Nordea er med til at uddanne fremtidens fødevareproducenter
En stærk og bæredygtig landbrugssektor er afgørende for Danmarks fremtid som global fødevareproducent. Det mener Nordea, og derfor tilbyder bankens landbrugsrådgivere eleverne på landets landbrugsskoler undervisning i økonomi, ESG og drift af virksomhed.
"Vi tager aktiv del i værdikæden og er med til at vise de studerende, at økonomisk og klimamæssig bæredygtighed kan gå hånd i hånd," siger Stine Hjarnø Jørgensen, områdedirektør, Nordea Agri & Food, Jylland Nord & Øst.
Der stilles større og større krav til at drive landbrug, og det er vigtigt for Nordea, at rådgiverne har kompetencer, der kan matche landmandens. Nordea har derfor fire kompetencecentre placeret i Randers, Holstebro, Kolding og Haslev, hvor rådgiverne samles flere gange om ugen til sparring og uddannelse.
De øvrige dage er rådgiverne til møde hos landmanden eller arbejder fra en af de mange filialer, som Nordea har rundt i landet. Det er blandt andet nogle af de mange krav og udfordringer, de hjælper de unge til at forstå, når de kommer ud og underviser.
"Vi fortæller dem om, hvordan de kommer i gang som selvstændige, men også om ESG og hvorfor det er vigtigt, fordi ESG-ratingen i stigende grad tæller med, når de skal kreditvurderes i banken," siger Stine Hjarnø Jørgensen.
ESG står for Environmental (miljø), Social (sociale forhold) og Governance (god selskabsledelse); ESG er altså en målestok for, hvor ansvarligt et selskab er på de tre områder.
"Når vi taler med eleverne om ESG, så fylder klima selvfølgelig meget, for det er jo en sektor, der er til at få øje på i det nationale klimaregnskab. Men vi taler også om gode arbejdsforhold og dyrevelfærd og generelt om at drive virksomhed i samklang med det øvrige samfund."
Klimadagsordenen fylder så meget i erhvervet, at de unge, ifølge Stine Hjarnø Jørgensen, er vilde med at høre om det, og om hvordan den grønne omstilling kan se ud i praksis.
Klædt på til fremtiden
Når Nordeas landbrugsrådgivere tager ud på landbrugsskolerne, tager de også en god kollega med fra privatafdeling, der kan fortælle de unge om opsparing og investering.
"Ambitionen er, at de studerende efter et besøg fra os er klædt godt på til at starte som selvstændige og til at forstå ESG og det privatøkonomiske," siger Stine Hjarnø Jørgensen.
Og spørger man Finn Vammen Larsen, underviser på Nordjyllands Landbrugsskole Lundbæk, der netop har haft besøg af Nordeas undervisningshold, er ambitionen nået.
"Det er utrolig dejligt at få besøg af rigtige mennesker, som faktisk arbejder med landbrugsøkonomi og finansiering til dagligt. Nordeas undervisning tager udgangspunkt i nogle forhold, som eleverne kan forstå, og det er meget konkret."r, hvor åbne Nordea er omkring, hvad man som ung landmand bliver bedømt på.
Erfaring tæller
"Det overraskede en del af eleverne, at driftsledernes kompetencer har så stor betydning. Det, at banken værdsætter, at man som driftsleder har prøvet noget, der ligner den ejendom, som man ønsker at etablere sig på."
Han mener, at eleverne kan bruge oplægget til at få en realistisk forståelse for, hvad Nordea lægger vægt på, når man skal finansiere et nyt landbrug.
Rustet til omstilling
Fremtidens landmænd står over for en stor omstilling af landbruget både i forbindelse med den grønne omstilling, men i særdeleshed også på grund af den energikrise, der er opstået som følge af krigen i Ukraine. Emner, som eleverne arbejder med i deres strategiplaner for fremtidige landbrug. Det er for eksempel blevet et meget stort emne at være selvforsynende af foder i forhold til sit husdyrhold på en kommende ejendom.
"Omstillingen til at være producent af fødevarer fra marken fylder også meget. De unge landmænd er klar til at producere plantebaserede fødevarer, hvis forbrugerne efterspørger dem," siger Finn Vammen Larsen
Dialoglystne og nysgerrige
Nordeas initiativ til at tage del i uddannelsen af fremtidens fødevareproducenter startede tilbage i 2016.
"Alle ansatte i Nordea har 16 timers finansieret frivilligt arbejde om året, som vi kan bruge på at løfte et samfundsansvar," siger Stine Hjarnø Jørgensen.
En del af de ansatte fra de fire kompetencecentre har valgt at bruge deres timer på forhåbentlig at ruste de studerende på landets landbrugsskoler til den virkelighed, der venter dem.
"Motivationen for os er at sikre, at dem, der etablerer sig som landmænd, fremadrettet får en robusthed i forhold til priser og efterspørgsel, så de bliver succesrige som landmænd. Og så håber vi selvfølgelig også, at de kunne blive vores fremtidige kunder," siger Stine Hjarnø Jørgensen.
At komme ud på landbrugsskolerne er populært blandt de ansatte i Nordeas kompetencecentre, fordi de oplever nogle meget interesserede og dialoglystne elever og lærere.
"Det er altid svært at holde tiden, fortæller Stine Hjarnø Jørgensen med et smil."
Vil landbruget
Sådan oplever Finn Vammen Larsen også besøgene, og han synes, at det er vigtigt, at eleverne oplever, at Nordea vil landbruget. Og det vil Nordea. I de fire kompetencecentre arbejder der omkring 40 landbrugsrådgivere.
"Når man arbejder så tæt og med en fokuseret kundegruppe, bliver man god til at forstå dem, og vi kommer også helt tæt på driften."
Så ligeså længe eleverne gider lytte, fortsætter Stine Hjarnø Jørgensen og hendes kolleger med at tage ud for at undervise fremtidens fødevareproducenter.