Beklager...

Denne siden findes ikke på norsk

Bli værende på denne siden | Fortsett til en lignende side på norsk

Det kan være svært at spå – især om fremtiden! De økonomiske kriser, der rammer os, er typisk dem, vi ikke har forudset. De første dage af året har da også endnu engang understreget, at vi lever i en usikker verden. Jeg vil nu alligevel begive mig ud i at spå om, hvordan året 2026 bliver for os forbrugere.

Starter vi i makroperspektivet, ser den danske økonomi solid ud, og danskernes formuer er på rekordkurs. Reallønnen er steget, boligmarkedet er i vækst, og prognosen fra bl.a. Økonomiministeriet forudsiger, at den moderate højkonjunktur vil fortsætte de kommende år med høj BNP-vækst, en stigende beskæftigelse og en lav og stabil inflation. De positive forventninger deler vi i Nordea.

Zoomer vi ind på privatøkonomien, starter året ud med en decideret gavebod til langt de fleste danskere. Den nye skattereform er netop trådt i kraft, og den betyder en solid besparelse til stort set alle befolkningsgrupper pånær dem, som tjener over 235.000 kr. om måneden, som bliver ramt af den nye top-topskat. For en børnefamilie med en månedlig indkomst på 75.000 kr. før skat til begge voksne betyder det en månedlig besparelse på knap 3.000 kr. tilsammen. Folkepensionen får desuden et markant løft, beskæftigelsesfradraget hæves, AM-bidraget sløjfes for unge under 18 år mm. Der er derudover flere betydelige afgiftslettelser i sigte; elafgiften er nu nedsat til den laveste tilladte takst i EU nemlig 0,8 øre per kWh, og til sommer kan vi glæde os over endnu en afgiftsnedsættelse, når vi køber slik, chokolade og kaffe. Forbrugerpriser bliver tilmed et af dette valgårs helt store temaer statueret i statsministerens nytårstale.

Pessimistiske forbrugere

På trods af de solide nøgletal og konkrete, privatøkonomiske gaver, er humøret blandt forbrugerne i bund. For som det er med os mennesker, er det ikke altid den konkrete men derimod den opfattede virkelighed, der er afgørende for vores valg. 2025 viste sig at være et godt år for de fleste rent privatøkonomisk, men når vi bliver mødt af tårnhøje priser på helt almindelige basisvarer, oksekødet kommer bag lås og slå i supermarkedet, og når vi hører om krig og bliver opfordret til at preppe, kan det være svært at få øje på alle de positive takter, og derfor daler forbrugertilliden.

Min spådom er, at 2026 bliver et reelt medvindsår for danskernes privatøkonomi. Ikke fordi usikkerheden forsvinder, men fordi de konkrete, økonomiske forbedringer bliver til at få øje på i hverdagen. Først når vi mærker, at pengene rækker længere måned for måned, vil forventningerne begynde at matche den konkrete virkelighed.

Denne artikel blev bragt i Børsen onsdag den 7. januar 2026.

Forbrugerøkonomens hjørne

Jeg hedder Ida Marie Moesby og er forbrugerøkonom i Nordea. Jeg laver analyser af danske forbrugeres økonomiske adfærd og giver gode råd om forbrug, opsparing, betalinger og andre privatøkonomiske emner. Hvis du har ønsker til emner, du gerne vil læse om inden for privatøkonomi eller spørgsmål til mine undersøgelser, kan du sende mig en mail til ida.marie.moesby [at] nordea.dk (ida[dot]marie[dot]moesby[at]nordea[dot]dk).
 

Her kan du læse lidt mere om mig.
Forbrugerøkonomens hjørne
Privatøkonomi
Hvordan er din opfattelse af Nordea efter at have besøgt denne side?
pige på cykel

Det privatøkonomiske hjørne

Få mest muligt ud af din aktiesparekonto, inden året slutter

2025 har været et år med udsving på aktiemarkederne, og mange danskere har oplevet en stigning i værdien af deres aktiesparekonto. Det kan påvirke, hvor meget du kan indbetale både nu og i det kommende år. Her er, hvad du bør gøre, inden året slutter.

Læs mere
Woman reading on screen

Privatøkonomi

Det hittede hos læserne i 2025

Boligrenter er en favorit, men også emner som aktiesparekonto, gamle pengesedler og tips til at gå tidligt på pension er blandt de mest læste artikler på Nyt fra Nordea i 2025.

Læs mere
Heidi og familien spiser brunch på La Santa

Privatøkonomi

Livet som ”empty nester” har givet frihed, energi og værdifulde minder

Fælles oplevelser er omdrejningspunktet for Heidis Daugaards familie, efter at de fire sammenbragte børn er flyttet hjemmefra. Den tomme rede har givet vemod – men også en helt ny og sprudlende frihed.

Læs mere