarantier har sendt forsvarsudgifterne markant op i Europa. Og siden NATO-topmødet i juni 2025 har ambitionerne rykket sig yderligere. Alliancen har nu sat som mål, at 5 pct. af BNP skal gå til forsvar og sikkerhedsrelaterede investeringer i 2035.

Det vil for mange europæiske lande være den største permanente udvidelse af de offentlige udgifter siden oliekriserne i 1970'erne. For Danmark vil det betyde forsvarsrelaterede udgifter på omkring 150 mia. kr. årligt. Det er, selv korrigeret for inflation, mere end det dobbelte af de niveauer, som vi havde vænnet os til at bruge på forsvaret efter afslutningen på den kolde krig for godt 35 år siden.

Historisk har stigende forsvarsudgifter fungeret som klassisk finanspolitisk stimulans. Når staten ansætter flere soldater, køber våben, bygger kaserner eller investerer i cyberforsvar, skaber det aktivitet i industrien og på arbejdsmarkedet. IMF vurderer, at multiplikatoren for forsvarsudgifter i gennemsnit ligger tæt på 1. Det betyder, at hver ekstra krone brugt på forsvar løfter BNP med cirka én krone på kort sigt, men multiplikatoren varierer betydeligt fra land til land. Skal midlerne bruges på personale, vedligehold og udbygning af den militære infrastruktur giver det en anden effekt på økonomien, end hvis der f.eks. skal investeres i ammunition, våbensystemer, satellitter, missiler eller jetjagere. Når det sidste er tilfældet, opstår der nemlig typisk en stor importlækage i lande, der ikke har sin egen våbenindustri, som Danmark og Holland, mens våbenproducerende lande som Frankrig, Tyskland og Sverige omvendt opnår større efterspørgsel efter deres militære udstyr.

Samtidig adskiller stigende forsvarsudgifter sig fra traditionelle offentlige investeringer ved, at de sjældent forbedrer økonomiens produktivitet direkte. Et nyt missilsystem øger ikke nødvendigvis arbejdsstyrkens kompetencer eller virksomhedernes innovationskraft på samme måde som investeringer i uddannelse, grøn teknologi eller infrastruktur.

Netop derfor advarer IMF om de mellemfristede konsekvenser. Når forsvarsudgifterne stiger hurtigt, sker det typisk via større budgetunderskud. IMFs analyser viser, at store oprustningsperioder i gennemsnit forværrer de offentlige underskud med 2,6 pct. af BNP og øger den offentlige gæld med omkring 7 procentpoint over få år. På den korte bane har EU nu tilladt gældsplagede lande at aktivere den såkaldte undtagelsesklausul og gældsfinansiere de stigende forsvarsudgifter, men på sigt vil mange lande blive tvunget til enten at hæve skatterne eller reducere andre offentlige udgifter.

Danmark er godt rustet til den nye virkelighed

Danmark står i en relativt gunstig position med overskud på de offentlige finanser, en lav gæld og lave renteudgifter. Derfor har Danmark også kunnet accelerere oprustningen hurtigere end mange andre NATO-lande. Men selv herhjemme vil det få stor betydning, at udgiftsmålet er hævet fra 2 pct. til 5 pct. af BNP. Et ekstra procentpoint af BNP svarer til omkring 30 mia. kr. årligt. Ændringen indebærer dermed potentielt yderligere udgifter på omkring 90 mia. kr. om året sammenlignet med det tidligere NATO-mål. Det svarer til fem-seks nye færdigbyggede supersygehuse eller mere end en ny Femernbælt-tunnel om året!

Samtidig er der en latent risiko for, at oprustningen fører til både højere inflation og højere renter. IMF fremhæver således, at forsvarsopbygning typisk presser priserne op midlertidigt, især i økonomier med allerede høj kapacitetsudnyttelse. Og det er faktisk tilfældet i det nuværende Europa, hvor arbejdsmarkederne er historisk stramme. Det kan løfte lønningerne og dermed inflationen yderligere. Hvis finansieringen samtidig finder sted via større budgetunderskud, kan obligationsmarkederne kræve højere renter for at finansiere den stigende statsgæld. Det kan på sin side ramme virksomhedernes investeringer samt boligmarkedet og det private forbrug hårdt.

Alligevel kan Europas oprustning også blive katalysator for en ny industripolitik og fremtidig vækst. Mange regeringer ønsker nu at styrke europæisk produktion af ammunition, AI, satellitter, cyberforsvar og avancerede teknologier. Og historisk har militær forskning ofte haft betydelige civile afledte effekter. Således er både internettet, GPS og mange andre centrale teknologier udsprunget af forsvarssektoren.

Hvis investeringerne målrettes forskning og højteknologi, kan udviklingen måske endda udnyttes til at løfte produktiviteten og konkurrenceevnen yderligere i Europa. Noget som Draghi-rapporten fremhævede som en nødvendig, men ikke tilstrækkelig, betingelse for, at Europa ikke bliver løbet fuldstændig over ende af Kina og USA på lang sigt.