Lever man med sin partner i et trygt og godt forhold, giver den nye livssituation mulighed for at prioritere hinanden noget mere – og måske opleve en regulær opblomstring, hvor man får lov at vende tilbage til den måde, man var sammen på for 25 år siden, før man fik børn. Så selvom den tomme rede sagtens kan føles sorgfuldt eller vemodigt, udvikler det sig formentlig ikke til en krise, hvis man stadig er hinandens tætteste livsvidner. Lever man derimod i et mere belastet forhold, hvor man har fjernet sig fra hinanden, kan reden føles larmende tom, fordi man pludselig ikke ved, hvad man skal være sammen om.
”Par som disse risikerer at miste noget i dobbelt forstand: De mister ikke bare det at have børnene tæt på –de mister måske også forestillingen om, at de to hører sammen.”
Ræk ud til dit netværk
Har man stadig sans for hinanden, kan afstanden overvindes ved aktivt at prioritere at gøre ting sammen (gå en tur, se serier – fortsæt selv listen) og tale om det som en vigtig vane. Er afstanden større, opfordrer Mattis Stølen Due til at søge hjælp: gå i parterapi, tage på kursus eller noget helt tredje.
”Vi kan godt gå fra hinanden. Men når vi gør det, sker der ofte det, at vi nyder friheden – og derefter vender os mod noget nyt. Det kan være til det bedre, men vi ved også, at skilsmisseraten stiger ved næste forhold – ikke mindst fordi kompleksiteten bliver endnu større. Og så skal man heller ikke underkende værdien af at have en livspartner,” siger han.
Det korte af det lange er, at vi skal gøre en indsats og kæmpe for at bevare det gode, vi har – indtil det står klart for både os selv og den anden, at det ikke længere er muligt at redde.
”Der er som udgangspunkt intet galt i at blive skilt, og jeg synes, det er både forståeligt og fornuftigt, når folk vælger skilsmisse efter en god og grundig proces. Men jeg synes, det er ulykkeligt og ærgerligt, hvis man går fra hinanden uden at have forsøgt at tage hånd om det svære på en kvalificeret, konstruktiv og tålmodig måde.”
Lever man ikke i et parforhold, gælder det om at række ud til sit netværk. Til sin bror, nabo, kollega, ven eller en helt femte. Der er nemlig ofte hjælp at hente fra uventet kant, og flere undersøgelser viser, at netværk har stor betydning for vores trivsel.
”Det er, når vi taler om tingene, at vi har mulighed for at forstå os selv og hinanden – og dermed håndtere livsovergangene på en god måde,” siger Mattias Stølen Due.
Husk at tale sammen
Men én ting er vores forhold til hinanden – noget andet er forholdet mellem os og vores børn. Har vi en rigtig stærk og ensidig identitet knyttet til rollen som mor eller far, kan det blive svært, når reden bliver tom.
”Så er der risiko for at komme i krise. Men den er ikke lige så stor, hvis man har flere interesser og projekter og dermed ”investerer i flere aktier”. Ligesom med alle andre investeringer gælder det om ikke at lægge alle sine æg i én kurv,” opsummerer Mattias Stølen Due.
Her er det også vigtigt at vide, at kvinder mere udsat for at opleve empty nest syndromet. Det kan forklares på to måder. For det første har kvinder historisk brugt mere tid på barnet – hvilket kan være både godt og skidt. For det andet ser det ud til, at kvinder er mere bevidste om det, de oplever som smertefuldt.
”Kvinder taler mere om det, der gør ondt, mens vi mænd har større tendens til at undvige det. Derfor kan der godt være et mørketal, når det gælder mænd – for selvom vi ofte siger, at de klarer empty nest overgangen ”godt”, så camouflerer de måske i virkeligheden deres sorg ved at lave en ironman eller begrave sig i arbejde,” siger Mattias Stølen Due.
Uanset hvordan man har det, er det vigtigt at sætte sine børn fri og tænke over, om man ringer eller skriver til dem for sin egen eller deres skyld.
”Man må gerne ringe for sin egen skyld – men hvis man gør det ni ud af ti gange, så gør man det nok for ofte. Derfor gør vi også klogt i en gang imellem at tale med vores børn om, hvorvidt vi ser hinanden for lidt eller for meget, så vi ved, om de har brug for mere eller mindre afstand, end vi selv har.”
Er vi vemodige over, at sidste barn er flyttet, gælder det om at acceptere, at vi har det, som vi har det – og ikke flygte fra det ved at negligere samtaler med os selv eller vores partner om det svære. Og så gælder det om at investere tid og tanker i noget, der ikke kun handler om barnet, så vi både accepterer vores følelser og samtidig handler på nye måder.
”Men frem for alt – husk at tale sammen,” siger Mattias Stølen Due.
