4. Jeg har ikke råd til at spare op til pension
Falsk – for selv små beløb vokser sig store over tid. I en travl hverdag er der mange udgifter, som bare løber derudad. Men tager du dig tid til at gennemgå dit budget, kan du højst sandsynligt finde en besparelse. Det kan være et abonnement, du ikke længere bruger. Brug besparelsen til pension.
Hvis du er lønmodtager, kan du bruge din overenskomstmæssige lønstigning til at hjælpe din pension på vej. Får du 2 pct. i lønstigning, kan du for eksempel vælge at lade én procent gå til pension, inden du vænner dig til at have pengene til rådighed.
Mange selvstændige bruger deres virksomhed som pensionsopsparing, men selvom du gør det, er rådet stadig det samme: Find et lille beløb og sæt ind på en pensionsopsparing. For ingen ved, hvad du kan få for din virksomhed, når du gerne vil sælge den. Det er vigtigt at have et sikkerhedsnet ud over folkepensionen og som selvstændig ikke at lægge alle sine æg i samme kurv.
Nogle tænker også, at deres bolig er deres pensionsopsparing. Det er ikke en dårlig idé at spare op i sin bolig, men hvad er den værd, når du har brug for pengene? Og hvad gør du, hvis du gerne vil blive boende?
5. Jeg glemte alt om pension under min barsel – nu er det for sent
Falsk – du er måske sakket lidt bagud, men det er heldigvis ikke for sent at gøre noget ved det. Brug ikke tid på at regne på, hvad du er gået glip af. Brug hellere tiden på at få sat en ekstra pensionsindbetaling igang eller en opsparing.
Har du en pensionsaftale via dit arbejde, så bruger arbejdsgiver ofte din ratepension. Derfor kan det være en fin tilføjelse at oprette en aldersopsparing. Det gør du nemt via din bank, og du kan indsætte 9.900 kr. om året (2026).
Ønsker du ikke at spare op på en pensionsordning, så kan et godt alternativ være en fri opsparing. Er der mere end tre år til, du skal bruge pengene, kan du med fordel investere dem.
6. Det går jo kun ud over mig selv, at jeg dropper indbetaling til pension
Falsk – for pension indeholder mange vigtige forsikringer ved sygdom og dødsfald, som også er vigtige for dine pårørende. Bliver du syg eller dør, uden at der er nogle penge til din ægtefælle eller børn, kan de måske ikke blive boende i jeres hjem. Du kan sagtens have forsikringerne uden en pension, men det er typisk i en pensionsordning, at livsforsikringer, kritisk sygdom eller tab af erhvervsevne er tilknyttet.
7. Ok, så sætter jeg nogle penge ind på min pension, og så behøver jeg ikke gøre mere
Falsk – der er ofte lang tid til, at sidste pensionskrone er brugt, og derfor anbefaler jeg altid, at du investerer pengene. Det er vigtigt at forholde dig til din risikoprofil og tidshorisont. Du kan altid få rådgivning om investering i dit pensionsselskab, og du bør ikke tage mere risiko, end du har det godt i maven med.