Danmark ser til, mens en ny gældskrise lurer i horisonten

For et par år siden faldt jeg over nogle linjer fra Søren Kierkegaards hovedværk Enten-Eller fra 1843, som jeg siden har haft svært ved at slippe.

De stammer fra kapitlet Vexel-Driften, hvor Kierkegaard filosoferer over kedsomheden og i den forbindelse kommer ind på statens finanser: 

“Man vil forbedre Statens Finanser ved Besparelser. Kan der tænkes noget Kjedsommeligere. Istedenfor at forøge Gjælden vil man afbetale den. Efter hvad jeg kjender til de politiske Forhold, vil det være Danmark let at aabne et Laan paa 15 Millioner (…). Man aabne da et Laan paa 15 Millioner, man anvende det ikke til Afbetaling, men til offentlig Forlystelse. Lader os feire det tusindaarige Rige med Fryd og Gammen. Som der nu overalt staaer Bøsser, hvori man kan lægge Penge, saa skulde der da overalt staae Skaale, hvori der laae Penge. Alt vilde blive gratis (…) Ingen maatte eie fast Eiendom (…) Hvad vilde Følgen af denne Velstand blive? Alt Stort vilde strømme til Kjøbenhavn, de største Kunstnere, Skuespillere og Dandserinder. Kjøbenhavn vilde blive et andet Athen. Hvad vilde Følgen blive? Alle Rigmænd vilde nedsætte sig i denne Stad (…) O! maatte min Tale trænge hen til Eders Øren, I som ere satte paa de høie Steder (…) Gamle Danmark gaaer under, det gaaer under af Kjedsommelighed, det er det Allerfataleste.”

Passagen er gennemsyret af satire og ironi, men illustrerer ikke desto mindre en tidløs sandhed om den politiske debat. Det er langt mere fristende at diskutere, hvordan staten kan bruge flere penge, end hvordan de offentlige finanser bringes i balance. Og Kierkegaards satire er måske mere aktuel i dag, end han selv kunne have forestillet sig.

De massive finanspolitiske hjælpepakker under finanskrisen og siden pandemien var i vid udstrækning nødvendige. Men regningen er blevet sendt videre. USA, Storbritannien, Frankrig, Italien, Spanien, Japan og Kina har alle en offentlig gæld, der i dag overstiger deres årlige bruttonationalprodukt. Dermed ligger gældskvoten langt over de niveauer, som økonomer traditionelt betragter som forsvarlige. Erfaringen viser, at når gælden bliver for høj, øges risikoen for, at udviklingen bliver uholdbar, og at tilliden til statens økonomi svækkes. Det sås et soleklart eksempel på under den græske statsgældskrise for knap 15 år siden.

Problemet er samtidig blevet større, fordi renterne ikke længere er tæt på nul. Hvor gældsætning tidligere kunne ske næsten omkostningsfrit, udgør renteudgifterne nu en stadigt større belastning for de offentlige budgetter. Samtidig vokser udgifterne til forsvar, klima, sundhed og en aldrende befolkning. I USA er rentebetalingerne på statsgælden allerede blevet en større udgiftspost end forsvarsbudgettet.

Konsekvensen er, at mange lande risikerer at gå ind i den næste lavkonjunktur med betydeligt mindre finanspolitisk råderum end ved tidligere tilbageslag. Hvis investorerne samtidig mister tilliden til den økonomiske politik, kan stigende obligationsrenter hurtigt brede sig til resten af finansmarkederne. Den risiko er blevet større, efterhånden som en voksende del af statsobligationerne ejes af investeringsfonde, hedgefonde og andre ikke-bankfinansielle institutioner. Som BIS for nylig pegede på i sin Annual Economic Report 2026, er finanspolitikken og den finansielle stabilitet derfor tættere forbundet end nogensinde før.

Heldigvis befinder Danmark sig i en helt anden situation. Efter de alvorlige ubalancer i 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne blev fastkurspolitikken, kartoffelkuren, budgetdisciplin og senere strukturreformer fundamentet for en gradvis genopretning, som betyder, at de offentlige finanser i dag hører til blandt verdens stærkeste.

Det er dog værd at huske, at Danmark ikke altid har haft så solide offentlige finanser. I 1813 – det år Søren Kierkegaard blev født, og som han selv senere omtalte som “det gale Pengeaar” – gik Danmark reelt statsbankerot. Krigsdeltagelsen på Napoleons side havde efterladt staten med enorme ufinansierede udgifter og voldsom inflation. Regeringen blev tvunget til at gennemføre en pengereform og oprette Rigsbanken for at genoprette tilliden til pengesystemet. Den tomme statskasse fik vidtrækkende konsekvenser. Danmark måtte indstille krigshandlingerne, og med Kielerfreden i 1814 blev Norge afstået til Sverige.

Kierkegaards forslag om at finansiere offentlig fornøjelse med endnu mere gæld var naturligvis satire, men historien minder os om, at det sjældent er gratis at lade regningen ligge. Netop derfor er diskussioner om budgetdisciplin og holdbare offentlige finanser ofte langt vigtigere end de lyder. Måske er besparelser kedelige. Men alternativet kan i sidste ende blive langt mere dramatisk.