Nordeas cheføkonom: Risikoen for recession i euroområdet er reel

Udsigterne for den globale økonomi er blevet forværret henover sommeren. Især Europa er blevet hårdt ramt af den aktuelle energikrise og høje inflation, mens vækstudsigterne for USA er mere påvirket af kapacitetsbegrænsninger, om end de højere renter nu også er begyndt at slå igennem på det vigtige boligmarked. Endelig bremses opsvinget i Kina af myndighedernes nul-tolerance-politik over for nye COVID-19-udbrud og nedturen på ejendomsmarkedet. 

På den baggrund har vi igen nedjusteret vores skøn for verdensøkonomien til nu 3,1 % i år og 2,3% i 2023. I 2024, som vi for første gang nu offentliggør skøn for, vurderer vi, at den globale vækst vil stige til 2,6%.

De største risici for vækstudsigterne knytter sig til den usikre geopolitiske situation, den høje inflation og tilhørende stramning af pengepolitikken samt forekomsten af nye COVID-strenge, som kan få pandemien til at blusse op henover efteråret. I givet fald kan der igen opstå forstyrrelser i de globale forsyningskæder.

Som følge af den store afhængighed af russisk gas og olie er det især den europæiske økonomi, som nu for alvor mærker følgerne af de høje energipriser.

Derfor har EU-Kommissionen opfordret medlemslandene til at gennemføre nationale energisparekampagner og sikre en hurtig opfyldning af gaslagrene før vinterens komme. Om strategien lykkes afhænger dog primært af, hvor hård vinteren bliver, og i hvilken udstrækning Rusland åbner for gashanerne til de ”uvenlige EU-lande”. Risikoen for rationering på energi henover vinteren er derfor reel i hele Europa. Det vil med stor sandsynlighed føre euroområdet ind i en økonomisk recession.

Husholdningernes købekraft udhules for tiden voldsomt af den rekordhøje inflation. Og intet tyder på, at den for alvor vil være på vej ned på kort sigt. Som følge af de høje råvare- og energipriser er producenternes omkostninger fortsat høje. Den ekstremt varme og tørre sommer har endvidere ramt flodtransporten og fødevareproduktionen i flere europæiske lande. Det kan lægge et yderligere opadgående pres på producentpriserne og dermed i sidste instans også på forbrugerpriserne.

Den høje inflation søges nu imødegået af centralbankerne på begge sider af Atlanten gennem en aggressiv stramning af pengepolitikken. Erfaringen fra 1980’erne viser, at pengepolitikken nødvendigvis må strammes hurtigt og betydeligt for at få bugt med inflationen. Det vil ramme efterspøgslen i samfundet og gå ud over den økonomiske aktivitet. I USA har forbundsbanken således sat styringsrenten op med 2,25 %-point siden marts, mens ECB overraskede markederne ved i juli at sætte renten op med hele 0,5%-point. Dermed blev der gjort en ende på en epoke på 8 år med negative renter i euroområdet.

Der er meget mere i vente fra centralbankerne, men vejen til at få inflationen tilbage på målsætningen på 2% kan ikke desto mindre vise sig lang og besværlig. I lyset af de stærke arbejdsmarkeder er risikoen for anden-runde effekter i form af høje lønstigninger nemlig særligt stor. Dermed kan en såkaldt løn-prisspiral blive iværksat, som på sin side kan påvirke de langsigtede inflationsforventninger.

Der er ingen tvivl om, at det er vanskeligt at dosere pengepolitikken for tiden. Og ikke mindst i euroområdet, hvor en særlig stor del af inflationen stammer fra udbudssiden, som de pengepolitiske myndigheder ikke kan kontrollere. Her er også den importerede inflation høj som følge af den markante svækkelse af euroen over for bl.a. den amerikanske dollar og kinesiske renminbi.

Endvidere slår de pengepolitiske ændringer igennem på realøkonomien med en vis tidsforsinkelse, så de risikerer at virke medcyklisk på en i forvejen allerede aftagende efterspørgsel i samfundet. De ventede markante stramninger af pengepolitikken kan derved risikere at tilte økonomierne i recession.

Det er altså en delikat balanceakt, som centralbankerne står over for i den kommende tid, hvor usikkerheden omkring den økonomiske udvikling vil være ekstra stor som følge af de udfordringer, som bl.a. krigen i Ukraine giver anledning til.

Det er også tilfældet for de nordiske centralbanker, der ligeledes er begyndt for alvor at reagere på den historisk høje inflation. Først satte Norges Bank således renten op aggressivt og senere fulgte Riksbanken trop. Toppen er langt fra nået endnu. Det samme gør sig gældende for Finland og Danmark.

Der er ingen tvivl om, at de markant højere leveomkostninger i kombination med de stigende renter overalt udgør en giftig cocktail for boligmarkedet. Det gælder også i de nordiske lande, hvor priserne steg kraftigt under pandemien. Den tid er endegyldigt forbi, men korrektionen i boligpriserne vil variere fra land til land, ligesom de afledte effekter på økonomien vil gøre det.

Fællesnævneren for de nordiske lande er, at udgangspunktet før Ruslands invasion af Ukraine var særdeles solidt bl.a. som følge af en høj opsparing i husholdningerne, flotte offentlige finanser og en stærk jobskabelse, som er fortsat til nu.

Det giver trods alt en vis buffer for samfundsøkonomien at stå imod med i en dramatisk tid i verdenshistorien.

Læs mere fra Nordea Economic Outlook.