Mange tror fejlagtigt, at udbytter er en form for ekstra bonus, der kommer oven i deres investeringer. Men et udbytte er faktisk en del af din samlede investering, der bliver udbetalt til dig.
Du vil med andre ord have færre penge investeret, efter du modtager udbytter, end du havde før. Så hvis du ikke skal bruge det beløb, du modtager i udbytte, er det vigtigt, at du løbende geninvesterer pengene for at få det bedst mulige afkast på langt sigt.
Hvorfor udbetales der udbytter?
Det er lovgivningen, der fastsætter, om en investeringsforening skal udbetale udbytter. Udbetalingen sker efter et helt fast regnestykke: Når investeringsforeningen laver regnskab, gør man resultatet af de realiserede kursgevinster og -tab op. Herfra trækkes administrationsomkostninger, og det resterende beløb sendes tilbage til investorerne som udbytte.
Derfor falder kursen, når du får udbetalt udbytte
Når der udbetales udbytte, bliver der taget en del af formuen i de fonde, der udbetaler udbytte, og den del udbetales til investorerne.
”Når der udbetales udbytter fra investeringsforeninger får du penge ind på kontoen, men værdien af dit depot falder tilsvarende", siger Lars-Kristian Olsen, investeringsspecialist i Nordea. "Udbytter betyder altså kursfald, og er man ikke opmærksom på det, kan man godt blive forskrækket, når man tjekker, hvordan det går med ens investeringer i Net- eller Mobilbank".
Sådan læser du afkasttallene i netbank