Beklager...

Denne siden findes ikke på norsk

Bli værende på denne siden | Fortsett til en lignende side på norsk
Lasse Karner, ekspert i svindelforebyggelse
Lasse Karner, Nordeas ekspert i svindelforebyggelse.

Nordea-filialer landet over inviterer til fælles kamp mod de digitale svindlere

Pressemeddelelse | 04-06-2025 07:00

Flere danskere end nogensinde før blev sidste år ofre for digital svindel. Og med falske mails, SMS’er og telefonopkald lykkes det hvert år svindlere at franarre danskere hundredvis af millioner. Det skal vi have stoppet! Derfor slår Nordeas filialer dørene op til arrangementer med gode råd til at spotte og stoppe svindlen.

Antallet af svindeltilfælde stiger fortsat, og dagligt går kriminelle efter at manipulere deres ofre til selv at overføre store pengebeløb eller give adgang til deres konti. Sidste år havnede 274.000 danskere i svindelstatistikken mod cirka 189.000 danskere i 2023. Det er den deprimerende konklusion i den årlige Offerundersøgelse lavet af Det Kriminalpræventive Råd, Justitsministeriet, Rigspolitiet og Københavns Universitet.

Bag tallene ligger tusindvis af tragisk fortællinger om helt almindelige medborgere, hvor mange bliver manipuleret i en grad, så de følelsesmæssige ar er lige så alvorlige som de økonomiske tab. Derfor dedikerer Nordea den 10-13. juni til en landsdækkende indsats mod svindel, når 32 af bankens filialer rundt om i hele Danmark afholder arrangementer med fokus på de mest udbredte svindelforsøg og ikke mindst, hvordan man undgår dem. 

”Kendskab til svindlernes metoder er blandt vores vigtigste forsvarsværn over for deres fupnumre. Når man ved, hvad man er oppe imod, er man bedre rustet. Så jo mere vi deler viden og står sammen, jo sværere bliver det for svindlerne at lykkes med deres kyniske foretagende,” siger Lasse Karner, Nordeas ekspert i svindelforebyggelse, og fortsætter:

”De kriminelle bliver stadig mere udspekulerede og finder hele tiden på nye metoder. Så det kræver konstant opmærksomhed og viden at være et skridt foran. Som samfund står vi stærkest, når vi står sammen. Derfor er alle også velkomne, når vi deler ud af vores gode råd til at stoppe svindlerne. Det spiller ingen rolle, om man er kunde i Nordea eller ej.”

Arrangementerne i Nordeas filialer vil blandt andet handle om, hvordan svindlerne arbejder, hvilke psykologiske tricks de bruger til at manipulere, og hvad man kan gøre for at undgå at blive svindlet. Man kan tilmelde sig via Nordeas hjemmeside på www.nordea.dk/stopsvindel.

Det er også muligt at deltage i et webinar med Nordeas eksperter. Det afholdes onsdag d. 11. juni kl. 12.00, og alle tilmeldte modtager efterfølgende en optagelse af webinaret, som man kan se, når man har tid og lyst.
 

Nordea-filialer i disse byer slår dørene op:

Aalborg, Aarhus, Ballerup, Esbjerg, Fredericia, Frederiksberg, Frederikssund, Furesø, Glostrup, Greve, Halsnæs, Helsingør, Herning, Hillerød, Hjørring, Holbæk, Holstebro, Hørsholm, Kolding, København, Køge, Lemvig, Lyngby, Nykøbing F., Middelfart, Næstved, Odense, Randers, Roskilde, Rønne, Sønderborg, Vordingborg.

Fakta om digital svindel

  • Knap 6 pct. angav i 2024 at blive udsat for digital svindel, hvilket svarer til 274.000 danskere mod cirka 189.000 danskere året før – en stigning på 45 procent. Fire ud af ti ofre er blevet svindlet mindst to gange.
  • Snyd ved online handel er den form for it-kriminalitet, flest danskere rammes af. I 2024 angav 131.000 danskere at blive snydt ved handel på falske webshops eller ved handel mellem privatpersoner. I 2023 lød det på 85.000 danskere.
  • 110.000 danskere angav i 2024 at blive udsat for misbrug af betalingskortoplysninger mod 76.000 danskere i 2023. Denne svindel indebærer, at ens kortoplysninger er blevet misbrugt til at købe varer eller ydelser på internettet.
  • 37.000 danskere oplevede at blive udsat for kontaktbedrageri i 2024 mod 27.000 i 2023. Her overfører offeret penge til en svindler, som man har fået kontakt med via f.eks. mail, sociale medier eller datingssider.
  • Ofre for kontaktbedrageri er dem, som lider størst økonomisk tab. Ofrene oplever i gennemsnit at have mistet 13.500 kr., mens enkelte mister flere hundrede tusinde kroner. Til sammenligning oplever ofre for snyd ved online handel i gennemsnit at have mistet 3.300 kr., mens ofre for misbrug af betalingskortoplysninger angiver i gennemsnit at have mistet 5.900 kr.

Kilde: Offerundersøgelsen 2005-2024, som Justitsministeriet, Rigspolitiet, Det Kriminalpræventive Råd og Københavns Universitet står bag.

Fem gode råd til at forebygge svindel

Nordeas ekspert i svindelforebyggelse, Lasse Karner, fremhæver sine fem bedste råd til at forebygge svindel og anbefaler, at man deler rådene med sine børn, forældre eller bedsteforældre, så de også hjælpes til at blive bedre beskyttet.

  • Udlever aldrig MitID eller kortoplysninger til en i telefonen, og lav aldrig en overførsel, fordi nogen forsøger at overtale dig til det.
  • Læs altid teksten i MitID-app’en eller SMS’en, inden du godkender og bekræfter.
  • Klik ikke på et link i en sms eller en mail, du ikke har bedt om.
  • Lad dig ikke narre af kærlighedssvindel eller investeringsfup
  • Tal med dine nærmeste om digital svindel og hold dig opdateret
Pressemeddelelser