Nordeas cheføkonom: En delikat balanceakt for centralbankerne

2022 blev et dramatisk år. Pandemien, Ruslands invasion af Ukraine, energikrise, rekordhøj inflation og en markant opstramning af pengepolitikken resulterede i voldsomme udsving på de finansielle markeder og en markant afdæmpning af den økonomiske aktivitet.

Udviklingen vil også sætte sit præg på begyndelsen af 2023. Alligevel har vi opjusteret prognosen for verdensøkonomien i år i forhold til september-prognosen, mens skønnet for 2024 i store træk er uændret. De lidt bedre vækstudsigter skyldes dels det store fald i energipriserne, som giver ny medvind til den europæiske økonomi. Dels vil Kinas overraskende beslutning om hurtigt at genåbne landet oven på de store protester i december øge væksten markant i Riget i Midten, men også risikere at komme ekstra brænde på inflationsbålet, da Kina er verdens absolut største forbruger af mange råvarer.

De bedre vækstudsigter for euroområdet og Kina vil selvsagt også øge vækstpotentialet i andre lande, men det må dog pointeres, at usikkerheden på prognosen er stor. Således er den geopolitiske situation mildt sagt ustabil, ligesom der knytter sig risici  til pandemien og ikke mindst effekten af den mest markante opstramning af pengepolitikken i nyere tid.

Pengepolitikken måtte nemlig gentænkes i løbet af 2022, da det stod klart for centralbankerne, at det spirende inflationære pres, som opstod mod slutningen af 2021, viste sig ikke at være midlertidigt. Inflationen steg overalt i den vestlige verden til niveauer, som ikke var set tilsvarende i de seneste 40 år, hvilket krævede et kontant modsvar. Og faktisk trækker centralbank-cheferne i dag i stor udstrækning på de erfaringer, som man gjorde sig i forbindelse med bekæmpelsen af den høje inflation i 1970’erne og 1980’erne. Det fremgik klart af den amerikanske forbundsbankdirektør Jerome Powells tale på Jackson Hole symposiet i august 2022, hvor tre forhold, som man havde lært af fortiden, blev fremhævet: For det første, at det er centralbankernes ansvar at sikre en lav og stabil inflation. For det andet, at inflationsforventningerne ikke må løbe løbsk. Og for det tredje, at arbejdet skal gøres færdigt.

Sagt med andre ord. Pengepolitikken bliver ikke lempet igen, førend inflationsmålsætningen er opfyldt, og inflationsforventningerne bragt i overensstemmelse med målsætningen. Hvornår det sker, er fortsat usikkert. Men det bliver med stor sandsynlighed tidligst i andet halvår af 2024, også selvom der er meget, som tyder på, at inflationen allerede har toppet. 

Det markante fald i energipriserne og transportomkostningerne siden efteråret vil nemlig slå igennem på inflationen med fuld styrke over de kommende måneder. Der er dog fortsat risiko for, at relativt høje lønstigninger som følge af såvel stærke arbejdsmarkeder som udhulingen af lønmodtagernes købekraft over det seneste år, vil blive overvæltet i forbrugerpriserne senere på året. Det vil i givet fald kunne give anledning til en længere periode med en inflationstakt over centralbankernes målsætning.

De mange års ultra-lempelige pengepolitik har ført til eksorbitante prisstigninger på bl.a. ejerboliger, som mange steder er historisk dyre i forhold til indkomster og lejepriser. Nu lægger de stigende renter omvendt pres på ejendomsmarkederne og låneefterspørgslen med faldende boligpriser, investeringsaktivitet og privatforbrug til følge.

Det er således en delikat balanceakt, som verdens centralbankchefer er i gang med nu, hvor pengepolitikken pludselig er blevet vendt på hovedet. Hvis stramningen ikke er tilstrækkelig, risikerer inflationspinen at trække ud længe endnu. Hvis pengepolitikken omvendt  strammes for meget, risikerer det at føre økonomierne ud i en dyb og langvarig recession. 

Det gør sig også gældende i de nordiske lande. Især i Sverige har den markante stramning af pengepolitikken allerede givet anledning til en voldsom korrektion i ejendomspriserne, og økonomien befinder sig for øjeblikket på randen af en teknisk recession. Den udvikling lurer også latent i de andre lande, om end udgangspunktet er forskelligt fra sted til sted.

Inden fanden males på væggen er det dog værd at huske på, at boligpriserne steg eksplosivt under pandemien og nåede rekordniveauer. Så der er i første omgang altså især tale om en korrektion fra et dybest set uholdbart prisniveau. Men risikoen for, at der bliver tale om større prisfald må ikke undervurderes. Erfaringen tilsiger nemlig, at udviklingen på boligmarkedet ofte ender i en selvforstærkende og længerevarende proces. Det kan vise sig at blive tilfældet igen såvel internationalt som herhjemme, også selvom tilsynsmyndighederne har gjort sit for at forhindre nye boligbobler gennem en stramning af lånevilkårene.

Læs mere fra Nordea Economic Outlook.