En meget glad stifter af og CEO i Pull & GO, Mikkel Krogshede, tog sammen med medejer og CTO, Jonas Koefoed Petersen, imod førstepræmien på 50.000 kroner og direkte adgang til førstkommende Nordea Start Up Match.

De to øvrige finalister var også på scenen og præsentere deres virksomhedsideer, og de gik heller ikke tomhændede hjem. MyEpi fik med en placering som nummer to 20.000 kroner, og GladTeknik A/S på tredjepladsen kunne tage hjem med 10.000 kroner.

Selv om de tre virksomheder tilbyder meget forskellige løsninger, var der alligevel nogle fællestræk ved dem, som juryen fremhævede:

”Der er tale om tre virksomheder, der på hver sin måde gør en stor forskel for mennesker med handicap. Og så er det tre virksomheder med et stort vækstpotentiale, og derfor håber vi, at titlen som Årets Handiprenør vil kunne hjælpe dem med at gøre en forskel for endnu flere - også mennesker med både synlige og usynlige handicap,” fremhævede chef for Business Banking i Danmark Helene Bløcher på vegne af juryen.

Om de tre finalister

MyEpi

MyEpi er en app til personer med epilepsi og deres pårørende. MyEpis mission er at tilbyde en mere tryg og overskuelig hverdag til dem, der oplever epilepsianfald og skabe tryghed i hverdagen hos de pårørende. Appen registrerer blandt andet anfald og holder styr på historikken i en kalender, den kan minde brugeren om at tage sin medicin - og minde pårørende om det, hvis brugeren selv har glemt medicinen. 

GladTeknik  

GladTeknik A/S er en socialt bæredygtig virksomhed, specialiseret i reparation af elektronik med fokus på inklusion og samarbejde. GladTekniks over 40 medarbejdere - hvor mere end 80 pct. har en eller flere diagnoser - løser alle former for tekniske problemer. GladTeknik investerer i at skabe de rigtige rammer for medarbejderne, da de rette fysiske og psykiske rammer gør en stor forskel for medarbejderne.  

Pull & GO

Pull & GO har skabt en trækfunktion med aftagelige håndtag til manuelle kørestolsbrugere for at forhindre ophobning af skuldersmerter. Pull & GO teamet er består af studerende fra Aalborg Universitet med passion for sundhed og mindre ulighed. Der er tale om evidenspraktiserende fagfolk med interesse for kørestolsbrugere og den sundhedsmæssige problematik på området. 

Fakta om Handiprenør 2023

Prismodtageren er en entreprenør eller en virksomhed, som gennem sin forretningsidé eller sin virksomhed fremmer vores forskelligheder som mennesker og bidrager til et mere inkluderende samfund ud fra et handicapperspektiv. Vinderen får 50.000 kroner og direkte adgang til førstkommende Start Up Match, Nordea og Microsofts pitch event, hvor investorer matches med start ups, der har potentiale til at vokse. 

Om juryen

Fra Nordea

Helene Bløcher er bankdirektør med ansvar for erhvervskunder i Danmark. Derudover er Helene medlem af Nordeas interne inklusionsråd i Danmark, hvor hun er sponsor for den gruppe, der arbejder med inklusion på tværs af generationer.

Mikkel Nielsen er leder af ’Startup & Growth DK’, der arbejder for at fremme startups muligheder i Danmark igennem tilbud af skræddersyede bankprodukter og diverse initiativer, rettet mod at hjælpe særligt underrepræsenterede grupper med at finansiere deres forretninger. 

Pia Kirk er seniorekspert i Diversity & Inclusion, der arbejder for at udbrede diversitet og inklusion internt i Nordea, i samfundet samt i kunderelationer - alt sammen for at sikre en bæredygtig fremtid.  

Jurymedlemmer med viden om inklusion og handicap

Rasmus Duus er udviklingsleder i Videnscenter om handicap, hvor han samarbejder tæt med handicaporganisationer, jobcentre og erhvervslivet omkring at skabe beskæftigelsesmuligheder for mennesker med handicap.   

Sigurd Agersnap er medlem af folketinget for SF siden 2022, hvor han besidder flere ordførerskaber såsom iværksætter- og skatteordfører. 

Katrine Mandrup Tang er direktør for Danske Handicaporganisationer (DH). DH er paraplyorganisation for 36 handicaporganisationer, der dækker alle former for handicap fra  hjerneskade og gigt til udviklingshandicap og sindslidelse.

Diversitet & inklusion
Iværksættere