Cheføkonomens hjørne: Krigen i Mellemøsten former EU’s fremtidige energipolitik

Selvom der lykkeligvis er indgået en to-ugers våbenhvile mellem USA, Israel og Iran, ændrer det ikke på den kendsgerning, at krigen i Mellemøsten er begyndt at sætte sine spor på verdensøkonomien. Først og fremmest i form af de markante stigninger i energipriserne, men der er også kommet fokus på risikoen for mangel på andre vigtige inputvarer til industrien og landbruget såsom gødning, helium, svovl og aluminium. Det er nemlig også produkter, der fremstilles i stort omfang i Mellemøsten, men som ikke har kunnet komme ud på verdensmarkedet som følge af lukningen af Hormuzstrædet.

Samtidig er tillidsindikatorerne begyndt at falde. Det gælder både for erhvervslivet, men i særdeleshed for husholdningerne, som igen er begyndt at blive bekymrede for købekraften. Situationen i 2022, hvor energikrisen bragte inflationen op på tocifrede niveauer, ligger fortsat i hukommelsen hos de fleste.

Så galt kommer det dog næppe til at gå. I marts kom inflationen i euroområdet således ud på 2,5%. Det var en markant stigning fra måneden inden, hvor den lå på 1,9%, men dog fortsat langt under niveauet i 2022, hvor olieprisen var endnu højere end i dag, og hvor ikke mindst prisen på naturgas gik helt grassat. Dengang toppede den i en kort periode lige under 350 euro pr. MWh, og EU måtte i nærmest panik indføre en maksimumspris på 180 euro pr. MWh. Til sammenligning ligger naturgasprisen i Europa aktuelt på 'blot' ca. 50 euro pr. MWh. Det er højt og rammer de europæiske virksomheder og husholdninger, men ikke nødvendigvis i et omfang, som fører til en dyb økonomisk nedtur eller kalder på finanspolitisk lempelse. Og slet ikke, når det tages i betragtning, at husholdningernes opsparing er rekordstor, arbejdsløsheden lav, og der i forvejen pumpes milliarder af euro ud i infrastrukturprojekter og ikke mindst forsvaret.

Men selvfølgelig er der altid en risiko for, at det går værre, end præsten prædiker, og økonomierne risikerer også at blive ramt af udviklingen på de finansielle markeder, hvor krigen også har sat sine aftryk i form af faldende aktiekurser og stigende renter. Især de asiatiske aktiemarkeder har været udsat, fordi landene i regionen er meget afhængige af energiimport fra Mellemøsten. Det danske eliteindeks OMXC25 har til sammenligning klaret sig relativt godt. Når renterne er steget, skyldes det ikke mindst centralbankernes udmelding om, at de står klar til at imødegå tiltagende inflationsforventninger med højere pengepolitiske renter. For de har nemlig også 2022, hvor renten blev sat op alt for sent, i frisk erindring.

Det er heller ikke gået ubemærket hen, at EU's energikommissær, Dan Jørgensen, for nylig har advaret om, at vi potentielt står over for den værste energikrise nogensinde. Altså med større konsekvenser end under energikriserne i 1970'erne og senest i 2022. Noget, som jeg dog tvivler på. Når situationen i 1970'erne blev så alvorlig, som tilfældet var, skyldtes det ikke mindst, at olie dengang var den dominerende energikilde. For Danmarks vedkommende tegnede olie sig således for næsten 90% af energiforsyningen. I dag er energiforsyningen blevet langt mere diversificeret, og i Danmark stammer mere end halvdelen af energiproduktionen nu fra vedvarende energikilder.

Samtidig er energiforbruget i virksomheder og husholdninger faldet markant. Det betyder, at olieprisen, skal helt op omkring 400 USD pr. tønde, for at den kan sammenlignes med prisen i 1979, når der korrigeres for energiintensitet og inflationsudviklingen. Risikoen for et økonomisk tilbageslag som dengang er derfor begrænset, ligesom de langsigtede konsekvenser vil være mindre alvorlige, fordi centralbankerne i dag fører en langt mere aktiv og inflationsbekæmpende pengepolitik, end tilfældet var i 1970'erne.

Og i sammenligning med situationen i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022 er der som nævnt langt op til de niveauer for naturgasprisen, som var gældende dengang, ligesom prisen på f.eks. landbrugsvarer ikke er steget nævneværdigt.

Men dermed ikke sagt, at det ikke kan nå at gå grueligt galt, hvis krigen varer ved og medfører betydelige ødelæggelser af produktionsfaciliteterne i regionen. Og én ting er sikker: Der er sket et tektonisk brud i de geopolitiske strukturer over de senere år. Derfor bliver forsyningssikkerhed nøgleordet for Europas energipolitik i de kommende årtier. Det betyder i praksis både en fortsat udbygning af de vedvarende energikilder, men også et nyt fokus på atomkraft. Herunder de såkaldte Små Modulære Reaktorer (SMR'er), som er mindre fabriksbyggede atomkraftreaktorer, der sammen med traditionelle atomreaktorer skal spille en nøglerolle i et "fleksibelt, sikkert og effektivt" europæisk energisystem.

Om de også vil blive opført på dansk grund, kan kun fremtiden vise. Indtil da må vi indstille os på, at spændinger i Mellemøsten og andre brændpunkter fortsat vil kunne sætte deres præg på hverdagen for virksomheder og husholdninger også i vores del af verden.