Der er spirende tegn på, at den markante afmatning i verdensøkonomien er ved at løje af. Det er især i Asien, at de ”grønne skud” er synlige. I USA er udviklingen forholdsvis stabil, mens Europa fortsat slås med recessionslignende forhold i fremstillingssektoren. Det vurderer Nordeas eksperter i ny udgave af Economic Outlook.
Dansk økonomi er i god form, og Nordea forudser, at BNP-væksten bliver i omegnen af 1¾ procent i år og til næste år. Dermed fremstår den danske økonomi i god balance inden det kommende folketingsvalg.
- Den gode nyhed er, at den internationale afmatning synes at prelle af på eksporten, som siden midten af sidste år har oplevet fornyet vækst, især drevet af medicinalindustrien. Vi forventer, at fremgangen i eksporten vil blive fastholdt hen over den kommende tid, siger Nordeas cheføkonom Helge J. Pedersen, men tilføjer, at der også er udfordringer for eksporten:
- De danske virksomheder bliver fortsat udfordret af den ventede styrkelse af kronekursen og en relativt lav fremgang i efterspørgslen på flere af de vigtigste eksportmarkeder.
Arbejdsmarkedet er fortsat stærkt, og prognosen lyder på en fremgang i beskæftigelsen på ca. 60.000 personer frem til udgangen af 2020.
- Når arbejdsløsheden er så lav som nu, er den største udfordring at sikre, at virksomhederne kan få den arbejdskraft, de behøver, for at holde det økonomiske opsving på sporet. Fortsatte reformer af arbejdsmarkedet og let adgang til udenlandsk arbejdskraft bør derfor prioriteres af den kommende regering, påpeger Helge J. Pedersen.
Det stærke arbejdsmarked understøtter, at privatforbruget fortsat kan fungere som vækstmotoren i dansk økonomi. Samtidig vil det anspore til en stigende investeringsaktivitet i virksomhederne.
- I lyset af de demografiske udfordringer, som også det danske samfund står over for, er et større investeringsomfang helt afgørende for de langsigtede vækstmuligheder i økonomien, understreger Nordeas cheføkonom.
Nordea forventer, at ECB tidligst vil sætte renten op i 2021, og da Nationalbanken skygger ECB, vil renten i Danmark være rekordlav længe endnu. Det vil holde hånden under boligmarkedet, som ellers er præget af en vis usikkerhed, fordi datoen for offentliggørelsen af de nye ejendomsvurderinger (der skal danne baggrund for det nye skattesystem) er blevet udskudt til 2020.
- Ophævelsen af skattestoppet kan isoleret set føre til et fald i priserne på ejerlejligheder på 5-10 procent, mens det til gengæld vil kunne løfte priserne på enfamiliehuse med et par procent, siger Helge J. Pedersen og tilføjer, at han forventer, at priserne i år og næste år på enfamiliehuse i gennemsnit vil vokse med 2-3 procent om året.
Se hele rapporten her.
Yderligere information: | ||
Cheføkonom | Helge J. Pedersen | 55 47 15 32 / 22 69 79 12 |
Chefanalytiker | Jan Størup Nielsen | 55 47 15 40 |
Vi skaber stærke og tætte relationer gennem vores engagement i vores kunder og samfundet. Vi er der med relevante finansielle løsninger, når mennesker vil virkeliggøre deres drømme og nå deres mål. Vi er den største bank i Norden og blandt de ti største finansielle koncerner i Europa målt på markedsværdi med ca. 11 mio. kunder. Nordea-aktien er noteret på Nasdaq Helsinki, Nasdaq Copenhagen og Nasdaq Stockholm. Læs mere om os på nordea.com.