Svindlerne udnytter vores købelyst til Black Friday
Lasse Karner
2 min læsetid
Black Friday er blevet en fast tradition for mange af os, men det er også højsæson for digitale kriminelle. Bag de fristende tilbud gemmer der sig falske webshops, som lokker med rabatter og hurtige køb – og ender med at koste os forbrugere dyrt.
At svindlerne sidder parat til at udnytte danskernes købelyst, fremgår af en ny undersøgelse af YouGov lavet for Nordea. Her svarer 8 pct., at de er blevet decideret svindlet på Black Friday. I 2024 var andelen på 5 pct. Det er især de unge forbrugere på mellem 18 og 25 år, som er blevet svindlet på Black Friday. Det er gået ud over næsten hver fjerde i aldersgruppen (24 pct.). Derudover er det familier med børn i husstanden, som i højeste grad svarer, at de er blevet svindlet.
Det er desværre blevet en lukrativ forretning for de kriminelle. Svindel i forbindelse med handel på nettet er blandt de mest udbredte svindeltyper i Danmark, og problemet er tiltagende. I 2024 angav 131.000 danskere at være blevet snydt ved handel på falske webshops eller ved handel mellem privatpersoner. I 2023 var antallet på 85.000 danskere.
Udviklingen skyldes blandt andet, at svindlerne er blevet endnu dygtigere til at fabrikere falske webshops, der ligner ægte onlinebutikker næsten til forveksling. De kopierer kendte virksomheders logoer og hjemmesider, laver troværdige annoncer på sociale medier og bruger tidspres som våben: “Sidste chance i dag” eller “Din pakke er på vej – betal fragten nu.” Alt sammen for at få os til at trykke, betale eller dele vores oplysninger.
Hos de falske webbutikker risikerer man:
At købe noget, men aldrig modtage varen
At modtage en kopivare eller et produkt langt under standard
At dine kort- og kontooplysninger bliver misbrugt eller solgt til andre svindlere
Fem råd til sikker nethandel
Der er derfor god grund til at være ekstra opmærksom, før du køber ind online. Her er fem råd til sikker nethandel:
Vær skeptisk over for tilbud, der virker for gode til at være sande. Svindlerne lokker med overdrevne tilbud og prisnedsættelser for at få dig ind på deres hjemmesider.
Meget svindel starter på sociale medier. Vær derfor særlig opmærksom på annoncer på sociale medier og delinger i grupper. Gå direkte til butikkens hjemmeside i stedet for via et tilbud eller en annonce på eksempelvis Facebook eller Instagram.
Undersøg troværdigheden. Mange svindlere prøver at få deres fupbutik til at ligne en officiel webbutik for et kendt mærke, blot med en mindre ændring i webadressens stavemåde. Andre svindlere opretter webbutikker, der ikke er relateret til kendte mærkevarer, men som stadig er svindel. Her kan man med fordel slå webshoppen op på tjekpånettet.dk eller i CVR-registret på virk.dk, hvis butikken udgiver sig for at være dansk.
Klik ikke på links i SMS’er eller e-mails medmindre du er helt sikker på afsenderen. Vær ekstra opmærksom på falske SMS’er og mails om pakkelevering. Svindlerne ved godt, at mange danskere får tilsendt pakker op til Black Friday og jul og forsøger at franarre kortoplysninger eller andre følsomme information.
Husk altid at læse teksten i din MitID-app, inden du godkender. Tag dig god tid, når du godkender handlinger, og bliver du det mindste i tvivl, så stop straks op.
Ekspert i svindelforebyggelse
Jeg hedder Lasse Karner og er ekspert i svindelforebyggelse. Mit fokusområde er at monitorere og oplyse om de nye former for digital svindel, der rammer Nordeas kunder og samfundet som helhed.
Pump and dump – svindelnummeret, hvor du lokkes til at købe aktier med en lav værdi
”Pump and dump” er en form for investeringssvindel, som dækker over en dårlig handel. Der er tale om en reel aktie med en værdi – men ved at manipulere markedet tjener svindlerne penge på at lokke dig til at foretage en dårlig investering. Beskyt dig selv ved at forstå, hvordan det foregår.
Afsløret: Sådan narrer svindlerne dig - og sådan undgår du at blive snydt
Har du nogensinde modtaget en besked fra en 'ven i nød' eller set en fristende investeringsmulighed, der lød for god til at være sand? I denne episode af PengePulsen dykker vi ned i to af de mest udbredte former for svindel: Bekendt i knibe-svindel og investeringssvindel.