Anteeksi...

Sivua ei ole saatavilla suomeksi

Pysy sivulla | Siirry aiheeseen liittyvälle suomenkieliselle sivulle

30-05-2023 13:06

Én af disse tre virksomheder bliver Årets Handiprenør 2023

Tre virksomheden er med i opløbet om at finde den virksomhed, der bedst bidrager til et mere inkluderende samfund ud fra et handicapperspektiv.
Young disabled man hold and drink bottled pure water with artificial prosthetic hand

En virksomhed, der udvikler sportsudstyr til benamputerede, en anden, der udvikler et selvhjælpsredskab til personer med selvmordstanker, og en tredje, som udvikler en app, der kan oversætte tegnsprog til tale – og omvendt. Fælles for dem er, at de bidrager til et mere inkluderende samfund ud fra et handicapperspektiv, og så er de finalister til prisen som Årets Handiprenør 2023.

De tre finalister er:

Levitate

Lasse Werner Madsen står bag startupet Levitate i Roskilde, der udvikler, producerer og sælger prisvenligt sportsudstyr til benamputerede - herunder en såkaldt ”running blade”. Han fik selv amputeret sit ben som 14-årig og oplevede, at det var svært at dyrke sport og være fysisk aktiv. I dag har Lasse Werner Madsen en mission om at give folk med funktionsnedsættelser simpel adgang til det sportsudstyr, de behøver for at leve et aktivt liv.

”I og med at vi efterhånden har fået rigtig mange slutbrugere rundt om i verden, bliver vi dagligt mindet om den store impact vores produkter har. Derfor er det ikke desto mindre virkelig rart, at mærke en form for 360 graders anerkendelse, når andre end slutbrugerne også synes, at vi gør et godt stykke arbejde,” fortæller Lasse Werner Madsen, founder og CEO i Levitate.

humAID

humAId leverer digitale oversættelser af tegnsprog for at styrke døve og nedbryde kommunikationsbarriererne mellem hørende og døve. Bag humAID står Mads Lorentzen fra Esbjerg og hans studiekammerat Mikkel Bytoft fra Ferritslev på Fyn. De har udviklet en app, som via kunstig intelligens er i stand til at oversætte dansk tekst og tale til tegnsprog, og præsentere det ved brug af en digital avatar. På den måde vil de gøre det muligt for den døve at forstå hele den hørende verden omkring dem på deres eget naturlige sprog.

”Jeg er så ekstremt stolt over, at humAId har kvalificeret sig som en af finalisterne til Årets Handiprenør pris. En pris som sætter fokus på et område, der er så vigtigt og har brug for så meget mere opmærksomhed, end det får i dag,” siger Mads Lorentzen, stifter af humAID.

Minplan

Minplan er en app, der bidrager til et mere inkluderende samfund ved at gøre det muligt for den selvmordstruet, at dele oplysninger og informationer med en gruppe af nære venner og familiemedlemmer. Minplan stiller samtidig redskaber såsom læringsvideoer og træningsvideoer til rådighed for de pårørende, så de kan støtte op på de kritiske tidspunkter og inddrages positivt i processen.

Minplan er en virksomhed, der er udsprunget af en forskningsafdeling i Region Hovedstadens Psykiatri, og bruges af de selvmordsforebyggende klinikker på hospitalerne i Danmark.

”Minplan er med glæde blandt de udvalgte til en finaleplads. At leve med selvmordstanker svarer til at lide af svær astma eller alkoholafhængighed. At leve med selvmordshandlinger svarer til at være heroinafhængig. Nomineringen er derfor i sig selv en vigtig anerkendelse af vores arbejde, og samtidig ser vi det som en støtte og anerkendelse af de mennesker, der dagligt kæmper for at holde sig i live,” siger Jette Louise Larsen, CEO og founder i Minplan.

Om Årets Handiprenør 2023

Den danske iværksætterånd er stærk. Hvis nogle af de mange gode idéer kan bruges til at gøre livet lettere for medborgere med handicap, kommer det både entreprenørerne, mennesker med handicap og samfundet til gode. Det er tanken bag prisen Årets Handiprenør, som Nordea uddeler for første gang i Danmark.  

Med prisen følger 50.000 kroner og direkte adgang til Nordeas førstkommende Startup Match, hvor investorer matches med start ups, der har potentiale til at vokse. Anden- og tredjepladsen for hhv. en præmie på 20.000 kr. og 10.000 kr.

Vinderen af Årets Handiprenør 2023 kåres ved et event den 30. maj 2023 på Nordeas danske hovedkontor.  Her præsenterer de tre finalister deres virksomhed samt grundlæggende ide, og de øvrige indstillede er ligeledes inviteret til at få en stand, hvor de kan præsentere deres virksomheder.