De har sparet op hele livet – nu skal pengene give dem frihed
3 min læsetid
Tillid, tryghed og klar kommunikation fra banken har hjulpet Helle og Jan Rasmussen til at træffe økonomiske beslutninger, der har givet dem en helt anden tredje alder, end de havde regnet med.
Da Helle og Jan Rasmussen for 40 år siden mødte deres nye bankrådgiver, Anette Kjeldby i Nordeas afdeling på Sundbyvester Plads på Amager, vidste ingen af dem, at deres makkerskab skulle vare i årtier.
”Men sådan er det heldigvis gået. Anette har været der, siden jeg var 18 år og bærer den største fortjeneste for, at vi i dag har en økonomisk frihed, som jeg selv er overrasket over. Vi er to helt almindelige mennesker, som godt nok har haft arbejdsliv med mulighed for udvikling. Men jeg havde slet ikke regnet med at blive formuende,” siger 60-årige Helle Rasmussen.
Hun er uddannet social- og sundhedsassistent og arbejder i dag som afdelingsleder på et demenscenter, mens 61-årige Jan Rasmussen arbejder som gastekniker i HoFor, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, som blandt andet leverer vand, varme og bygas til mere end en million kunder.
Altid plus på kontoen
De mødtes i sommeren 1984 på Helles fars arbejde – et malerværksted, hvor Jan var ungarbejder og Helle lige skulle have et feriejob hen over sommeren.
”Jan inviterede mig med til sin 18-års fødselsdag, og det er gået lige siden,” fortæller Helle Rasmussen, der tog en sund økonomisk skepsis med sig ind i forholdet.
”Jeg er blevet opdraget med at gå med livrem og seler, og sådan har det også været hos os. Skulle vi have en ny sofa, så havde vi pengene, og lige fra vi var helt unge, har der altid været plus på kontoen, når måneden var omme,” siger hun.
Det har gennem årene sikret parret og deres to børn på i dag 36 og 28 år en rolig økonomi, som for alvor begyndte, da de fik grønt lys til at købe deres allerførste bolig; et temmelig faldefærdigt hus, som de måtte sælge deres bil for at kunne få lov at købe, men tjente 400.000 kroner på efter blot et år. Det gav mulighed for at købe et større hus på Amager, som de boede i gennem 29 år.
”Dengang tænkte vi slet ikke på pension, og hvis ikke vi havde haft Anette til løbende at prikke til os, så er jeg sikker på, at vi stadig ville bo i vores hus og være usikre på, hvilke økonomiske beslutninger vi skulle træffe. For det er ikke altid nemt selv at se nye muligheder – særligt ikke, når der bor en gammel dame i dit hoved, som tænker, at det er allerbedst at være gældfri og have penge på bankkontoen,” siger hun.
Mursten bliver til muligheder
Et af de største prik kom til et årligt bankmøde i 2019. Her satte Anette Kjeldby tallene fra Jan og Helles økonomi ind i et finansielt overblik, som viste dem, hvordan de kunne stykke økonomien sammen på en ny måde. Pludselig blev der åbnet for det, de drømte om: at kunne gå ned i tid eller på pension, når helbredet krævede det, hjælpe deres børn økonomisk og få endnu flere oplevelser og rejser med familien.
”Det gik op for os, hvor meget vores hus var værd, og at vi kunne bruge det til at gøre nogle helt andre ting, end vi havde forestillet os. På den måde har Anette gjort en kæmpe forskel for os. For det er hende, der skubber sådan nogle som mig til at turde gøre nogle ting,” siger Helle Rasmussen.
Forslaget var at trække 2 millioner kroner af deres friværdi ud af huset og investere dem, så noget af den formue, der var bundet i huset, kunne omsættes til frihed.
”Tal og bankforretninger er som udgangspunkt ikke blandt vores spidskompetencer, så vi har altid lænet os op ad Anettes råd og vejledning og truffet vores egne beslutninger derudfra. Det vigtigste for os er, at vi har tillid til de mennesker, der rådgiver os, og at det, der bliver sagt, giver mening for os. For når vi forstår, hvordan anbefalingerne passer med vores ønsker og drømme, føler vi os trygge i forhold til fremtiden, og så tør vi godt rykke,” forklarer hun.
Investeringerne sat på prøve
Og rykke, det gjorde de. Først med de to millioner og lidt efter med 400.000 kroner ekstra, som dog forsvandt, da corona, Ukraine og Trump rystede verdensordenen.
”På under en måned var de 400.000 kroner væk, og der tænkte jeg godt nok lige fy for pokker, hvor er mine penge henne? Men på grund af den tillid og tryghed, der er mellem os, så stolede jeg på Anette, som rådede os til at tage det roligt, fordi vi ikke skulle bruge pengene lige nu. Og siden har vi da også vundet det tabte tilbage,” siger Helle Rasmussen.
Dét gav dem modet til at tage endnu et stort skridt, da Anette sidste år serverede en ny mulighed for dem; at sælge deres hus og bo til leje i en periode indtil den andelsbolig, de drømte om, kom til salg. Det ville blive en dyr husleje i lejeboligen, men prisforskellen kunne betales ved det afkast, de ville få ved at investere overskuddet fra hussalget. Og så ville de sidde med en andel, de kunne betale kontant og med mulighed for at indrette den, som de ønsker, samtidig med, at især Jan Rasmussen kan trække sig fra arbejdsmarkedet, når han ønsker det og det giver mening i forhold til hans arbejdsplads.
”Det varmer mig meget, for nu har han knoklet nok og skal til at drosle ned. Vi nåede da også kun lige ned på gaden efter mødet med Anette, før vi kiggede på hinanden og sagde: Det er da det, vi gør,” husker Helle Rasmussen, der gennem årene har fået større og større interesse for investering.
”Jeg synes, det er fascinerende, hvilke muligheder det giver. Og jeg er så taknemmelig for, at vi har mulighed for at gå ned i tid, bo i så lækker en lejlighed og rejse lidt mere. Men først og fremmest betyder det alverden at kunne forsøge livet for vores unger, mens vi stadig er her,” siger hun.
Værdifuld helhedsblik på økonomien
Derfor værdsætter hun også den hjælp, Anette Kjeldby har hentet ind fra sine kollegaer inden for pension- og formuerådgivning. Investeringsrådgiver Mikkel Gammeljord hjælper og følger løbende op på investeringerne, mens formuerådgiver Julie Bonderup hjælper med formueoptimering og især pensionsplanlægning. Hvad skal udbetales hvornår? Hvordan spiller opsparingen sammen med pensionerne? Og hvordan får de mest muligt ud af deres samlede økonomi i forhold til deres drømme og planer?
”Jeg havde aldrig i livet regnet med at kunne få så stor økonomisk frihed, og i det forløb er Anette Kjeldby en særlig stjerne. Hun er kun et par år ældre end os og har været med os i tykt og tyndt som en god ven, der ved, hvornår hun skal lade dig være, og hvornår hun skal give dig et skub. Vi er meget heldige med, at hun ikke er blevet frisør eller har gjort noget andet undervejs, men er blevet på pinden gennem alle årene,” siger Helle Rasmussen.
Har du styr på din pension?
Pension er ikke noget, der fylder meget i danskernes bevidsthed. Men ved løbende at give opsparingen et serviceeftersyn, kan man stå meget bedre rustet i slutningen af karrieren. Det kan give frihed til at gå fra før, gå ned i tid eller udleve nogle drømme, der ellers virkede langt væk.
Derfor anbefales det, at man årligt kigger sin pension igennem - eller gør det i forbindelse med diverse livsbegivenheder. Eksempler på det kan være ved køb af bolig, skilsmisse, lønhop, nyt job, virksomhedssalg, arv eller noget helt andet.
Hvis du ønsker et pensionstjek, kan du læse mere her - hvor du også kan booke et møde med en rådgiver.
På Nordeas hjemmeside kan du også beregne, hvor meget dine penge kan vokse ved løbende investeringer.
Det privatøkonomiske hjørne
Har du nogensinde set på din økonomi som en lagkage?
Flere lag, forskellige stykker og størrelser. Her er, hvad din formue har til fælles med en lagkage.
Læs merePension
Dit pensionistliv rummer måske flere muligheder, end du tror
Gennem 40 år har Anette Kjeldby hjulpet sine kunder med at se nye økonomiske muligheder, som ofte giver dem et nyt og bedre liv – ikke mindst når de skal på pension.
Læs mereDet privatøkonomiske hjørne
Har du styr på din pension? Her er 7 typiske misforståelser
Mange har tendens til at skyde pensionen foran sig. Det virker uoverskueligt. Men sådan behøver det ikke at være. Her får du svar på syv af de mest almindelige misforståelser om pension - og hvad du gør ved dem.
Læs mere