
Normalt arbejder Gaurav Saxena som udvikler i Asset Management og Personal Banking Technology, men han har for en kort periode skiftet sit arbejde i Nordea ud for at undervise flygtninge fra Ukraine, Syrien og Somalia, som uddanner sig til webudviklere via programmet HackYourFuture.
”Det er dejligt at kunne hjælpe flygtninge. Selvom webudvikling ikke er et nemt område, er de studerende virkelig fokuserede på at udvikle og lære nye færdigheder,” siger han.
Gaurav Saxena kommer oprindeligt fra Agra i Indien, og da han hørte om det nye program for flygtninge, var han ikke i tvivl. Han ønskede at blive en del af programmet for at hjælpe dem, der kommer til Danmark, med at få en god start på deres nye liv.
”Da jeg kom til Danmark, var jeg så heldig at få en masse hjælp fra lokale og kolleger til at komme i gang,” siger han og fortsætter:
”De hjalp med alt fra at oversætte til dansk, ledsage mig for at forklare problemer overfor offentlige myndigheder, eller hvordan skattesystemet og feriesystemet virker. Som nyankommen er du virkelig taknemmelig for den hjælp, du får, så det betød meget for mig.”
Hack en ny fremtid
Gaurav Saxena har derfor brugt sine 16 frivillige timer i HackYourFuture, som blev grundlagt i Amsterdam i 2016. Programmet støtter flygtninge, asylansøgere og dårligt stillede grupper med begrænset adgang til efteruddannelse og arbejdsmarkedet med at få nye færdigheder ved at uddanne dem til webudviklere. Programmet er nu tilgængeligt i flere lande, herunder Danmark.
“Ideen er at lære dem at hacke deres fremtid med nye færdigheder. Mange af flygtningene havde gode jobs i deres hjemland, men har svært ved at få et job, når de kommer til Danmark. IT-sektoren mangler generelt arbejdskraft, så med det her program får de mulighed for at søge job i teknologibranchen i Danmark, hvor der er stor efterspørgsel efter kvalificeret arbejdskraft,” forklarer han.
Gaurav Saxena underviser de studerende i server-side-programmering ved hjælp af NodeJS og hjælper også med det afsluttende projekt.
“Kurset starter med de helt grundlæggende områder som HTML og JavaScript. Senere går vi videre til mere avancerede områder som SQL, databaser, API-udvikling og ReactJS,” siger Gaurav Saxena og fortsætter:
“Det kan være udfordrende at undervise studerende med forskellig baggrund, som ikke har nogen erfaring eller uddannelse indenfor webudvikling. Så jeg lærer faktisk også noget og bliver bedre og bedre til at udtrykke mig og forklare komplicerede ting på en enklere måde.”