Anteeksi...

Sivua ei ole saatavilla suomeksi

Pysy sivulla | Siirry aiheeseen liittyvälle suomenkieliselle sivulle

Nordea køber Topdanmark Livsforsikring

Pressemeddelelse | 18-03-2022 07:01

Nordea har indgået aftale med Topdanmark Forsikring (”Topdanmark”) om at købe Topdanmarks livsforsikrings- og pensionsaktiviteter* (”Topdanmark Livsforsikring”). Købet sikrer Nordea et fuldt udbud af livsforsikrings- og pensionsprodukter i Norden og accelererer Nordeas strategiske ambitioner indenfor opsparing.

Købet af Topdanmark Livsforsikring er i tråd med Nordeas strategiske plan om at vokse i lønsomme forretningssegmenter og opbygge skala på opsparingsområdet. Det vil styrke Nordeas tilbud til detailkunder i livsforsikrings- og pensionssegmentet i Danmark, som er det næststørste livsforsikrings- og pensionsmarked i Norden.

Topdanmark Livsforsikring er et livsforsikrings- og pensionsselskab i Danmark med omkring 12 mia. euro i kapital under forvaltning ved udgangen af 2021 og omkring 225.000 kunder.

”Vi er glade for at kunne offentliggøre aftalen. Topdanmark Livsforsikring er et rigtigt fint strategisk match og øger vores eksponering til det danske detailmarked for opsparing. Vi kender Topdanmark fra vores nuværende samarbejde om skadesforsikring og ser frem til at udvikle Topdanmark Livsforsikrings forretning i Nordea,” siger Mads Skovlund, leder af privatkundeforretningen i Nordea Danmark.

”Fremover vil Nordeas danske kunder få fordel af vores markedsledende bank- og opsparingsløsninger. Vi vil tilbyde Topdanmark Livsforsikrings produkter til Nordeas kunder via vores førsteklasses digitale platforme og omfattende filialnet,” fortsætter han.

Topdanmark Livsforsikring vil blive integreret i Nordea og drevet under Nordeas brand.

”Det er en stor og speciel dag for Topdanmark. Vi har i mange år haft en fordel ved at have skadesforsikring og pension samlet i én koncern til gavn for både kunder og aktionærer. Når vi så alligevel vælger at acceptere et købstilbud, er det fordi, vi mener, at Nordea er den helt rigtige aktør til at drive og videreudvikle Topdanmark Livsforsikring, og fordi det giver nye muligheder for vores skadeforsikringsselskab,” siger Peter Hermann, adm. direktør i Topdanmark.

Den aftalte pris for Topdanmark Livsforsikring er omkring 270 mio. euro efter udlodning af udbytte før handlens gennemførelse til Topdanmark svarende til en skønnet P/E-multipel på omkring 13 gange den forventede nettoindtjening for 2022. Prisen vil blive justeret for den beregnede indtjening frem til handlens gennemførelse. Handlen ventes at absorbere op til 2 bp af den egentlige kernekapital og vil medføre en lille stigning i Nordea koncernens indtjening pr. aktie og egenkapitalforrentning.

Handlen er betinget af myndighedsgodkendelser og ventes gennemført i 2. halvår 2022.

Om Topdanmark Livsforsikring:

  • Danmarks femtestørste kommercielle livsforsikringsselskab tilbyder firmapensionsordninger (herunder tilhørende forsikringsprodukter) rettet mod personer samt små og mellemstore virksomheder.
  • Kapitalen under forvaltning består af omkring 75 pct. unit-linked-produkter og 25 pct. produkter med gevinstandele.
  • Det skønnede antal medarbejdere i Topdanmark Livsforsikring er omkring 300 ved handlens gennemførelse.

*Nordea Life Holding AB køber 100 pct. af aktierne i Topdanmark Liv Holding A/S. 

 

Yderligere information:

Javier Lopez, kommunikationschef, ekstern kommunikation, +45 70 80 11 62

 

Nordea er en førende nordisk universalbank. Vi hjælper vores kunder med at realisere deres drømme og ambitioner – og det har vi gjort i 200 år. Vi ønsker at gøre en reel forskel for vores kunder og de samfund, vi opererer i – ved at være en stærk og personlig finansiel partner. Nordea-aktien er noteret på Nasdaq Helsinki, Nasdaq Copenhagen og Nasdaq Stockholm. Læs mere om os på nordea.com.

Pressemeddelelser