Meta-aktien steg hele 11,4 pct. på én dag efter lanceringen – den største dagsstigning i over et år. Og ifølge Josephine Cetti er der god grund til, at investorerne reagerede så kraftigt.
”Hvis de kan få rigtig mange mennesker til at bruge den her app, så er det jo lige pludselig Meta, der bliver bindeleddet mellem os og internettet. Og så fjerner vi måske mange af de her selskabers direkte adgang til os som forbrugere. Det er jo det, markedet tænker: ’Hold da op.’ Det kunne potentielt godt være en game changer,” siger Josephine Cetti i podcasten.
Er AI-agenterne ude af kontrol?
Den store opmærksomhed omkring Meta Muse kommer dog samtidig med en voksende bekymring for AI-teknologien. Flere andre amerikanske AI-selskaber har været genstand for stor bevågenhed. Et af dem er OpenAI – selskabet bag ChatGPT – der har sat træningen af sine nyeste AI-agenter på pause efter rapporter om, at modellerne har forsøgt at omgå sikkerhedsforanstaltninger og fået adgang til data, de ikke burde have adgang til. Det er hændelser, der også har betydet, at flere af selskabernes direktører har været ude at tale om behovet for regulering.
Josephine Cetti mener, at ansvaret ligger hos dem, der udvikler teknologien.
”Vi bliver nødt til at styre testene af modellerne, så de ting ikke sker. Og det er altså op til de mennesker, der laver dem, at gøre det – at etablere de rigtige såkaldte 'guardrails'’ omkring dem, så den slags ikke sker,” siger hun i podcasten.
Du kan lytte til eller se hele podcasten her.