2024 vil blive husket som et godt år på boligmarkedet

2024 står som et stærkt år på boligmarkedet. Priserne på både huse og ejerlejligheder er steget markant, og selv om sommerhuspriserne har oplevet et mindre fald, er der ingen grund til bekymring. Ser man dog nærmere på udviklingen, viser der sig betydelige regionale forskelle. Det er nemlig ikke alle dele af landet, der har haft lige stor fremgang.

Husmarkedet: Gennemsnitlig prisstigning på 123.000 kr. i 2024

I 2024 er huspriserne steget med 5,2 % på landsplan, hvilket er betydeligt højere end den årlige gennemsnitlige stigning på 2,9 % siden 2011, hvor Boligsidens statistik begynder. Husejere har derfor fået et økonomisk løft og kan glæde sig over øget friværdi.

Den geografiske variation er dog markant. I landsdelene Københavns Omegn og København By er huspriserne steget med henholdsvis 7,9 % og 7,2 % i 2024. Til sammenligning har Sydjylland og Østjylland kun oplevet stigninger på henholdsvis 0,7 % og 2,5 %.

De høje boligpriser i hovedstadsområdet betyder, at prisstigningerne målt i kroner også er væsentligt højere her end i resten af landet. En gennemsnitlig husejer i Københavns Omegn og København By har oplevet en prisstigning på henholdsvis ca. 398.000 kr. og ca. 457.000 kr. Det svarer til, at husets værdi er steget med ca. 33.000-38.000 kr. om måneden – eller med over 1.000 kr. om dagen.

I den anden ende af spektret står Sydjylland, hvor et gennemsnitligt hus blot er steget med ca. 10.000 kr. i gennemsnit for hele 2024. Det er en nærmest forsvindende lille stigning sammenlignet med hovedstaden. Faktisk svarer den samlede gevinst for en sydjysk husejer til det, en københavnsk husejer opnåede i løbet af de første 10 dage af 2024.

Prisudvikling i 2024 for et gennemsnitligt hus på 140 m2 i de enkelte landsdele

Område
Pris 1. januar 2025
Pris 1. januar 2024
Ændring i %
Ændring i kr.
Gennemsnitlig prisstigning pr. måned i 2024
Hele landet2.473.000 kr.2.350.000 kr.5,2%123.000 kr.10.300 kr.
København by6.765.000 kr.6.308.000 kr.7,2%457.000 kr.38.100 kr.
Kbh. omegn5.443.000 kr.5.045.000 kr.7,9%398.000 kr.33.200 kr.
Nordsjælland4.203.000 kr.3.950.000 kr.6,4%253.000 kr.21.100 kr.
Bornholm1.555.000 kr.1.424.000 kr.9,2%131.000 kr.10.900 kr.
Østsjælland3.730.000 kr.3.521.000 kr.5,9%209.000 kr.17.400 kr.
Vest- og Sydsj.1.641.000 kr.1.512.000 kr.8,5%129.000 kr.10.800 kr.
Fyn1.878.000 kr.1.813.000 kr.3,6%65.000 kr.5.400 kr.
Sydjylland1.575.000 kr.1.565.000 kr.0,6%10.000 kr.800 kr.
Østjylland2.517.000 kr.2.456.000 kr.2,5%61.000 kr.5.100 kr.
Vestjylland1.393.000 kr.1.337.000 kr.4,2%56.000 kr.4.700 kr.
Nordjylland1.529.000 kr.1.448.000 kr.5,6%81.000 kr.6.800 kr.
Kilde: Boligsiden og Nordea Kredit    


Det er ikke nyt, at hovedstaden overgår resten af landet. Siden 2011 er huspriserne i gennemsnit steget med 5,6 % årligt i København By og 4,5 % i Københavns Omegn. Til sammenligning er priserne i Vestjylland og Sydjylland kun steget med henholdsvis 1 % og 1,4 % om året i samme periode. Det mønster, vi har set i 2024, er således en fortsættelse af det mønster, der har været gældende igennem de seneste mange år, hvor huspriserne er steget væsentligt mere i og omkring hovedstaden og landets store byer end på landet og i de mindre bysamfund.

Ejerlejlighedsmarkedet: Prisvækst på 194.000 kr. i gennemsnit i 2024

2024 var et fremragende år for lejlighedsejere. På landsplan steg priserne på ejerlejligheder med 7,0 %, og i København By var stigningen helt oppe på 9,4 %. Det er langt mere, end jeg havde forventet ved årets begyndelse.

Boligskattereformen, der trådte i kraft den 1. januar 2024, betød væsentligt højere boligskatter for nye ejerlejlighedskøbere. Vi forventede, at det ville lægge en dæmper på priserne i 2024, men sådan er det ikke gået. 2024 startede ellers ud med små prisfald på ejerlejlighedsmarkedet, men allerede fra april kom der igen fart på priserne, og priserne er steget uafbrudt siden da. Efterspørgslen efter at bo i byen er simpelthen enorm, og det driver priserne stadig højere op, og vi forventer at udviklingen fortsætter i 2025 i takt med at danskerne genvinder deres tabte købekraft efter den høje inflation i 2022 og 2023.

Prisudvikling i 2024 for en gennemsnitligt ejerlejlighed på 80 m2 i de enkelte landsdele

Område
Pris 1. januar 2025
Pris 1. januar 2024
Ændring i %
Ændring i kr.
Gennemsnitlig prisstigning pr. måned i 2024
Hele landet2.953.000 kr.2.759.000 kr.7,0%194.000 kr.16.200 kr.
København by4.556.000 kr.4.166.000 kr.9,4%390.000 kr.32.500 kr.
Kbh. omegn2.986.000 kr.2.789.000 kr.7,1%197.000 kr.16.400 kr.
Nordsjælland2.377.000 kr.2.330.000 kr.2,0%47.000 kr.3.900 kr.
BornholmIkke nok dataIkke nok dataIkke nok dataIkke nok dataIkke nok data
Østsjælland2.509.000 kr.2.520.000 kr.-0,4%-11.000 kr.-900 kr.
Vest- og Sydsj.1.299.000 kr.1.169.000 kr.11,1%130.000 kr.10.800 kr.
Fyn1.881.000 kr.1.758.000 kr.7,0%123.000 kr.10.300 kr.
Sydjylland1.299.000 kr.1.327.000 kr.-2,1%-28.000 kr.-2.300 kr.
Østjylland2.468.000 kr.2.418.000 kr.2,1%50.000 kr.4.200 kr.
Vestjylland1.291.000 kr.1.144.000 kr.12,8%147.000 kr.12.300 kr.
Nordjylland1.615.000 kr.1.513.000 kr.6,7%102.000 kr.8.500 kr.
Kilde: Boligsiden og Nordea Kredit    

Sommerhusmarkedet: Mindre prisfald på 0,2 pct. i 2024

Ifølge Boligsidens prisstatistik faldt sommerhuspriserne med 0,2 % i 2024. Vi ser dog ingen grund til bekymring. Tværtimod er det sandsynligt, at sommerhusmarkedet blot har taget forskud på glæderne.

Normalt falder sommerhuspriserne om efteråret og vinteren for derefter at stige i foråret og sommeren. I efteråret 2023 gik udviklingen dog den modsatte vej med en prisstigning på 2,7 % fra september til december. Det skyldtes sandsynligvis bekymringer om konsekvenserne af boligskattereformen, hvilket fik flere købere til at fremskynde deres køb inden årsskiftet til 2024. Den forventede prisstigning i foråret 2024 blev derfor i høj grad “forbrugt” i slutningen af 2023.

Det er desuden vigtigt at bemærke, at prisstatistikken for sommerhuse i årets slutning kan være usikker på grund af lav handelsaktivitet i vintermånederne.

Den overordnede vurdering er, at efterspørgslen på sommerhuse stadig er høj, mens udbuddet kun er steget behersket. På denne baggrund forventer vi, at sommerhuspriserne vil stige igen i 2025.

Boligøkonomens hjørne

Jeg hedder Lise Nytoft Bergmann og er chefanalytiker og boligøkonom i Nordea Kredit. Mit fokusområde er bolig- og rentemarkedet, og gennem statistik og analyser deler jeg ud af min viden om emner med betydning for danske boligejere og boligkøbere. 

Her kan du læse lidt mere om mig.
Boligøkonomens hjørne
Bolig
Hvordan er din opfattelse af Nordea efter at have besøgt denne side?
Young couple getting keys to new home

Bolig

Din vej til drømmeboligen bliver nu lettere med Min BoligDrøm

Drømmer du om at købe din første bolig? Nordeas nye pakkeløsning 'Min BoligDrøm' samler alt, hvad du har brug for på boligmarkedet – fra den første opsparing til nøglerne i hånden.

Læs mere
Woman reading on screen

Privatøkonomi

Det hittede hos læserne i 2025

Boligrenter er en favorit, men også emner som aktiesparekonto, gamle pengesedler og tips til at gå tidligt på pension er blandt de mest læste artikler på Nyt fra Nordea i 2025.

Læs mere
modern-detached-house-with-terrace-and-garden

Boligøkonomens hjørne

Ny prognose: Forventninger til boligpriserne i 2025 og 2026

Vi forventer yderligere stigninger i prisen på både huse, ejerlejligheder og fritidshuse.

Læs mere