Sorry...

This page does not exist in your language. You will be taken to a related page.

Stay on this page | Continue

20-01-2022 08:34

Udsatte borgere får lettet hjertet og ryddet op i økonomien

I Odense er Nordea gået sammen med kommunen og byens frivillige foreninger om at hjælpe mennesker, der har det svært og er kommet i økonomisk uføre.
Senior man with hands clasped using laptop

Hvor går du hen, når livet driller, økonomien er løbet af sporet og hjælpen svær at få øje på? I mange byer landet over giver frivillige kræfter udsatte borgere en værdifuld håndsrækning. 

For at hjælpe disse mennesker, er Nordea i Odense gået sammen med Odense Kommune og byens frivillige foreninger om et nyt initiativ, hvor Nordeas medarbejdere har mulighed for at bruge lidt af deres arbejdstid på eksempelvis at yde frivillig gældsrådgivning.

Jonathan Bøg Delaney og Elli Hansen, der er medarbejder på Café Paraplyen

Jonathan Bøg Delaney er kundemedarbejder i Personal Banking i Odense og en af de første til at afprøve det nye samarbejde. Hos Café Paraplyen, som er et socialt mødested for byens borgere, skal han fremover give gældsrådgivning til mennesker, der er kommet i økonomisk uføre – og allerede under introduktionen blev han overrasket over, hvor nemt det er at gøre en positiv forskel:

”Det kan være at hjælpe folk med at betale et girokort eller gå posten i deres e-Boks igennem. Blot det at der er et menneske, der lytter og ønsker at hjælpe dem videre er en stor lettelse for mange,” forklarer han.

En time er godt givet ud

Alle medarbejdere i Nordea kan hvert år bruge to arbejdsdage på frivilligt arbejde. Der er frit valg på alle hylder, så længe det frivillige arbejde fokuserer på enten at styrke finansiel forståelse eller støtte iværksættere og entreprenørskab.

På Café Paraplyen i Odense møder Jonathan Bøg Delaney både unge og ældre mennesker, der har det svært økonomisk, og typisk har de unge ikke fået tilstrækkelig opbakning og viden om økonomi med hjemmefra. En samtale tager ca. 45-60 minutter:

”Jeg går hjem med en rar følelse af, at vi som bankfolk med ret få midler kan gøre en reel forskel. Og borgeren går hjem med en lille opgave til næste gang og har lyst til at mødes igen. For mig er sådan en time givet godt ud, i forhold til hvor stor en forskel, man gør,” siger han.

Flemming Rasmussen, områdedirektør i Business Banking

En god mulighed for at bidrage lokalt

Hos Nordea har områdedirektør i Business Banking, Flemming Rasmussen, været primus motor i at få det nye samarbejde op at køre:

Det er vigtigt for os som bank at bidrage til de samfund, vi er en del af. Og her i Odense har vi nu fået en rigtig god mulighed for at bruge vores evner som bankfolk på en lidt anderledes og positiv måde. Måske det kan inspirere kolleger andre steder i landet,” siger han.

Siden projektet officielt blev skudt i gang i foråret, har Odenses frivillige foreninger brugt tid på at udvikle en platform, hvor Nordeas medarbejdere kan finde det aktuelle udbud af frivilligt arbejde og melde sig til. Herefter foregår kontakten direkte mellem medarbejderen og den enkelte forening. Med tiden er det meningen, at andre virksomheder i byen også skal kunne være med.

Om os
Værdier