For at gennemføre 2030-strategien og drive strukturelle effektivitetsforbedringer lancerer Nordea omstruktureringsinitiativer for at ændre sammensætningen af medarbejderstaben. Som meddelt på kapitalmarkedsdagen i november 2025 vil implementeringen af disse initiativer medføre omstruktureringsomkostninger. Disse omstruktureringsomkostninger, der udgør 190 mio. euro, bogføres i 1. kvartal 2026. Den planlagte omstrukturering bidrager til, at Nordea leverer på de finansielle mål for 2030, og er ikke en del af de finansielle forventninger til 2026.
Teknologi, data og AI er centrale elementer i Nordeas 2030-strategi, der blev fremlagt i november 2025. Ved at forandre lokale kundeprocesser til nordiske værdikæder samt reducere, forenkle og modernisere tekniske systemer og infrastruktur vil Nordea udnytte sin nordiske skala mere effektivt til at betjene kunderne endnu bedre og sikre en mere effektiv drift. Nordea vil fortsat investere i kompetencer, der styrker konkurrenceevnen yderligere. Og med nordisk skala, påvirkningen fra AI og procesoptimering forventer Nordea at have færre medarbejdere i fremtiden end i dag.
Som beskrevet på kapitalmarkedsdagen i november 2025 er det Nordeas mål at levere en årlig omkostningsreduktion, brutto, på mindst 600 mio. euro i 2030 via initiativer til at udnytte den nordiske skala. For at gennemføre strategien bogfører Nordea omstruktureringsomkostninger på 190 mio. euro i 1. kvartal 2026. Når omstruktureringsinitiativerne er gennemført, forventes de at medføre en reduktion af de årlige omkostninger på mindst 150 mio. euro fra helåret 2028.
Omstruktureringsomkostningerne er primært relateret til sammensætningen af medarbejderstaben og omfatter ændringer i kompetencer, hvilket vil reducere antallet af medarbejdere. Omkring 1.500 medarbejdere på tværs af koncernen ventes at blive berørt i 2026 og 2027 efter relevante forhandlings- og høringsprocesser med fagforeninger. Nordea vil støtte medarbejdere i forhold til nye kompetencer, opkvalificering og relevante interne muligheder.
Omstruktureringsomkostningerne vil blive behandlet som en post, der påvirker sammenligneligheden, og er ikke en del af Nordeas finansielle forventninger til 2026 – en egenkapitalforrentning på mere end 15 pct. og en omkostningsprocent* på omkring 45.
Nordeas 2030-strategi vil levere markedsledende vækst i indtjeningen pr. aktie drevet af lønsom indtægtsvækst, der overstiger markedet, i kombination med betydelige forbedringer af omkostningseffektiviteten.
Nordea går efter en egenkapitalforrentning på mere end 15 pct. i hele perioden 2026-2030, og betydeligt højere i 2030, samt en omkostningsprocent* på 40-42 i 2030.
Yderligere information:
Ilkka Ottoila, leder af Investor Relations, +358 9 5300 7058
Pressehenvendelser, +358 10 416 8023 eller press [at] nordea.com (press[at]nordea[dot]com)
*Eksklusive lovbestemte gebyrer.