Rød eller blå Kongres: Hvad betyder det for markederne?
Om Kongressen ender med et republikansk eller demokratisk flertal, kan få betydning for den økonomiske politik. Men det betyder ikke nødvendigvis, at det ene udfald er bedre for økonomien eller markederne end det andet. Det forklarer Nordeas cheføkonom Helge Pedersen.
"Der vil være økonomiske forskelle på de to udfald. Med et republikansk flertal vil der være bedre muligheder for at fortsætte den nuværende kurs med bl.a. deregulering og skattelettelser, ligesom der er bedre mulighed for at få vedtaget nye økonomiske love og reformer. Får Demokraterne mere magt i Kongressen, vil vi omvendt få mere politisk stilstand og mere polemik. Men jeg har svært ved at se, at det ene udfald nødvendigvis skulle være markant bedre end det andet," siger han.
Det skyldes bl.a, at nogle af USA's største økonomiske udfordringer består, uanset hvem der får flertallet. Det gælder ikke mindst de offentlige finanser, hvor Helge Pedersen ikke forventer, at midtvejsvalget i sig selv løser problemet.
"Ingen af partierne har for alvor fået rettet op på de offentlige finanser, som er blevet markant forværret over en årrække og ikke mindst i forbindelse med coronapandemien. Der er behov for at få styr på dem fremadrettet, for den voksende gæld og de højere renter risikerer ellers at blive et stadig større problem. Både for økonomien og for investorerne," siger cheføkonomen.
Skal du ændre dine investeringer efter valget?
Hvis du investerer, er det næste spørgsmål oplagt: Bør et republikansk eller demokratisk flertal få dig til at ændre noget i din portefølje?
Her er rådet fra Nordeas investeringsekspert Lars-Kristian Olsen at være varsom med at handle på selve valgresultatet. Når den private investor kender resultatet, gør resten af markedet det nemlig også.
Gik du glip af Invest Live i september? Lyt eller se her, hvordan Margrethe Vestager investerer
"Lad være med at tro, at du er klogere end resten af verden. De finansielle markeder handler på forventninger til fremtiden, så hvis du forventer det samme som alle andre, er det allerede indregnet i kurserne," siger Lars-Kristian Olsen.
Hans råd er derfor mindre dramatisk end mange af overskrifterne fra Washington.
"Spredning er redning. Det lyder måske kedeligt, men pointen er, at du skal bygge et fundament, der kan holde, også når der kommer uro."
Lars-Kristian Olsen advarer samtidig mod at lade sin holdning til amerikansk politik afgøre, hvordan man ser på amerikanske virksomheder.
"Du må gerne være frustreret over USA og amerikansk politik. Men politiske følelser og investering er to forskellige ting. Hvis du ikke bryder dig om at investere i USA, fordi du er bekymret for Trump, siger du i praksis også nej tak til mange af verdens største selskaber og dermed de virksomheder, der driver udviklingen inden for teknologi og kunstig intelligens,," siger han.
Valget slutter ikke på valgnatten
Når stemmerne er talt op, er historien ikke nødvendigvis slut. For Sandra Brovall bliver noget af det mest interessante netop at se, hvordan Donald Trump fortolker og reagerer på resultatet.
"Det afgørende er ikke kun, hvem der vinder. Det er også, hvordan Trump reagerer på resultatet. Får han et stærkere mandat, eller bliver han mødt af større modstand, og hvordan vælger han så at reagere?," vurderer hun.
Spørgsmålet er, hvor meget det vil påvirke markederne. Ifølge Helge Pedersen er Donald Trumps uforudsigelighed efterhånden blevet en del af den virkelighed, investorerne har lært at navigere i.
"Med al respekt vil jeg sige, at verden på en eller anden måde har vænnet sig til Trump – i hvert fald de finansielle markeder. Man bryder sig ikke om ustabilitet, men der er også en tendens til, at man vænner sig til usikkerheden og lærer at leve med den."