Krigen i Ukraine og konflikterne i Mellemøsten presser gas-, olie- og brændstofpriserne op – og det mærkes direkte i de danske husholdningers økonomi. Men ikke alle familier rammes lige hårdt. Nye beregninger viser, at husholdninger med elektriske løsninger slipper markant billigere.
Ifølge nye tal fra Green Power Denmark kan en almindelig dansk husstand se frem til følgende ekstraregninger med de nuværende energipriser:
| Årlig ekstraregning med de nuværende energipriser | |
|---|
| Gasfyr | +5.000 kr. |
| Dieselbil | +3.000 kr. |
| Benzinbil | +2.300 kr. |
| Varmepumpe | +1.000 kr. |
| Elbil | +500 kr. |
Kilde: Green Power Denmark
De nye tal viser, at forskellen er markant. En familie med gasfyr og benzinbil kan altså se frem til en samlet ekstraregning på over 7.000 kr. – mens en familie med varmepumpe og elbil slipper med 1.500 kr.
For bilister, der kører meget, er billedet endnu tydeligere. FDM har også netop beregnet merudgifterne for danskerne. Beregningerne viser, at bilister med et årligt kørselsbehov på 20.000 kilometer eller mere kan forvente en merudgift på 4.000-5.000 kr. alene til brændstof.
Kør længere på strøm
De høje brændstofpriser – med benzin og diesel tæt på eller over 18 kr. pr. liter – gør det mere tydeligt end nogensinde, hvor meget du kan spare ved at køre på strøm.
Ifølge FDMs beregninger kan du for 100 kr. køre op til 600 kilometer i en elbil, hvis du lader på de billigste tidspunkter af døgnet. I en benzinbil rækker de samme 100 kr. kun til knap 90 kilometer.
Læs mere om Nordeas lån til elbil
”Når vi ser på bilbudgettet samlet set, er den største forskel altså udgiften til energi. Og her vinder elbilen klart. Selvom elprisen er steget i gennemsnit, giver svingende elpriser gode muligheder for at drible uden om høje priser,” forklarer forbrugerøkonom Ilyas Dogru på FDMs hjemmeside.
Hvorfor stiger elpriserne også?
Selv hvis du allerede har valgt elektriske løsninger, slipper du ikke helt fri. Når vind og sol ikke producerer nok strøm, er det gasfyrede kraftværker, der sætter markedsprisen for el i Europa – og det trækker elpriserne op. Hvis noget af strømmen skal produceres på gasanlæg rundt omkring i Europa, vil det trække prisen op, forklarer Green Power Denmark.
De høje energipriser understreger også en tendens, som allerede er godt i gang: Elektriske løsninger er ikke bare grønnere – de er også mere robuste over for udsving i gas- og oliepriser.
Brugtmarkedet for elbiler afspejler den stigende interesse. I august stod elbiler for 86 pct. af nybilsalget – den højeste andel nogensinde. Og på brugtmarkedet er priserne på populære modeller steget med op mod 30.000 kr. det seneste halve år, skriver FDM.