Beklager...

Denne siden findes ikke på norsk

Bli værende på denne siden | Fortsett til en lignende side på norsk

Uge syv og otte nærmer sig med hastige skridt, og det betyder for mange skiferie eller rejser til varmere himmelstrøg. Det betyder også, at det allerede nu er en god idé at få styr på betaling og valuta, hvis du skal på ferie. Her er derfor fire gode råd til, hvordan du betaler i udlandet.

1. Medbring to kort på rejsen

I en undersøgelse foretaget af YouGov for Nordea svarer knap fire ud af ti, at de kun havde et betalingskort med på deres udlandsrejse. Jeg anbefaler generelt altid at medbringe to betalingskort på rejsen. Ikke alle forretninger tager imod alle typer betalingskort, og skal du leje bil i udlandet, bliver du typisk bedt om at betale med et kreditkort. Det skyldes, at biludlejeren kan reservere et beløb på dit kreditkort som sikkerhed, indtil du afleverer bilen igen. Det er også en fordel at have flere kort med på ferien, hvis det ene bliver stjålet eller væk på ferien. I den situation har du nemlig et ekstra kort ved hånden – så læg dem ikke i samme pung.

Hvis du plejer at betale med mobiltelefonen, kan du også have begge kort liggende i din ’wallet’. Men nogle steder i udlandet vil butikken bede dig om at betale med dit fysiske betalingskort. Derfor er det en god ide at have kortene med fysisk for en sikkerheds skyld. Det hjælper dig også, hvis telefonen løber tør for strøm, går i stykker eller bliver stjålet.

2. Betal i lokal valuta

På ferien kan du nogle steder opleve, at du bliver spurgt, om du vil betale i lokal valuta eller danske kroner, når du bruger dit betalingskort. Her vil jeg altid anbefale, at du vælger lokal valuta. Det kan virke mere sikkert at betale i danske kroner, for så kender man det nøjagtige beløb, der bliver trukket. Men det er typisk dyrere, fordi betalingsmodtageren ofte lægger et ekstra gebyr oveni, så du ender med at få en dårligere vekselkurs. Så vælg lokal valuta.

3. Undgå mange hævninger

I mange lande er det stadig mest almindeligt at betale med kontanter. Derfor kommer du ofte ikke udenom at skulle hæve udenlandsk valuta på ferien. Men det koster et gebyr, hver gang du hæver penge, og private hæveautomater/ATM’er er generelt dyrere end bankernes. Tjek derfor på hæveautomaten, hvem du hæver penge hos, og vælg bankernes hæveautomater, hvis det er muligt.

Når man står og hæver penge, kan det være svært at overskue, hvor meget man har brug for. Her er det en god ide at prøve at regne efter, hvor meget du forventer at bruge på ferien, inden du hæver. Det bliver nemlig hurtigt dyrt, hvis du hæver penge ad flere omgange, fordi du skal betale det faste gebyr hver gang. Så forsøg så vidt muligt kun at hæve et par gange.

Gå ikke rundt med alle dine kontanter på dig, da du kan risikere at miste dem eller blive offer for lommetyve – især i de større, turistede byer.

4. Husk, at du kan spærre dit kort og se PIN-koder i din mobilbank

Flere banker har i dag den mulighed, at du kan se dine PIN-koder i mobil- eller netbanken. Det er en fordel, hvis du står på ferien og ikke lige kan huske koden på betalingskortet, du ikke bruger så tit.

Hvis du skulle være så uheldig at få stjålet dit kort på ferien, kan du også spærre kortet i mange bankers mobil- og netbank. Flere banker har også i dag den løsning, at du kan få udstedt et nyt betalingskort i din mobilbank og betale med det samme dag. På den måde kan du betale med enten Apple Pay eller Google Pay på ferien, imens du venter på, at dit nye betalingskort bliver sendt med posten.

Forbrugerøkonomens hjørne

Jeg hedder Ida Marie Moesby og er forbrugerøkonom i Nordea. Jeg laver analyser af danske forbrugeres økonomiske adfærd og giver gode råd om forbrug, opsparing, betalinger og andre privatøkonomiske emner. Hvis du har ønsker til emner, du gerne vil læse om inden for privatøkonomi eller spørgsmål til mine undersøgelser, kan du sende mig en mail til ida.marie.moesby [at] nordea.dk (ida[dot]marie[dot]moesby[at]nordea[dot]dk).
 

Her kan du læse lidt mere om mig.

Vidste du ..?

… at 39 pct. af danskerne over 18 år sparer op til flyrejser

… at 15 pct. af danskerne over 18 år sparer op til bilferie 

… at 10 pct. af danskerne over 18 år sparer op til at rejse med bus eller tog.

 

Kilde: YouGov for Nordea, november 2024

Husk forsikringen, når du er på ferie

Det er vigtigt at have styr på forsikringerne, når man er på ferie i udlandet. 

Rejseforsikring dækker som udgangspunkt de udgifter, du får, hvis du bliver syg eller kommer til skade på din ferie. Vær opmærksom på, at rejseforsikringen ikke altid dækker ski- eller snowboardulykker. Hos nogle forsikringsselskaber er der nemlig krav om, at du tegner en udvidet rejseforsikring for den type ulykker. Rejseforsikringen kan enten dække Europa eller hele verden. Når du køber en rejseforsikring, skal du desuden huske at sikre dig, at den er gyldig, når du skal afsted. Undersøg derfor ved køb, hvornår forsikringen træder i kraft. Du bør også have en gyldig ansvars- og indboforsikring, da nogle ting er dækket via dem, fx mistet bagage. Her dækker mange rejseforsikringer dog en eventuel selvrisiko. 

Mange kreditkort har tilknyttet en rejseforsikring. Det er derfor en god ide at tjekke, om du har et kreditkort med en tilknyttet rejseforsikring, fx under forudsætning af, at du bruger kortet til at købe rejsen. Der er ingen grund til at være dobbeltforsikret – det udløser ikke dobbelt erstatning, hvis skaden skulle ske. 

Jeg anbefaler, at du har en rejseforsikring, når du er i udlandet. Det kan nemlig blive en dyr affære, hvis du kommer til skade på din ferie og skal betale for transport til et behandlingssted, behandling hos læge eller på hospital, udgifter til at transportere dig akut hjem til Danmark eller lignende. 

Afbestillingsforsikring dækker, så du får erstatning, hvis du pludselig må aflyse at tage af sted på ferien, du har booket og betalt. Når man har en afbestillingsforsikring, må man ikke kende årsagen til, at man afbestiller rejsen, på det tidspunkt man køber sin rejse eller sin afbestillingsforsikring. Når du køber en afbestillingsforsikring, skal du desuden huske at sikre dig, at den er gyldig, når du skal afsted. Undersøg derfor ved køb, hvornår afbestillingsforsikringen træder i kraft. 

Du bør desuden huske dit blå sygesikringskort, når du rejser i EU – og du bør tjekke, om det stadig er gyldigt. 

Find flere svar på dit forsikringsselskabs hjemmeside.

Forbrugerøkonomens hjørne
Privatøkonomi
Hvordan er din opfattelse af Nordea efter at have besøgt denne side?
Aram Ostadian-Binai

Indsigter

Alle skal have mulighed for at bidrage til samfundet og fællesskabet

I krydsfeltet mellem køn, etnicitet, magt og økonomi lægger Aram Ostadian-Binai sine kræfter i at bidrage til, at alle kvinder får lige muligheder for at føle sig set, hørt og inkluderet i samfundet.

Læs mere
Emma Holten

Indsigter

Omsorg er fremtidens valuta

Måske har kvinder regnet noget ud om det gode liv, som mænd bliver snydt for. I hvert fald synes forfatter og feminist Emma Holten, det kunne være spændende, hvis kvinders liv blev set som et ideal.

Læs mere
Guldimund

Indsigter

Vi må træde nye, rummelige stier for at opnå mere ligestilling

Hvis vi vil være ligestillet, må mænd og kvinder give hinanden – og sig selv – plads både derhjemme, på arbejdsmarkedet og i samfundet. Det kunne åbne for større forbundethed til os selv og hinanden, tænker Asger Nordtorp Pedersen, der udgiver og synger sange under navnet Guldimund.

Læs mere