Vi må træde nye, rummelige stier for at opnå mere ligestilling

Der findes intet ord for det modsatte af ensomhed. 

Men hvis der gjorde, kunne det måske være overskriften for en ny måde at nærme sig ligestillingsdebatten på. For selv om debatten er en kronisk tilstand; noget, man nærmest altid synes, har kørt for længe, så er samtalen stadig livsnødvendig og betydningsfuld, fordi den manglende ligestilling på mange forskellige områder fjerner os fra os selv og hinanden – både på arbejdet og derhjemme, i forældreskaber og venskaber, i sygdom og sundhed.

”Vi er stadig ikke ligestillede, og det hænger sammen med, at vi ikke kan lave forandringer, uden at det bliver ukomfortabelt: Hvis vi gerne vil køre grønt, må vi indstille os på at holde flere pauser, når vi kører for at kunne lade vores bil op. Det er mere bøvlet at sortere affald end at putte det hele i rest. Og på samme måde ift. familieliv, venskaber og sundhed,” siger Asger Nordtorp Pedersen.

Han er musiker og udgiver og skriver sange under navnet Guldimund, som er inspireret af Grundtvig og salmen ”Morgenstund har guld i mund” – en salme, han ofte sang som barn i det kirkekor, hans far dirigerede i Assens på Vestfyn. Som professionel musiker har Asger Nordtorp Pedersen udgivet to album.  ”Dem, Vi Plejede At Være” i 2021 og to år senere ”Jeg venter i lyset.” 

”Hvor den første plade, som handler om kriserne i parforhold og forældreskab, var lidt mørk med strejf af lys, så er den anden en lys plade med skygger, der handler om forelskelse og om at finde sig til rette i rollen som enlig forælder,” fortæller Asger Nordtorp Pedersen

Boomerang af systemisk ulighed

Når det gælder familieliv, har han erfaret, at mænd bliver ramt af en boomerang af systemisk ulighed, når de f.eks. står i et brud med børn. Det skyldes, at arbejdsmarkedet stadig, især når man får børn, er mandens domæne, mens hjemmet i højere grad er kvindens. Mens det hele kører, tænker de fleste af os ikke særligt over fordelingen. Men i forbindelse med et brud bliver det tydeligt, hvad man som mand har prioriteret fra. 

”For så bliver det omsorgsarbejde, kvinden har ydet, mens faderen gik på arbejde, nu tillagt en stor værdi, og pludselig bliver privilegierne vendt på hovedet: De økonomiske privilegier, den frihed og den kropslige autonomi, man som mand har nydt godt af på arbejdsmarkedet, mens ens partner var på barsel, kommer med den pris, at børnene i et eller andet omfang tilfalder moderen,” forklarer Asger Nordtorp Pedersen.

Vil vi opnå mere ligestilling, kræver det derfor også, at man som far deltager i den grind det er at tage sig af børnene, også når de bare er lidt kedelige at være sammen med. 

”Jeg har selv en baby, som det er givende at bruge tid med. Men det er også lidt kedeligt at række den ske tilbage til ham, som han hele tiden smider på gulvet. Men tager man bare afsted kl. 8 og kommer hjem kl. 16 og ikke er en del af den trummerum, så sætter man sig i en udsat position som mand, for så afgiver man et vigtigt territorium. Hvis vi vil være ligestillet både på arbejdsmarkedet og derhjemme, så kræver det, at vi giver hinanden pladsen begge steder,” siger han.

Mandekultur giver mindre plads til sårbarhed

Behovet for at træde nye, rummelige stier er også afgørende, når vi kigger på ligestilling på andre områder.

Til eksempel har kvinders sundhed i årtier lidt under at være et fagligt underbelyst og politisk underprioriteret område, som bl.a. betyder, at en stor del af den medicinske viden stadig bygger på forskning i mandens krop, hvilket har konsekvenser: Sidste år kom det f.eks. frem, at overforbrug af smertestillende lægemidler kan påvirke kvinders fertilitet, og at kvinder, der lider af underlivssygdommen enodmetrise, som giver stærke smerter ved menstruation, træthed, oppustethed og kvalme, får stillet diagnosen med op mod syv års forsinkelse, hvilket er meget dyrt for den enkelte kvinde og for samfundet.

”Alene det, at der findes et ord som kvindesygdomme, synes jeg, er meget symptomatisk for vores mangel på ligestilling. Som om vi har mennesker, og så har vi kvinder ved siden af med deres helt særskilte problemer,” siger Asger Nordtorp Pedersen.

Han tror også, det er et spørgsmål om, at der stadig er en understrøm af misogyni i meget populærkultur og humor, som står i vejen for ligestilling. For selv om der måske er blevet ryddet op i den værste sprogbrug i de mest synlige lag som medier, musik og politik, så er der stadig en høj grad af mandekultur i fodboldklubben og på arbejdspladsen, som er præget af hyggeracisme, -homofobi og -misogyni.

”Det har en betydning. For det er en normalisering, der skaber distance, og som sætter sig i ens selvbillede. Men allervigtigst så er det ikke kun et problem for kvinder. Vi mænd mister meget, hvis vi ikke tør være milde og omsorgsfulde,” siger Asger Nordtorp Pedersen og uddyber:

”Det afskærer os fra at være følelsesmæssigt åbne i vores venskaber og arbejdsrelationer, og vi ender i en ensomhed, hvor vi kun kan være følelsesmæssigt åbne sammen med vores partner – hvis vi er så heldige at have en. Heldigvis oplever jeg, at generationen under mig har en meget mere blød tilgang til hinanden, hvor cis-heteroseksuelle mænd godt kan give hinanden et klem på skulderen, uden at det skal være den helt store bjørnekrammer, når man er superstiv i byen. Det er virkelig godt,” konstaterer han.

Væksttankegang går ud over trivsel

Selv forsøger Asger Nordtorp Pedersen at gå ud i verden med et holistisk blik på sine valg, f.eks. når han er kunstnerisk leder, hvor han er opmærksom på værdien af køns- og aldersdiversitet, men også i de mere nære sfærer.

Her oplever han f.eks., at vækst er med til at presse os til at vælge de strukturer i vores familier, som vi gør, og som paradoksalt nok bygger ovenpå det pres, vi i forvejen føler. 

”Mange valg træffes ud fra en tankegang om at skulle tjene mere og mere, samtidig med at vi pålægger os selv en tids-urgency om, at vi skal nå en masse inden et givent tidspunkt i vores liv. Vi mangler måske en nok er nok-funktion,” siger Asger Nordtorp Pedersen, der selv forsøger at adskille ambitioner fra tidsfrister, så alt ikke skal hænges op på en femårsplan, men kan ske i det tempo, der giver mening. 

”Når jeg lykkes med at adskille ambition og tid, føles det som at have en snydekode til the game of life, fordi jeg så lige pludselig selv definerer, hvad succes er. Jeg tror, at den form for modoffentlighed er meget vigtig og kan bruges på mange områder i vores liv til at blive mere ligestillede og mindre fremmedgjorte.”